10. august 2020 | Udpluk |
- “Gamle mennesker bruger ikke græs til noget”, sagde min datter. Måske sagde hun “voksne mennesker”, men hun er selv voksen, så hun har sikkert sagt “gamle”. Jeg har funderet en del over påstanden. Husker børn, der leger og spiller bold på græsplæner, pjasker i badebassiner, teenagere der solbader. Og tænker på mig selv, der ganske rigtigt ikke bruger græsset til ret meget andet end at slå det. Men det er omvendt en lille vedligeholdelsesindsats i forhold til lugning af flere terrassefliser og blomsterbede.
- Jeg har haft første arbejdsdag efter tre ugers ferie. Det gik godt. Jeg kunne næsten huske hvad man gør, når man er på arbejde. Det faldt sammen med det halvårlige kickoff på firmaets store inhouse-messe, som giver en ekstra lang dag. Klokken var næsten 20, inden jeg var hjemme. Og så var det mørkt kort tid efter …
- Lyse nætter er tilsyneladende ovre.
- Varme nætter fortsætter lidt endnu, lader det til.
- Åben terrassedør ud til aftenmørket og en kølende vind er også kommet for at blive nogle dage. Aftener.
- Tilbage til første punkt.
- Jeg bruger nu også græsplænen til at gribe alle de æbler, der falder ned fra æbletræet. Det bugner af æbler i år. Det er en velsmagende sort, men desværre er træet ikke ret dygtigt til at lave dem pæne. De bliver knortede eller rådner og er fyldt med insekthuller. De egner sig bedst til at skære de bedste dele i tern på morgentykmælken eller koge til grød og mos til fryseren. Det sidste får jeg bare ikke brugt. Der er åbent for pluk-selv-afhentning, hvis nogen trænger. Alternativt kommer jeg bare til at bruge en masse tid og energi på at fjerne nedfaldet fra græsplænen, inden jeg kan slå den.
- Overskriften på dette indlæg kunne faktisk lige så godt have været Selvpluk.
7. juli 2018 | den store bunke |
Med den overskrift kunne man godt lige tro, jeg havde lagt mig op ad maleren Magritte og hans pibebillede, det der har teksten Ceci ne c’est pas une pipe – Dette er ikke en pibe. At jeg ville sige, at det ikke er et æbletræ, men et billede af et æbletræ.
Og det vil jeg.
Jeg vil også sige, at det er et øjebliksbillede på en dejlig sommeraften. Himlen er blå, solen skinner stadig, det er lunt nok til bare ben, det blæser så bladene rasler i søjlepoplerne på nabovejen, men der er læ bag rækkehushækken. Man kunne godt tænde et lille hyggebål i båltårnet og sætte sig ud med et glas noget, hvis man måtte. Bålet, altså. Det andet er der ikke givet forbud om.
Jeg kan også bare tusse lidt ud og ind og sanse at nyde aftenen. Med bare ben, Rusland-Kroatien-kvartfinale i fjernsynet (ikke at jeg direkte følger med, men der står 1-1 nu, kan jeg høre), duften af sommer og et glas noget.
Ligner det egentlig ikke en lovende æblehøst?
4. september 2017 | den store bunke |
Når man køber et hus med en have med et æbletræ, kan man nemt få skabt et helt mosteri med flaskevis af nypresset æblesaft ved siden af et bageri med lange rækker æbletærter skiftevis med store skåle med æblegrød og æbleflæsk, plus et drømmesyn af friskskåret æble på toppen af morgenyoghurten og naturligvis friske, røde gnaveæbler til den lille sult, der kan ramme når som helst.
Det er inde i hovedet, disse drømmebilleder findes, forstås, for i den virkelige verden går det ikke helt sådan. Når æblerne drysser ned med råddenskab og indbyggede larver, når solsorte og ænder skal have deres, og man også har givet lidt væk til nogen, der spurgte pænt, må man indse, at man ikke når fantasiæblebudgettet. Drømmene forblev drømme. Det var måske på sin vis meget godt.
Her er min høst, da jeg tømte træet. Omtrent halvdelen af æblerne er pæne, altså nogenlunde pæne uden synlige huller og råd, og dem har jeg lagt i en kasse i skuret, for de kan vist godt gemmes lidt. Den anden halvdel er dem, der snarest bør skæres og koges til grød eller i hvert fald laves til noget, der kan gemmes i en anden form end sin nuværende.
Der kan blive til æblestykkerne på morgenmaden og til et par kager og måske æbleflæsk, som min mor lavede det. Så afstår jeg frivilligt mosteriet.
Og halløj, om et par dage kommer mødregruppen på besøg. Dem har jeg før beværtet med æblekage, kan jeg se her og her, og de sagde, de kunne lide det. Så er det jo en tradition.
Hvad så med fuglene, tænker du måske, er der så ikke mere til dem? Jo jo, de kan bare fortsætte med at snadre i de mange rådne nedfaldsæbler, der ligger i bedet og gærer. God fest!
30. juni 2017 | At have have |
Det er lige nu, ukrudtet i kolonihaven sætter af og sætter i sprint, så jeg er efterladt på hælene, mens jeg i slowmotion griber ud efter skuffejernet. Fra nu af er der kun én vinder i kampen om bar jord.
Jeg accepterer det og bøjer mig i støvet – eller den mudrede muld – i respekt for, at ukrudtet også i år fandt det perfekte tidspunkt at lægge sig i front. Jeg kan tage kampen op, og jeg gør det, men jeg ved bare, at jeg herfra kun kan formå at rydde op efter ukrudtets hærgen, ikke forebygge dets indtrængen.
Men jeg siger som den sorte ridder i Monty Python og de skøre riddere, efter at han har fået hugget både arme og ben af og står tilbage som en torso med hoved: Come back, I can still bite!!
Og i snorlige rækker mellem det grønne bunddække lover kartofler og løg, pastinak og spinat trods alt en pæn høst. Bønnerne er kommet op og skal snart til at sno sig op ad klatrestativerne, og rødbeder og grønkål står fint. Det skal nok blive godt.
Et par meter over jorden overvejer det trefamiljede æbletræ, som vi plantede i fjor, hvordan det skal møde efteråret. Guldborg og Rød Ananas har valgt kun at stille op med hver to skravlede deltagere, mens Discovery har sat et indtil videre stærk hold ind i kampen om æblegrøden. Vi er spændte.
Vi er også spændte på de vækster, der er under tag og bag store vinduer. Tre slags tomater og to slags agurker har snart nået loftet, og nu skal de snart til at vise deres værd. Tænker jeg bare! Peberfrugt og aubergine når næppe de samme højder, men har alligevel lagt an til frugter, så forskellige de end er.
Kom nu bare videre, vi venter jo, og salatskålen er erklæret for åben!
22. april 2016 | At have have, den store bunke, Heldige mig |
Yngsten fylder 19 år i dag og blev forkælet med brunch og gaver, inden han sov nogle flere timer efter nattens bytur og senere tog ud og blev fejret hos farfamilien.
Vi valgte et 3-i-1-æbletræ til kolonihaven. Malus domestica. Det betyder bare almindeligt æble. Familietræ. Det betyder, at Guldborg, Discovery og Rød ananas bor sammen. Det skal nok blive godt. Først skal det plantes, og så må vi hellere få købt sådan en æblekurv til at have æblerne i.
Pludselig lå der en kæmpestor Yankiebar på terrassen. Med sol i ansigtet og bog i ørerne.
Vestergade har hængt sommerpynten op igen.
Jeg slog græsset for første gang i år og slog en pind i jorden der, hvor familietræet skal plantes. Så drak jeg kaffe og slog bolsjer ihjel i Candy Crush. Tiden slog jeg også ihjel. Ellers slår jeg ikke.
Det var en rar fredag.
