Open Midtby

Jeg skal lige love for, at der er gang i midtbyen i aften. Vi bor lige midt i smørhullet. Vi har vores fede førstesals kæmpeterrasse midt mellem to gågader, og byens centrale torv ligger lige omme på den anden side af de tage, vi ser fra lejligheden.

Der er open by night i Viborg i aften, og trofaste læsere vil vide, at vi før har følt os generet af lydmuren fra en dj ved frisørsalonen ovre på den anden side af gaden. Men det er ikke tilfældet i aften. Faktisk har vi overhovedet ikke hørt noget til dem derovre denne gang. Vi sidder nemlig ude på terrassen, som vender mod gården, og i aften overtrumfes de desuden i den grad af lokalradioen, der holder Open Air-koncert på føromtalte centrale torv. Og det er højt!!

Men det er lige meget. Vi har siddet på vores føromtalte fede førstesalsterrasse og spist grillmad og drukket vin og snakket, mens vi har hørt Michael Learns To Rock (de spillede godt og vel tyve numre, der LØD som The Actor, uden at det var den. Den kom først som ekstranummer), og Bjørnskov (som ikke kunne ret mange numre), og nu er det Djämes Braun, og det er stadig højt.

Men fedt.

Sommer og rødvin gør én så vennesæl og rummelig. Og så er det et ekstra plus at kunne sidde og være storbysmart på egen terrasse med fødderne oppe på bordet, en byfest omme bag karréen og sit eget trådløse netværk inden for rækkevidde.

Vi kan godt lide det!

OpenAir1OpenAir2

Og hvad gik sådan en fredag efter arbejde med?

Købe ind

Koge kerner til bolledej

Sende sms til alleryngsten, at det var fedt, at hun havde lagt en seddel, da hun var forbi her på en ikke-farweekendfredag, så vi ikke behøver at bekymre os om de små tegn på, at nogen har været i lejligheden

Sætte Master Mixeren i gang med en stor portion bolledej

Koge speltkerner til salattilbehør til fredagsfisk

Lægge vasketøj fra i går sammen

Nappe et par baner Candy Crush

Løbe fem små kilometer

Slå dejen ned, forme 48 boller og stille dem til hævning

Lave perlespelt-avocado-æble-feta-karse-salat til fredagsfisk

Spise aftensmad og komme ud i alle verdenshjørner i snakken hen over maden, herunder se en Pingu-film på Youtube, fordi vi kom til at snakke om det der ’Noot noot’, de siger, når de er vrede, og Morten overhovedet ikke kendte Pingu!?

Skrive et par mails

Se TV-Avisen

Ringe til min mor, som fejrer 90 års fødselsdag i morgen – skulle sikre mig, at hendes forkølelse ikke er blevet værre. Det er den ikke

Bage 48 boller

Spille mere Candy Crush og sætte et nyt spil Wordfeud i gang

Drikke vin

Nu er klokken 23

Og jeg har ikke engang været i bad endnu

Nu kan det ikke betale sig

Guldfredag

Så gik jeg da heldigvis glip af Black Friday- og Open By Night-infernoet – og forresten også skøjtebaneåbning og juletræstænding på torvet, fordi jeg havde travlt med gyldne øjeblikke.

adventsgaver

Jeg var på adventsgaveturne til de to store hjemmefraflyttede børn i Aarhus. En pose med fire guldpakker til hver af dem. Og en lille pose med to bagerkager til hvert sted. På den måde fik jeg kaffe, kage og snak først hos Laura, og dernæst kaffe, kage og snak hos Niels. Dobbelt godt tænkt af mig.

Niels foreslog et spil Scrabble, og jeg sagde ja tak. Det er længe siden jeg har spillet krydsordspil, som ikke var Wordfeud på en tablet. Ældstesøn er en god modstander, som godt gider gøre sig umage i pointjagten og finde de bedste steder at lægge sine bogstavbrikker.

scrabble

På vejen hjem kørte jeg for tredje dag i træk med slukket lydbog og jodlede i stedet løs på Sneflokke kommer vrimlende. Det er verdens sjoveste melodi at digte på, og tre dages rimeri har lønnet sig. Min sang er færdig og printet og klar til afsyngelse i morgen sammen med to tossede damer. Jeg glæder mig virkelig til at se de guldkorn, vi tilsammen har fået dynget op.

Adventskransen er også rørt sammen. Jeg kom nemt om ved det. Vi går minimalistisk i år.

adventskrans

Fiskefredag

Hver anden fredag får vi en flamingokasse fra Skagenfood. Det startede med et indgående opkald og er et af de sjældne tilfælde, hvor der kommer noget lykkeligt ud af en snak med en telefonsælger.

Kassen står uden for entredøren hver anden fredag, når den første af os kommer hjem. Det er ikke en måltidskasse. Der er ikke tilbehør med. Det er en fiskekasse. Der er fisk i. Og is. Og en opskrift. Dét er den geniale del. Vi SKAL ikke lave det, de foreslår. Men vi KAN. Indtil nu har vi gjort det, og vi har været begejstrede hver gang. Der er ikke rigtig grund til at være andet end begejstrede. Vi får spist fisk regelmæssigt, og vi får tilberedt den på måder, vi ikke umiddelbart ville have fundet på selv, og med tilbehør, som ikke lå lige for. Det er nemt at gå til. Vil man ikke vente med at købe ind, til man åbner kassen og fisker (!) opskriften ud, kan man bare finde den på nettet og købe ind forlods.

I dag fik vi stegt isingfilet med salat af perlebyg, bagte tomater, feta, rødløg og pinjekerner. Vi justerede ingredienslisten lidt, fordi vi ikke anede hvor vi skulle gå hen efter perlecouscous, som der stod i opskriften – og måske syntes vi ikke, det var så vigtigt.

Hold da op, det smagte godt.

ising1ising2

Jeg får ikke noget for at anbefale konceptet. Jeg deler bare min begejstring.

Træer, træer, træer, træt

Jeg sidder i køkkenet og genoplader. Det er fredag eftermiddag, og jeg har altid akkumuleret hele ugens søvnunderskud, når jeg når hertil. Jeg begynder at gabe allerede, når der mangler fyrre kilometer af hjemvejen, som mest ser sådan ud:

hjemad1

… og sådan her:

hjemad2

Godt at jeg også i dag nåede vågen og helskindet hjem.

I fem måneder har jeg nydt naturens skiften på mine køreture morgen og eftermiddag. Det startede med sart sommer og høj morgensol, og nu er det mørkt, orangegyldent og efterårsruskende. Jeg har mine favoritsteder på vejen. Et af dem er morgenudsigten et bestemt sted ud over Tange sø, som aldrig er ens, men hvor himlen altid er høj. Eftermiddagene, hvor skyggerne begynder at blive lange, fordi de strækker sig mod natten, som er deres egentlige væsen, som det cirka hedder i Karl Ove Knausgårds Min Kamp 3, som jeg lige for tiden lytter til undervejs.

Og nu lader jeg op med en kop te i et mørknende køkken og med vaskemaskinen kørende i badeværelset. På det ene værelse holder teenageren fredag med sine gadgets, på det andet lyder tidens popmusik som akkompagnement til preteenagerens computerspil. Jægersjægersmanden er på vej hjem med en rå til fryseren, og i aften har jeg vagt på Paletten til Beatles Forever Live.

Når jeg lige har ladet op.