Lange tilløb til ingenting – og så alligevel

Jeg øver mig rigtig meget i at være til stede der, hvor jeg er, og for det meste synes jeg, at det lykkes for mig. Men den af mine egenskaber, jeg er mest forbandet over, er, når jeg har en rum tid til rådighed uden faste planer og projekter og så fylder mit hoved med ideer om, hvad jeg kunne give mig til – uden nogensinde at få noget ført ud i livet. For eksempel denne fredag eftermiddag, hvor solen skinnede og alle mine nære folk skulle noget andet. Al tid i verden til mig selv. Alt det, jeg foreslog mig selv, at jeg kunne gøre. Rydde op i dit og dat. Invitere mig til et glas hvidvin eller en kop kaffe hos nogen. Selv invitere. Læse i solen. Købe ind. Skrive nogen af de mails, som jeg er bagud med. Køre ting på genbrugspladsen.

Det endte med, at jeg gik rundt om mig selv i små cirkler, vaskede tøj, spillede Candy Crush og hele tiden var på vej til noget andet.

Og så alligevel.

Når jeg tænker mig om, kan jeg godt gøre dagen op og sætte flueben ved en masse, jeg faktisk fik gjort.

Jeg var på planteskole og købte jordbær og tomater. Og plantede dem.

jordbaer


Velkommen til Korona-jordbær

tomater


Velkommen til Elin (Det hedder sorten)

Efter en uendelig mailtråd med en hel dags ’svar-til-alle’-mails fiksede jeg gave – med DIY-kort – til et sølvbryllup, jeg skal til i morgen.

gave


Godt med sølv. Fint, ikk’?

Jeg ordnede vasketøj og tømte skraldespande.

Jeg gik på Paletten og hørte Shotgun Revolution, drak en øl og så nogle andre mennesker.

I morgen bliver bedre. Der skal jeg bare være mild og god og festlig. Og nærværende.

erdetfredag.dk

Jeg har computer, Candy Crush og Quiz Battle og Wordfeud og syvkabale på iPad, Cirkusrevyen og TV-avisen og vejrudsigten i tv, te og vinsjatter. Det er efterhånden småt med både Oreos og intelligent tankevirksomhed.

Det har været en heftig uge. Vi kom hjem fra efterårsferie klokken 3 natten til mandag. Tre timers søvn og så i skole og på arbejde. Hvor jeg ikke var i tvivl om, at jeg havde været savnet. Allerede efter en time var jeg bagud. Føltes det som. Og det har jeg forsøgt at indhente lige siden. Det har sådan set været okay, det har bare været nogle lange dage. Også med sådan lige at få vasket tøj og få fyldt fødevarelagrene op. Og se de afsnit af Broen, jeg havde misset.

I aften har jeg opklaret, hvorfra den skæve lugt i køleskabet kom, som mødte mig, da jeg åbnede det for at lægge den liter mælk ind, vi købte på en døgnåben tank på vejen hjem fra lufthavnen. På emballagen i grøntsagsskuffen kan jeg se, at det var en halv agurk. Engang.

Ellers har jeg ikke lavet andet end at messe jegskalikkenogetjegskalikkenogetjegskalikkenoget.

Engang skrev jeg en sang til en kærestes fødselsdag på “Det var på Frederiksberg/Husker du vor skoletid”, hvor et af versene startede med disse linjer:

For din sofa elsker dig.
Du kan ikke slippe
fra den, når den byder sig
til med slumretæppe.

Sådan har jeg det i aften.

Heldigvis kan jeg stadig huske og mærke den fede fornemmelse af ferie.