Mit måltidskasseeksperiment

Efter mange, mange lange overvejelser og kommen-fra-det-igen har jeg vovet mig ud i mit første soloabonnement på en måltidskasse. Jeg kan godt lide fisk og har valgt Skagenfoods pescetarkasse til tre dage – to måltider med fisk og en grøntsagsret til den tredje dag – indtil videre med levering hver anden uge.

Det er jo ikke til at sige, om leverandøren rammer plet i forhold til, hvor meget jeg spiser. Et granvoksent menneske med fysisk arbejde har brug for mere mad, end jeg har, så jeg var spændt på, hvordan mængden af ingredienser ville være, om jeg ville stå med madspild eller ganske enkelt foræde mig. Men jeg har kastet mig ud i det, ser det an og vil løbende evaluere mit abonnement.

Jeg startede faktisk med at blive lidt rystet, da jeg pakkede den første levering ud. Der var dobbelt portion af begge slags fisk, det har nok været en fejl, der ikke gentager sig, men min første tanke var, at “jeg kan da uMUligt spise syv rødspættefileter og næsten 400 gram lange …” Og grøntsagerne … de kan jo ikke levere en halv butternutsquash og et halvt blomkålshoved, så der var en hel af hver. Ligesådan med pasta og ris, der var i pakninger til flere end mig. Der måtte blive oceaner til overs, når jeg havde lavet mine tre måltider til én, tænkte jeg og var allerede ude i, at det var en dum investering.

Men heldigvis fik jeg det vendt. At have for meget mad skal jo aldrig give nedtur, så jeg lagde halvdelen af hver type fisk i fryseren til senere og faldt til ro.

Efter andendagen er jeg allerede klar til at evaluere.

Det er både hyggeligt og hurtigt at lave retterne, og maden smager hammergodt. Det vidste jeg godt i forvejen, for jeg har tidligere fået måltidskasser fra Skagenfood, men det er dejligt, at det stadig er sådan.

Der er rigeligt, og i går var jeg temmelig mæt hele aftenen. I dag har jeg kun spist halvdelen af det, jeg har tilberedt, så resterne bliver til aftensmad i morgen, og så trækker jeg den sidste ret til dagen efter.

Og prisen? Jae, jo færre personer kassen er til, jo højere bliver kuvertprisen selvfølgelig. Kassen her til tre dage koster 322 kr., regn selv enhedsprisen ud. Men når jeg har lavet alle tre måltider, hvoraf det ene rækker til to dage – og jeg ved endnu ikke, om den resterende ret også gør, står jeg tilbage med en halv pakke pappardelle, 100 g ris, en halv butternutsquash, et halvt blomkål, tre forårsløg, det meste af et hvidløg, tre rødspættefileter og 175 g lange/mørksej. Det kan jeg da snildt lave til yderligere to-tre gange aftensmad, og så er det jo lige pludselig til en endda meget fornuftig pris.

Og der er som sagt rigeligt. Det kommer til at kræve øget kalorieforbrænding. Jeg er ved at erkende, at jeg bliver nødt til at lægge noget mere bevægelse ind i min hverdag – og det vælger jeg også at se som noget positivt!

Hjem fra arbejde, gå en lang tur og SÅ hjem og lave aftensmad. Hvordan lyder dét?

Fiskefredag

Hver anden fredag får vi en flamingokasse fra Skagenfood. Det startede med et indgående opkald og er et af de sjældne tilfælde, hvor der kommer noget lykkeligt ud af en snak med en telefonsælger.

Kassen står uden for entredøren hver anden fredag, når den første af os kommer hjem. Det er ikke en måltidskasse. Der er ikke tilbehør med. Det er en fiskekasse. Der er fisk i. Og is. Og en opskrift. Dét er den geniale del. Vi SKAL ikke lave det, de foreslår. Men vi KAN. Indtil nu har vi gjort det, og vi har været begejstrede hver gang. Der er ikke rigtig grund til at være andet end begejstrede. Vi får spist fisk regelmæssigt, og vi får tilberedt den på måder, vi ikke umiddelbart ville have fundet på selv, og med tilbehør, som ikke lå lige for. Det er nemt at gå til. Vil man ikke vente med at købe ind, til man åbner kassen og fisker (!) opskriften ud, kan man bare finde den på nettet og købe ind forlods.

I dag fik vi stegt isingfilet med salat af perlebyg, bagte tomater, feta, rødløg og pinjekerner. Vi justerede ingredienslisten lidt, fordi vi ikke anede hvor vi skulle gå hen efter perlecouscous, som der stod i opskriften – og måske syntes vi ikke, det var så vigtigt.

Hold da op, det smagte godt.

ising1ising2

Jeg får ikke noget for at anbefale konceptet. Jeg deler bare min begejstring.