Vælg en side

Træer, træer, træer, træt

31. oktober 2014 | den store bunke | 0 Kommentarer

Jeg sidder i køkkenet og genoplader. Det er fredag eftermiddag, og jeg har altid akkumuleret hele ugens søvnunderskud, når jeg når hertil. Jeg begynder at gabe allerede, når der mangler fyrre kilometer af hjemvejen, som mest ser sådan ud:

hjemad1

… og sådan her:

hjemad2

Godt at jeg også i dag nåede vågen og helskindet hjem.

I fem måneder har jeg nydt naturens skiften på mine køreture morgen og eftermiddag. Det startede med sart sommer og høj morgensol, og nu er det mørkt, orangegyldent og efterårsruskende. Jeg har mine favoritsteder på vejen. Et af dem er morgenudsigten et bestemt sted ud over Tange sø, som aldrig er ens, men hvor himlen altid er høj. Eftermiddagene, hvor skyggerne begynder at blive lange, fordi de strækker sig mod natten, som er deres egentlige væsen, som det cirka hedder i Karl Ove Knausgårds Min Kamp 3, som jeg lige for tiden lytter til undervejs.

Og nu lader jeg op med en kop te i et mørknende køkken og med vaskemaskinen kørende i badeværelset. På det ene værelse holder teenageren fredag med sine gadgets, på det andet lyder tidens popmusik som akkompagnement til preteenagerens computerspil. Jægersjægersmanden er på vej hjem med en rå til fryseren, og i aften har jeg vagt på Paletten til Beatles Forever Live.

Når jeg lige har ladet op.

Anitabett Krysantemum, tidligere Birgitte Bjærge

27. februar 2014 | den store bunke | 0 Kommentarer

Jægersmændene med ledsagere samles til jagtmiddag en gang om året. Værtsskabet går på omgang, og næste gang er det hos os. En af jægerne havde en ny kæreste med sidste år. Ulla hed hun. Det kan være en udfordring at være ny i en sammentømret flok, men jeg synes, at jeg året før, hvor jeg var ny, havde gjort hvad jeg kunne for at tage presset fra alle nye i al fremtid ved at trække en træls østers ved forretten, brække mine indvolde ud på badeværelset lige efter desserten og blive fragtet hjem i en taxa af min stolte kæreste. Ulla kom ikke i nærheden af at gøre mig kunsten efter sidste år.

Nu nærmer vi os vildtmiddagen, selskabet er ved at blive kaldt sammen, og i går forlød det, at ’Ulla nu hedder Vibeke’.

Min første forvirrede tanke i forsøget på at forstå oplysningen var: “Har hun været ved numerolog??”

Bagefter fattede jeg, at det var hele mennesket, som var blevet et andet.