Pip fra matriklen

Det går godt i sydbyen. Vi er ved at vænne os til huset og dets lyde. Der er fremmede knirke- og puslelyde fra væggene, og det der lyder som om nogen lister rundt på førstesalen er for eksempel en radiators hemmelige signaler om et eller andet. Det er jeg meget lettet over. Det kunne have været et spøgelse. Forleden nat brasede bunden ud af dobbeltsengen, der efterhånden havde været skilt og samlet så mange gange, at skruerne ikke længere kunne bære. Det gav ikke bare en lyd, men et gedigent brag. “Det ligner en krybbe”, sagde Lasse, da jeg viste ham vores sovevilkår den næste dag. Nu har Morten repareret og forstærket og understøttet, og det vil formodentlig aldrig ske igen. Aldrig.

Vi endte med at bruge 108 flyttekasser – jeg havde kalkuleret med 120, så det var jo langt lykkeligere end forventet, og en hurtig optælling af stablen af tømte kasser på stuegulvet viser, at 46 er pakket ud nu. Min tid går med at tømme kasser og indrette, fordele og finde plads til alt det, der endnu ikke ved, hvor det skal være, og dagene løber lidt i ét. Når jeg dagligt taler i telefon med min mor, er vi mere på samme niveau, end vi plejer at være. Ingen af os er knivskarpe på, hvilken ugedag det er, eller hvad klokken er blevet, eller hvornår vi snakkede sammen sidst. Det ændrer sig formodentlig igen.

Flyttedagen i lørdags gik som forventet over al forventning. Klokken 7.30 lørdag morgen kørte flyttebilen ind i Vestergade, og 16-17 gode folk, der godt gad bruge nogle timer på at hjælpe os, stod klar til at tage fat. Tre-fire timer senere var alt flyttet, og vi sad allesammen i stuen på den nye adresse og spiste byg-selv-bøfsandwich, som en anden god ven havde kokkereret som sit bidrag til flyttefesten. I al beskedenhed er vi ret gode til at organisere en flytning, og mindst lige så vigtigt: vi har nogle virkeligt gode venner.

Her bliver så godt. Køkkenet er som det eneste stort set færdigt. Alle skuffer og skabe er fyldt, og det har vist sig, at vi også godt kan navigere og lave mad i det. Stuen roder helt vildt. Det samme gør bryggerset, og jeg er ikke begyndt at lede efter vasketøjskurven endnu, for der er ikke rigtigt plads til tørrestativet nogen steder. Astrid var effektiv med at få pakket sine ting ud, og hendes værelse er faktisk færdigt. Det samme kan man ikke sige om resten af overetagen. Kasserne tårner sig op, og vi har ikke fået lagt noget af vores tøj på plads endnu. Eller tømt kasserne med badeværelsesting, eller alle bøgerne. I kontoret, som jeg forventer mig meget af, sidder vi mellem kassetårne og løse ledninger og arbejder, og det kan man sagtens. Værksted og skur er nøjagtigt lige så kaotiske som i lørdags, hvor alt bare blev stuvet ind i fuldstændig vilkårlig uorden. Det løser sig.

I mellemtiden glæder vi os over de små hjørner, som er færdige.

Og vender det blinde øje mod de hjørner, der ikke er.

Sidste dag i Vestergade

I går var en god dag. Dagen før – og dagen før igen – peb jeg lidt over, at det ikke rigtigt skred frem i pakkeriet. Men i går var en god dag. Pludselig kunne jeg se lyset og målet for enden. Kasser blev fyldt, skabe blev tømt – og ikke bare efterladt med sporadiske ’sidste ting’ spredt på halvtomme hylder. Jeg har haft bjørnen Brunos sang ’Jeg åbner låger’ kørende i hovedet, hver gang jeg åbnede et skab for at se, om der var mere derinde. Det behøver jeg ikke længere.

Vi mangler køkkenet og badeværelset plus det løse og loftet, og derefter tager skruemaskineføreren et tornadoraid gennem 450 kubikmeter (vi har højt til loftet) og demonterer Alles. Det er allerede sære udsigter vi står op til om morgenen, og jeg er glad og fortrøstningsfuld.

I aften spiser vi pizza direkte fra æsken og sover minimalistisk.

Og i morgen er det FLYTTEDAG!

Flyttedag

Den korte version af en lang lørdagsfortælling. Jeg har varme kinder, lange arme og trætte øjne. Tidligere på aftenen havde jeg også våde fødder. Vi har brugt dagen på at rømme Lauras værelse på Langenæs, hendes sted gennem næsten to år. Om en uge flytter hun til Stockholm for at studere der i forårssemesteret.

Astrid, Lasse, Morten, jeg og Laura selv udgjorde et stærkt flyttehold, og det gik så fint, det hele. Alt hendes gods – bortset fra det, der skal med til Sverige, og madvarer, der lige så godt kunne rejse til Viborg – er nu opmagasineret, og ingen ved endnu, hvor det skal flyttes hen til sommer.

Vi kunne godt have brugt bedre flyttevejr end regn og sludsjap, men sådan var det så, og det gik. Til aftensmad trak vi pizzakortet, sådan som det hører sig til på en flyttedag. Og nu er vi bare trætte.

I morgen vender Laura og jeg tilbage for at gøre rent, og så er det farvel og tak til den blå opgang i Kirkedammen. Noget nyt og spændende venter i Norra Stationsgatan.

kirkedammen

Grevinden på første

Flere har spurgt mig, om jeg godt kan blive ved med at blogge som Grevinden på tredje nu, hvor jeg er flyttet i en førstesalslejlighed.

Selvfølgelig kan jeg det. Det er jo et brand. Man kan også købe Karen Volf småkager, selv om Karen selv ikke har vredet en vaniljekrans siden 1946.

Grevinden på tredje er bloggens navn, og bloggen er den samme, som den hele tiden har været. På et tidspunkt laver jeg en ny top og et andet udseende til den, så vi ikke skal blive ved at trækkes med et billede af min gamle tredjesal. Jeg har bare vurderet, at det tjener alle bedst at få indrettet i den fysiske virkelighed førend i cyberspace.

Vi flyttede i lørdags og havde en fantastisk flyttedag. Det var hårdt, varmt og sejt, ja, men tænk at være så privilegeret, at man kan tale om en fantastisk flyttedag og mene det. Vi var 17-18 mennesker, der løftede i flok efter evne, lyst og kræfter. Først flyttede vi alle Mortens ting fra det kælderrum, hvor de har været opmagasineret i to uger, op i den nye lejlighed, og dernæst flyttede vi alle mine ting fra tredjesalen til henholdsvis den nye lejlighed, det nytømte kælderrum og til genbrugsstationen. Imens gik Poul Erik og grillede på vores nye terrasse. Han havde for lang tid siden sagt: “Min ryg kan ikke holde til at slæbe, men jeg kan lave mad hele dagen”. Så vi sluttede af med lækre hjemmelavede burgere og forskellige slags pølser. Jeg elskede alle og var grundglad og dybt taknemmelig, da jeg sad der og kiggede rundt på alle vores gode mennesker, bænket på umage stole og hynder i en kæmpe, svedig rundkreds på terrassen.

Nu går vi og pakker vores lidt over hundrede flyttekasser ud og sætter på plads og skruer og samler og borer, og det tager langsomt form. Her er rart at være, højt til loftet, lyst og lækkert, og jeg kan mærke, at vi får det godt her. Grevinden har stadig både udsigt og indsigt og vil blive ved med at dele tanker om stort og småt med de læsere, der hænger ved.

Her er det frokostsandwichtid efter første flytteheat for alle dem, der næste dag vil vågne op med lange arme og værkende lår.

flytning