2. november 2018 | den store bunke |
Dette bord er for nylig blevet stillet op i yngstens kollegiekøkken, og dermed er det givet videre til næste flytte-hjemmefra-generation.
Det er nemlig det selvsamme bord, som jeg selv flyttede hjemmefra med for næsten 40 år siden. Da jeg flyttede ind på mit lille fjerdesals klubværelse i Thorsgade i Odense lige før jeg begyndte i 3.g, købte mine forældre mig dette praktiske fyrretræsbord med endeklapper, som både skulle være mit skrive- og spisebord i mit mikroskopiske første eget hjem.
Siden har det fulgt mig på min vej gennem livet i alle mine skiftende boliger (og det er mange), oftest i brug og ind imellem stillet i depot, til der blev brug for det igen. Da vi kørte hjem fra Aarhus efter at have samlet det hos den seneste udflytter, talte jeg op, at det nu står sit tiende sted siden sommeren 1979. Det bord har virkelig tjent mig godt. Skrammer og brugsspor vidner om, at det har været med dér, hvor tingene skete, og hvor liv blev levet. Det fortsætter det så med.
Er det ikke lidt vildt alligevel?
Billederne taler for sig selv: Bordet var næsten nyt, da vi skrev biologirapport i 3.g, og for syv år siden var det stadig i brug som køkkenspisebord. Nu er det tilbage i Aarhus, hvor det har boet før.
31. august 2018 | den store bunke |
Vi har anskaffet os en dampmoppe (- og ikke en dampmokke, som nogen i husstanden på et tidspunkt fejlhørte det som uden helt at kunne beslutte sig for, hvem af de kvindelige bofæller det passede bedst på).
En dampmoppe er et rengøringsredskab, og jeg har store, store forventninger.
Vi er ikke ret gode til at gøre rent hjemme hos os, specielt gulvvask går det ikke godt med. Det går faktisk dårligt. Ingen af os er den første til at se, at der trænger, og ingen får det gjort. Jeg har i øvrigt erklæret, at jeg hader at vaske gulve. Så vidt er Morten ikke gået, og det har jeg selvfølgelig tolket som, at han godt kan lide det. Men han ser det heller ikke.
Specielt køkkengulvet læner sig konstant op ad et tilhold fra sundhedsmyndighederne
Derudover står Lasse med det ene ben ude af døren og er tæt på at flytte hjemmefra. I ti år har det været hans pligt at gøre badeværelser rene en gang om ugen, og det skal han have ros for at have gjort. Men nu står vi altså også selv med dét.
Morten og jeg er stadig i forhandlinger om, hvem der tager over, om vi skal deles om det, og om vi skal have rengøring efter fast skema, og om det i givet fald skal være på en ugentlig hverdag eller i weekenden. Det eneste, vi er helt enige om, er, AT der skal gøres rent, og at vi nok ikke helt er der, hvor vi vil betale os fra det.
Det var her, dampmoppen kom ind i billedet. Jeg er stensikker på, at det bliver meget nemmere at holde gulvene rene, når vi lige kan snuppe moppen i baggangen og rende dem over med et pust mikrofiberfiltreret damp. Det er Leifheit, tysk kvalitet, klar på 30 sekunder und Alles.
Alt bliver godt.
Tror I ikke også nok det?
27. april 2018 | den store bunke |
Det var i hvert fald, hvad jeg tænkte i sidste uge, og i starten gik det også meget godt med både at få nået OG dokumenteret alle mine gøremål. Som kolonihaveklargøring og mosfjerning i alle vores græsplæner.
Så stak tiden af.
Jeg gjorde alt muligt, men jeg dokumenterede det ikke, og så ved alle, at det ikke fandt sted. Eller gjorde det? Nu udsender jeg i hvert fald en lille billedserie med highlights fra de hemmelige dage.
Vi havde vores mødre på besøg. Den ene blev hentet og bragt med taxa fra Randers, den anden blev hentet og bragt af sin datter, hvorfor jeg den dag kørte 647 km og passerede Lillebæltsbroen fire gange. Det var første gang, mødrene mødtes, og vi havde en hyggelig – og lidt trættende – dag.
Morten og to af vores venner var til løbeskydningskonkurrence i Aarhus. Ligesom skiskydning, bare uden ski. De var tilmeldt som Team GGM – Gnavne Gamle Mænd. Den mest gamle af dem vandt den indbyrdes konkurrence, det var dejligt vejr, og ingen var rigtigt gnavne.
Yngsten fyldte 21 og blev fejret med flag, gaver og brunch. Og havde bestilt Tarte au citron som fødselsdagskage. Og fik en frituregryde i gave, som skal testes i aften.
Så var der ikke mere ferie.
Men siden har vi været til jagtmadlavning. Det foregår på den måde, at jægersmændene i konsortiet laver mad sammen, og imens går jægerkonerne tur og opdaterer hinanden på siden-sidst-i-andedammen-og-verden. Det er en fortrinlig ordning. Her er vi gået sydpå og har en storslået udsigt over Viborg i ryggen.
Så kan jeg ikke huske mere, for jeg har ikke taget billeder.
22. marts 2018 | den store bunke |
Vi er alene hjemme for tiden. Jeg definerer “vi”: Det drejer sig om selveste husejerne, herren og fruen i huset, Morten og mig. Vi der har købt og ejer (sammen med banken) retten til at være her. Og det er vi så. Selv.
Det sker ikke ret tit, at vi er ladt alene tilbage i så lang tid. I halvanden uge. Yngsten er i Thailand, og alleryngsten er hos sin mor og kommer først igen, når påskehelligdagene sætter ind.
Det er helt underligt om morgenen, når vi sidder og spiser morgenmad, at ingen står op, og ingen kommer hjem fra natarbejde. At der kun skal laves aftensmad til to. At vi også selv skal lave mad om onsdagen, som ellers er yngstens maddag. At vi kan larme så tosset vi vil og helt lade være med at være hjemme, hvis det er det vi vil.
Globetrotteren er fløjet til Thailand i et par uger for at besøge sin kæreste, der sammen med en veninde rejser rundt i Sydøstasien i nogle måneder. Jeg har set billeder derudefra. Landet, solen og gensynet klæder ham, og han ser glad ud.
På trods af, at her er mere tomt end sædvanligt, går det nu også godt herhjemme. Og det er jo en forsmag på, hvordan det bliver, når alle arvingerne flytter hjemmefra for good. Så skal vi selv fylde rammerne ud, og det er jeg heller ikke i tvivl om, at vi kan.
Nå. Men. Bagsiden af medaljen: Globetrotterens fravær betyder også, at badeværelsesrengøringen hænger på mig i to uger. Det plejer han at ordne om torsdagen. Det nåede jeg så ikke i dag.
Ærgerligt.
17. januar 2018 | den store bunke |
Jeg har lige sagt farvel til yngsten og hans kæreste, som tager på forlænget weekend i London i morgen. Siden de nu ikke er sammen med os i aften, har jeg opbrugt mulighederne for at kaste moderlige kommentarer efter dem med Husk nu, Hvornår, Hvordan, Hvad, Har I tænkt på … find selv på flere. Det var nok klogt gjort af dem ikke at være her. Jeg kunne nemt være kommet til at gentage mig selv.
Men det er jo bare, fordi vi véd alt det, de ikke har tænkt på. Alt det, vores forældre aldrig formanede os om, fordi de ikke kendte verden og slet ikke vidste alt det, vi selv gjorde vores erfaringer om.
Men VI ved det!
Jeg har prøvet at komme i tanker om, hvornår jeg selv var på egen hånd første gang. Det kan jeg ikke. Så her er bare mit første pas. Med hessianomslag og udstedt i 1974. Tænk, at jeg alligevel var 15 år, før jeg havde brug for et pas, og det var altså ikke, fordi jeg tidligere har været skrevet i mine forældres. De havde ikke pas.
Jeg må have fået det til en lejrskoletur til Sønderjylland i 2. real, hvor vi sikkert har skullet over grænsen. Men der var jeg jo ikke engang på egen hånd. I virkeligheden har jeg nok ikke rejst selv før interrail med to veninder efter gymnasiet, og det var på mit næste pas.
Yngsten har haft eget pas, siden han var 8. Nu rejser han på sit tredje, og selvfølgelig går det godt, og selvfølgelig får de en kanontur.
Som man altid gør, når man rejser på egen hånd uden sin mors evindelige formaningsdrys.
