3. januar 2016 | den store bunke |
Engang imellem sammenligner min datter og jeg lister over de blogs, vi hver især læser, og anbefaler nye, vi har fundet siden sidst, snakker om, hvorvidt den og den blogger nu har født, og hvordan det går med det og det projekt, vi har læst om, og sporer os ind på, hvad der egentlig interesserer os, og hvad vi har lyst til at læse om.
Der er forbavsende stort sammenfald af dem, vi læser med hos. Men Laura er 23 år, jeg er 56, og i sagens natur er vores interesser ikke ens på alle planer. Og helt objektivt set er der flere blogs der henvender sig til hendes segment, end der er til mit.
Eller er der?
Lige her nederst i højre side har jeg en liste, som jeg kalder Favoritskrivere. Her linker jeg til de skribenter, jeg følger mere eller mindre fast, og som jeg gerne anbefaler. Udvalg og indhold spænder ret bredt, og det er af mange forskellige årsager, jeg er blevet fanget ind og er blevet hængende.
Hvem skal jeg tilføje på min liste? Er der nogle indlysende, jeg ikke har fundet endnu. Hvad læser I? Smid mig gerne jeres anbefalinger i en kommentar og berig mig.
1. januar 2016 | den store bunke |
Små bidder, fordi det er hvad mit system kan. Det er lidt sart i dag, mit system. Ikke fordi jeg som sådan er smadret, bare lidt brugt og lidt træt. Vi gjorde det jo godt i aftes, var både kloge, smukke og sjove. Da vi talte de tomme flasker sammen i formiddags og sammenlignede deres antal med det antal personer med licens til at drikke alkohol, vi var i aftes, virkede det rimeligt, at nogle af os knapt var så kvikke og skarpe, som før vi sov. Jeg har sovet godt, men var noget tør i munden, da jeg vågnede, så jeg gætter på, at jeg bare har ligget ubevægelig og gabt lige op i luften i seks timer.
På den måde er denne første januar meget gennemsnitlig. Alt er som det skal være, og når det er på baggrund af en kanonhyggelig og god nytårsaften i supergodt selskab, er der ikke noget at beklage sig over.
Vi er kommet hjem, har pakket ud, nurset sofaen, læst avis, set Den hundredårige som kravlede ud af vinduet og forsvandt (fortrinlig vi-stener-på-sofaen-film), hentet junkfood fra Burger King, set Bedrag på DR1, og det var i store træk dagen. Som er tæt på at være slut. Her.
Det bliver ikke i dag, jeg laver et sprudlende tilbageblik på 2015. Der er heller ingen nytårsforsætter at opremse. Det er der aldrig. Jeg synes det er tosset at plage sig selv med at ville lægge forandringerne lige præcis ved nytåret. Man kan lægge om hele året, og for mig fungerer det meget bedre med midtimartsforsætter eller oktoberforsætter. Mind mig om det midt i marts.
Noget af det bedste ved i dag er, at det er lørdag i morgen. Der har jeg tænkt mig at tænke lidt mere end i dag. Det skal nok blive godt.
Ligesom hele 2016 selvfølgelig bliver.
Godt nytår, som man siger.
31. december 2015 | den store bunke |
Stormen havde sat spor ude ved jagthytten. En mægtig fyr var væltet omkuld og havde taget en lille birk med sig, hvis eneste fejltrin var, at den havde stillet sig lidt for tæt i ly af den store. Under de to rødder var der blevet en hule så stor, at man næsten kunne bo i den. Jeg gik ind i rodhulen, og Astrid råbte op i skræk, at dét må man aldrig gøre, for man ved aldrig, om den lige “klapper tilbage, og så siger det bare ’småkage’!!!” Det har hun jo ret i, og det er godt at vide, at hun har hørt efter, hvad de voksne har sagt, men lige det her træ lå nu fuldstændigt stabilt og udgjorde absolut ingen småkagetrussel.
Faktisk viste det sig, at faren lå på den anden side af rodklumpen. Mit ben gik igennem, da jeg klatrede rundt oppe ved stammen, og så hang jeg der som Ronja Røverdatter, da hun trådte igennem den snedækte skovbund og taget på rumpenissernes hule, og de hængte vuggen med Lille gossen på hendes støvle, der hang ned fra loftet. Det her, I ved:
Men tænk alligevel, at jeg har så lange ben. Billedet viser det jo tydeligt.
Og tænk alligevel, at det var mig der havde så travlt med, at Astrid ikke skulle tage sit nye tøj på i skoven, for “man ved aldrig lige, hvor beskidt man bliver”. Næ.
30. december 2015 | den store bunke, Hørt og set i forbifarten, Over aftensmaden |
“Hvordan får man egentlig viklet plastik hele vejen rundt om de store læs halm på marken?
“Hvis jeg skulle være dranker, og jeg kun måtte vælge én ting, så ville jeg nok vælge gin-tonic”.
Årets mandelgave var blød og ikke-spiselig. Man kan derfor ikke sige, at ’mandelgaven er i Lene’, men man kan sige, at ’Lene er i mandelgaven’.
29. december 2015 | den store bunke |
Hver gang vi spiser hos min mor og har flere tallerkener i brug – det er især til julefrokost med sildetallerkener, falder jeg i svime af beundring og forundring over mig selv. Så har vi nemlig de hæklede mellemlægsservietter i brug. Som JEG har hæklet i tidernes morgen, da jeg var en stor pige. Jeg kan ikke datere det præcist, og jeg kan sagtens været gået fra barn til teenager i løbet af den tid, det har taget. For der er tolv stykker. Tolv, alligevel…!! Teenager, alligevel!! Tænk, at jeg kunne. Tænk, at jeg gad. Tænk, at jeg havde tid. Farvevalget kan man diskutere. Har jeg selv valgt meleret skriggrønt, mon? Eller har jeg fået det stukket i hånden, fordi mor havde det? Eller var det, fordi det passede til vores Orkidé-spisestel? Hvem har lige fundet på, at jeg skulle hækle mellemlægsservietter til tolv? Mor? Mig selv? Fine er de i hvert fald, og der bliver passet godt på dem. De ryger direkte tilbage i plastikposen i skuffen efter brug.
Gad vide, hvor jeg har lagt hækletalentet.
28. december 2015 | den store bunke, Over aftensmaden |
En aften før jul kom vi af en eller anden grund, som har fortonet sig i en uvis fortid, til at snakke om Carmina Burana over aftensmaden. Det havde vi tre fuldstændigt forskellige indgangsvinkler til.
Det var Morten som bragte emnet på bane, og jeg kan ikke huske hvorfor, men det var noget med en koncert med Carl Orffs store musikalske værk. Jeg gav mig straks i kast med en lang beretning om den romerske digter, som var den oprindelige forfatter af de latinske tekster (Den del går jeg let hen over her, for i dag har jeg googlet og fundet absolut intet, der underbygger min teori. De middelalderlatinske tekster er derimod samlet i Tyskland i 1200-tallet. Men jeg bidrog trods alt med en portion generel information om klassisk romersk digtning).
Mortens vinkel var som sagt det vældige orkesterværk, så han fandt det frem og begyndte at spille det for os andre. Lasse udbrød efter få toner: “Hey, det er X Factor!”
Og således blev vi alle tre beriget og lærte noget nyt den aften over maden.
