25. oktober 2016 | Køkkenskriverier |
Juniorkokken laver mad om onsdagen. I lørdags, da vi akutafrimede fryser og derfor fik fornyet overblik over skuffernes indhold, sagde Morten henkastet til Lasse, at hvis han havde mod på at forsøge sig med et par fasaner, lå der materiale i fryseren.
Det havde han, sagde han.
Og for lidt siden blev posen taget ud til optøning, og vi fandt opskriften på Dyrlægens fasansuppe frem fra arkivet. Desuden klirrede mændene i mit hus med flasker fra barskabet, og jeg hørte, der blev givet en kort instruks i, hvordan man flamberer. De to har nu fælles kundskab, jeg ikke har kendskab til.
Jeg har bare store forventninger.
3. august 2016 | den store bunke, Heldige mig, Køkkenskriverier |
På visse områder er det helt i orden, at hverdagen er ved at finde sit gamle mønster igen. Ja ja, vel er jeg træt, når jeg kommer hjem fra arbejde og går i fare for bare at klatte omkuld på sofaen. Lige i dag er trætheden måske også forstærket af regn og gråvejr – og at jeg som sædvanligt (dér var det med hverdagen igen!) er kommet til at gå for sent i seng og dermed få sovet for lidt. Og ja ja, helt dagligt er det alligevel ikke, for Morten og mindsten har udnyttet de sidste dages skolesommerferie til at tage på sheltertur på Fyn – og øv for regn og gråvejr i den forbindelse, for resten.
Men der, hvor hverdagsvanerne er velkomne, er på kokkeområdet. Lasse er færdig med at være på udlandsferie, og det er onsdag! Onsdag er hans maddag.
Jeg kom ind af døren klokken halv fem og hørte som det første lyden af emhætten. På komfuret stod en gryde. Og der duftede godt. Kokken var ikke at se. Jeg kiggede ind på værelset. “Hvad koger du?” “Sådan noget … bøf…” “Bøf?!?” “Ja, det skal simre”.
Jeg har lindet på låget. Det simrer. Der er også noget tomat og noget løg dernede. Det dufter godt! Måske skal vi også have nogle af de alsaciske knefles, han købte i Strasbourg. Det er ægnudler, jeg tror, de hedder Spätzle på tysk. Jeg er spændt.
Under alle omstændigheder stornyder jeg, at juniorkokken er på hjemmebane igen.
Måske skulle jeg også lige udnytte den tid, jeg slipper for ved komfuret, til at gå en runde med støvsugeren. Det kan i hvert fald aldrig skade. Hverken at omgivelserne bliver en smule renere eller at skærpe appetitten med fysisk arbejde.
Denne hverdagsonsdag er god ved mig.
10. januar 2016 | den store bunke, Køkkenskriverier |
Alle tiders kokketeam er samlet i nogle få dyrebare dage. Laura er i Viborg i en lille uge, indtil hun rykker til Sverige til kjöttbullar, knäckebröt og Kalles Kaviar, og hun og Lasse laver mad sammen. De må få alle de maddage, de overhovedet gider.
Det er så godt. Jeg stornyder det. I dag lavede de chili con carne.
8. juli 2015 | den store bunke |
Det er helt perfekt.
Vi var til kæmpestor – og herlig – sølvbryllupsfest i aftes. Vi kom sent i seng, og uden nogen grund vågnede jeg midt på natten og roterede halvvågen i et stykke tid. I dag var arbejdsdag. Jeg er træt og en lille smule mærket.
Lasse havde maddag, og han havde til gengæld været i gang med forberedelserne en stor del af eftermiddagen. Noget med at langtidsmarinere en græskinspireret kylling sammen med grove kartofter, koge fond og lave tzatziki. Jeg er brandstolt af, at flere års ugentlige maddage med vide rammer og plads til både nemme og sværere udfordringer har givet ham mod til at kaste sig ud i eksperimenter og gennemføre dem uden min indblanding. Maden smagte supergodt, og stolthedsbarometeret røg en tak opad. Hos os begge to.
Resten af dagen skal jeg bare sørge for at holde benene oppe i sofaen og øjnene åbne, så jeg kan se anden del af den Arne Dahl-tv-krimi, som startede sidste uge. Og drikke te. Det er en af de aftener, hvor jeg ikke sætter spor i verdenshistorien.
Det er helt perfekt.
6. marts 2014 | Køkkenskriverier |
At jeg har insisteret på, at børnene skulle have en ugentlig maddag, er det klogeste træk jeg har foretaget i hele opfostringen af dem. Ja, jeg håber da, at de også selv sætter pris på at vide, hvad der er op og ned på en grydeske, men i første omgang fryder jeg mig udelukkende af selviske årsager.
Det er forholdsvis nyt, at yngsten er avanceret fra kokkeføl til juniorkok med udvidet ansvar (inklusiv indkøb på egen hånd), og der er ting, han lige skal guides med, men det kommer. Og i dag lukkede han døren til køkkenet, tændte radioen og fløjtede, mens han skramlede med gryderne og håndterede bacon og hakket kød. Jeg lagde tøj sammen, spillede Candy Crush og kroede mig og holdt mig væk. To gange blev jeg spurgt til råds om småting, inden han slog døren op og stolt forkyndte: Skal vi se på det, så?