Kold tyrker

Det var bestemt ikke gennemtænkt, det der med at starte på arbejde efter en dejlig lang juleferie. Det kom bare.

Først var det noget med at stå op tre timer før jeg plejer. Faktisk havde jeg veltilfreds sagt blot få aftener før (på den anden side af midnat), at det med at gå sent i seng og stå sent op, det er dét jeg er lavet til.

Så var det noget med at gå i bad, selv om min seng var et indlysende bedre sted. Og noget med at finde på tøj, som var noget andet tøj end rummeligt fleece, strik og stretch.

Så var det noget med at lave madpakker og vække en 3.g’er, som ikke ville op, fordi han havde fri i første modul, og det mente han nu nok, at han havde sagt.

Så var det noget med at sætte sig ned i en iskold bil og køre af sted i morgenmørket. Det var også noget med at lytte til bog, der har været temmelig forsømt i to uger, fordi jeg ikke har kørt ret meget alene og heller ikke har hverken løbet eller støvsuget i den tid, og dét var dejligt. Både at lytte igen og ikke have støvsuget eller løbet.

Så var det noget med at drikke kaffe. Der ramte jeg ikke helt rigtigt med dagsmængden, kunne jeg mærke i maven, da jeg kørte hjem om eftermiddagen.

Så var det noget med at løse nogle arbejdsopgaver, og det gik egentlig helt godt. Men så var det også noget med skulle registrere tid og huske, hvad jeg havde lavet flere timer før og skrive det rigtigt ind i et skema. Det brugte vi ikke hjemme i ferien. Der var det nok at sige ud i luften, at jeg havde lavet en kande te eller været nede med skraldeposen eller taget boller op af fryseren.

Så var det noget med, at det var mørkt igen, da jeg kom hjem. Og at det der hverdag fortsætter i morgen klokken 06.

Nu er det noget med igen at gå lidt for sent i seng til, at det virker rimeligt at skulle stå så tidligt op. Og at jeg måske har vænnet mig til det midt i februar.

Hvor det næsten er forår.

Ikke?