Udpluk #26

 

  • Morten slagtede et rådyr. Det eneste, jeg gjorde, var at vaske vildtposen, som dyret havde hængt i. Alligevel var det mig, der fandt en tæge i mit hår nogle timer senere. Ad.
  • Burde måske ikke spilde gysningerne på en tæge, som faktisk er et meget lille væsen. Snart befinder jeg mig i Costa Ricas jungle, og jeg ved, der er slanger. Jeg håber at undgå dem. Og at de er lige så uinteresserede i at møde mig som omvendt.
  • Der er også krokodiller. Det skulle være ferskvandskrokodiller, hvilket betyder, at man er i sikkerhed, når man bader fra stranden. Jeg satser på det.
  • Costa Rica, strand, bade. Det betyder badetøj i bagagen. Jeg har tænkt mig at tage min nyeste badedragt med. Jeg fik den, da jeg gik til babysvømning med Laura. Laura er 27.
  • Vi er flere på rejseholdet, der har gjort os tanker om badetøj, november og blåhvid hud. Jeg fortæller mig selv, at den æstetiske udfordring ikke er mit problem. Problemet bor hos de andre, der skal se på mig. Jeg behøver ikke gøre det.
  • I mange år har min mor på denne tid prikket til mig og påpeget, at jeg ikke har vinterdæk på bilen. Indtil jeg har bragt det i orden, forstås. Nu er min mor død, og jeg regnede med, at jeg bare selv kunne styre mine dækskift uden dårlig samvittighed. Havde ikke taget højde for emsig kollega, der har skiftet. Jeg gør det på lørdag. Nok.
  • Billedet er aftensmaden. Tærte med spinat, hytteost og rødløg med en salat af hjertesalat, avocado, tomat og orange peberfrugt. Det smawer værk’li’ godt, som min far ville have sagt.
  • Synes faktisk det klør i mit hår. Kan jeg også helt uforskyldt have fået lus?

Efterladte ord

Her ligger 36 årskalendere. Det er min mors dagbøger, som hun skrev i, fra hun havde omtrent den alder, jeg har nu. I de første år var det de tynde kalendere, hvor hver måned kun har et enkelt opslag med én linje pr. dag. Senere blev det Mayland-kalenderne med en hel side til hver dag, og hver jul ønskede hun sig en ny kalender til det kommende år. Børnebørnene havde en fin indbyrdes fordeling af, hvem der gav hende henholdsvis kalender, krydsogtværsblyanter, fugtighedscreme og de andre fornødenheder, der gik igen på ønskesedlen fra år til år.

Jeg tog dagbøgerne med hjem, da vi tømte hendes lejlighed nogle dage efter begravelsen. Mor har af og til tænksomt spurgt, hvad vi ville gøre med dem, når hun var væk, og jeg er gledet af på spørgsmålet. Mest fordi jeg ikke havde et svar. Skriverierne har aldrig været tænkt som andet end notater til hende selv. En måde at fastholde livets gang i en struktur, et system, som man altid kunne slå op i, hvis der for eksempel opstod tvivl om, hvornår noget skete. Jeg tror egentlig ikke, hun senere har gjort meget i at genlæse, hvad hun har skrevet. Det blev bare en daglig rutine at notere dagens indhold. Ikke som tanker og eksistentielle overvejelser, men med konkrete begivenheder og holdepunkter.

For eksempel er der sket yderst forskellige ting i de første dage af april 1993 (hvor der stadig kun var én linje til rådighed om dagen).
To 1: Gislevtur til Højer og over Kiel-Langeland tilbage.
Fr 2: Svend ringet, havde haft en mindre blodprop i hovedet først på ugen. Plantet stedmoder.
Lø 3: Jens Hansens begravelse kl. 11. Knud besøgte Ellen eftermiddag.
Sø 4: Lagt de sidste kartofler, lagt løg og sået ærter.
Ma 5: Bagt boller, bedstefarkage. Og lavet marmelade.
Ti 6: Johanne, Erik, Karen formiddagskaffe. Familien Sørensen eftermiddagskaffe. (Det var hendes fødselsdag)
On 7: Birgitte og Laura her hjem formiddag. Anna her om natten sammen med dem.
To 8: Birgitte og Laura kørt til Mors formiddag. Rabarberkompot til aften.
Fr 9: Tur til fugleparken Nårup og på Frøbjerg Bavnehøj eftermiddag.
… og så videre med kaffeaftaler, gymnastik og hvem der var chauffør, besøg og pasning af børnebørnene, havearbejde, selskabelighed, indkøb og alverdens andre små og store højdepunkter.

Jeg ved stadig ikke, hvad jeg skal stille op med bøgerne. De er aldrig tænkt som en fortælling til eftertiden, ikke beregnet til at blive læst af nogen, men bare som mors egen almanak. De ryger nok ud på et tidspunkt, men jeg kan ikke gøre det uden at læse dem først. I det mindste bladrer jeg dem igennem side for side. Måske gemmer der sig noget uforglemmeligt et sted. I hvert fald bliver det en tur ned ad erindringernes boulevard, også for mig. Det er min mors hverdag, men det er også nedslag og udpluk fra et liv, jeg har betragtet og deltaget i gennem alle årene.

Det kommer til at tage lang, lang tid, og det får det lov til. Den første, tynde kalender er fra 1984, jeg er nået til 1993, og i 1999 begynder de tykke bøger.

Det er stadig så mærkeligt at tænke på, at skribenten selv er væk – helt væk.

Udpluk #24

  • Det blev heller ikke i dag, vi kom på ballonfærd. Første gang vi havde booket, sendte ballonskipper om formiddagen en mail og bekendtgjorde, at flyvningen om aftenen var aflyst på grund af uegnet flyvevejr i området. Så bookede vi en flyvning i dag, og skipper sendte en aflysningsmail i formiddag. Nu har vi booket en ny tur om et par uger. Men vi ved ikke, om vi bare har fået en ny penneven.
  • Jeg sidder og ser et program, der handler om mennesker, der har vundet den store gevinst. Harry fra Danske Spil tager ud og giver gratis rådgivning til nyslåede millionærer. Jeg håber, at Harry får en ordentlig løn.
  • Dav, det er Birgitte, Ellas datter, kan min mor tage telefonen i dag?” – I flere år har jeg ringet til min gamle mor hver eftermiddag. Nu kan jeg ikke længere regne med, at hun er oppe eller nærværende, så nu starter jeg gerne med at ringe til personalet på plejehjemmet og forhøre mig om situationen. Ligger hun i sengen, vil det bare være en pine at lytte til en telefon, der ringer, uden at være i stand til at tage den. På den måde skrider den kendte verden umærkeligt dag for dag. Umærkeligt og mærkeligt.
  • Med i programmet om millionærer er der også en mand, der har haft en karriere inden for fødevarebiologi, især med fokus på purløg. “Kærlighed til purløg skaffede mig mit første arbejde”, siger han. Det er noget af det særeste, jeg har hørt. Trods milliongevinsten fortsætter han med purløgeksperimenterne hjemme i køkkenet.
  • Vores æbletræ passer overhovedet ikke sit arbejde ordentligt i år. Æblerne rådner på træet, falder ned på græsset og rådner videre. Vi samler dem sammen og smider dem på komposten, når vi er nødt til at slå græs. Når det overhovedet er tørt nok til at slå græs. Og så starter det forfra. Der er virkelig mange æbler i år. Og jeg har måske spist syv.
  • Der er også virkelig mange squash i kolonihaven i år. Vi får meget varieret mad for tiden. Med squash. Men ved I hvad det gode er? At haren-eller-hvem-det-nu-var kappede den anden plante i forsommeren, så der i det mindst kun er én squashmaskine. I øvrigt kan jeg godt lide squash.
  • Sidste gang jeg skrev ’Udpluk’ – i juni, nævnte jeg, at næste investering skulle være nye havestole. Bare så ingen behøver at spekulere mere over det: Det skete.

Det der var

Jeg har været i ældresektoren i dag. Det er bare en anden måde at sige, at jeg kørte til Fyn og besøgte min mor. Jeg tog nogle billeder. Ikke af hende, for det bryder hun sig ikke om, men af motiver, jeg forbinder med hende. Da jeg senere så dem igennem, gik det op for mig, at de alle sammen viser noget, der er ikke er mere.

Det er lidt forstemmende at få øje på et tema, der viser at fortiden var bedre, men samtidig er det en præcis afbildning af nutiden.

Her er avisen, som der ikke bliver læst meget i længere, fordi den ellers så trofaste abonnent ikke mere ser godt nok til at trække nævneværdig viden ud af spalterne. Jeg tilbød ikke at læse højt i dag, fordi en hurtig skanning af Nordfynsopslaget viste, at dagens lokale nyheder ikke ville være af interesse. Hvilken 93-årig behøver at skulle bekymre sig om, at to nordfynske vandboringer er lukket, fordi der er konstateret farlige stoffer over de tilladte værdier?

Her er Familiejournal, hvor der hverken bliver læst føljetoner eller løst krydsogtværs mere. Det har ellers været verdens bedste hjernetræning for et gammelt menneske, der i et langt liv har været en rigtig dygtig krydsordløser. Hun holdt op omtrent samtidig med, at min datter Laura begyndte som krydsordskonstruktør hos Aller, hvor hun konstruerer netop de opgaver, som mormor kunne lide at løse, eksempelvis Vise ord på dette opslag. Hvis man vender det positivt og poetisk, kan man sige, at mor har givet krydsordsstafetten videre til barnebarnet. Ser man omvendt på det, vedligeholdes abonnementerne på både avis og ugeblad kun, fordi erkendelsen af ikke at komme til at læse og løse mere er for endegyldig og for smertelig.

Så længe jeg kan huske, har der været en nummerskuffe under telefonen i mine forældres hjem. Jeg ved ikke, hvad sådan en hedder, men det er en håndskrevet minitelefonbog. Man trykker på et bogstav og trækker en liste ud, hvor man har skrevet telefonnumrene på folk med dette begyndelsesbogstav. Skuffen står der stadig, men nu er den fuld af numre, der ikke eksisterer mere, fordi abonnenterne enten er døde eller har skilt sig af med fastnettelefonen. Jeg er selv repræsenteret med et telefonnummer, jeg ikke har haft i flere år. Under alle omstændigheder er de fleste navne og numre skrevet med min fars ulæselige håndskrift med kuglepensblæk, der er falmet i tidens løb. Men nummerskuffen skal ikke væk, for den har altid været der.

Billedet øverst viser det fødselsdagsvejr, der kunne blive til en anden gamling, flaget. Det var elendigt kørevejr, og jeg synes egentlig også, Valdemarsdag havde fortjent bedre. Det var i øvrigt i Familiejournal, jeg som niårig for første gang læste om Dannebrogs 750 års jubilæum og slugte hele fortællingen om Estland og Valdemar Sejr og flaget der faldt fra himlen og siden har kunnet skyde fra hoften med datoen 15. juni 1219.

 

Udpluk #22

 

  • Æbletræet blomstrer, og der ligger sne på græsset. Er det maj, eller er det bare mig?
  • Status på rørskift i det lille hjem i forstæderne: Stuen er stadig nøgen, men betonen (betonet?) er gået i gang med at tørre og hærde, og tømreren sætter tid af til gulvlægning i slutningen af maj. Pulterkammeret er snart genfyldt som sit gamle jeg. Måske bliver soveværelsesvæggen påbegyndt restaureret i dag (gennem den blev der lavet rør til badeværelset ovenpå). Campingvognen kommer næppe i brug på vores matrikel, men den har været rar at have som en mulighed. Der er således lys forude, selv om det stadig er det lange lys.
  • Grundet første punkt tror jeg, jeg venter lidt med de sarte sager i kolonihaven; bønner, tomat, agurk, squash og hokkaido. Kunne måske godt sætte kål, men er der reelt set nogen grund til at friste frosten?
  • Kører over til min mor i dag. Gammel, konfus og bekymret er de ord, hun bedst beskrives med i øjeblikket. Sandsynligvis er det ikke engang ’i øjeblikket’, men ’herefter’. Det er faktisk ikke rimeligt af naturen at indrette sig sådan, at et menneske skal opleve så meget forfald i den sidste tid af sit liv. Vi kan på mange måder kun se på og være der. Derfor er jeg der lidt i dag.
  • Mine børn har en fælles liste over dyr, hvis latinske navne er det samme ord to gange, for eksempel hedder en grævling meles meles. Deres regel er, at de ikke må google, men skal komme tilfældigt forbi guldet. Jeg har lige bidraget med to tip fra vores måltidskasser fra Skagenfood, fordi fisk åbenbart ofte har dobbeltnavn på latin. Jeg ved ikke, om det kolliderer med nogen regler, at en mor bidrager med eksempler, – måske deres liste er ødelagt nu? Nå, børn må jo sige til, hvis det er tilfældet.
  • Solen skinner trods kulden, og en af fordelene ved at bo i min husstand er, at der altid er hjemmebagte boller i fryseren, og hvis ellers man husker at tø nogen op, er der altid boller til morgenmad i weekenden. Det har man husket, og nu skal jeg have morgenmad og blå himmel.