Ting min mor har lært mig

Hæld wc-rens i toilettet et godt stykke tid før du gør badeværelset rent.

Da jeg gjorde rent på badeværelserne i dag, undskyldte jeg – igen – i tankerne overfor min mor, at jeg bare hældte rengøringsmidlet ned ad toiletkummens sider og lige med det samme gav mig til at skrubbe med børsten. Jeg ved jo, at det skal have tid til at virke. Alle de lørdage i min barndom, hvor vi ikke kunne bruge toilettet i halve timer, fordi mor allerede var gået i gang med lørdagsrengøringen. Hvis vi ikke havde nået at forrette inden, måtte vi bare holde os. Ellers gik der jo dyrebar wc-rens til spilde.

Kender I det, at man gør nogle ting på en bestemt måde, fordi man har lært det engang og aldrig har stillet spørgsmål til, hvorfor det skal gøres sådan, eller om den grund, man engang fik, egentlig var korrekt?

Jeg har lært alle mulige ting af min mor. For eksempel:

Sæt fade, der har været brugt til gærdej, i blød i KOLDT vand. Bruger du varmt vand, stivner melet og bliver næsten umuligt at få af.

Jeg hørte mig selv udbryde: Nejnejnej – koldt vand!!! mod Morten en dag, da han satte sådan et fad i vasken og åbnede for den varme hane. Han reagerede forundret og næsten forarget. Og okay, han er vokset op i et bageri og har virkelig gode argumenter for, at det ikke gør nogen forskel – deres redskaber er tilsyneladende altid uden problemer blevet rene med varm iblødsætning. Nånå.

Æg skal koge i 12 minutter. Blødkogte 9.

Altså, læg æggene i koldt vand i kasserollen. Tænd pladen, sæt uret til 12 minutter og skru ned, når vandet koger. Blødkogte æg tager ni minutter. Men okay, mor har ikke lagt information ind om, at komfurer kan være forskellige. Eller at man senere ville udvikle induktion og anden hurtig opvarmning. I må nok prøve jer frem. Jeg tager stadig udgangspunkt i 9 og 12.

Stryg skjorternes skulderstykke først.

Den er i hvert fald sikker. Først bærestykket over skuldrene, derefter manchetterne og så ærmerne, først på den ene side og så på den anden. Så er det det ene forstykkes tur, derefter ryggen og det andet forstykke. Endelig kraven, først ydersiden og til sidst indersiden, fordi det er den, der vender udad, når kraven foldes. Jeg har skullet stryge mange af min fars skjorter, og der var ikke nogen nem snydevej med mor på sidelinjen.

Der er helt sikkert mange flere rutiner, der ikke fortjener den blinde tillid, jeg udfører dem med. Hvis I oplever mig gøre noget sært, så spørg eventuelt om det er noget, jeg har lært af min mor for et halvt århundrede siden.

 

Fem bogstaver vandret: STOLT

Jeg købte BILLED-BLADET i sidste uge, og det var måske i virkeligheden første gang nogensinde, at jeg betalte for bladet og ikke bare bladrede i det hos frisøren eller i et venteværelse. Men der var en ganske særlig grund til, at jeg ville eje det, og det var ikke for at læse sidste nyt om Morten Grundwalds sygdom eller Harry og Meghans bryllup.

Derimod var det for at beundre en helt bestemt krydsord! Min datters første professionelle krydsogtværs var nemlig trykt i netop dette blad – uge 42 i 2018. Jeg er MEGAstolt!

Midt i september startede Laura som krydsordskonstruktør hos Aller, og nu sidder hun hver dag i hovedkvarteret på Havneholmen med udsigt og indsigt og konstruerer lodret og vandret. Jeg synes, det er verdens sejeste job, og Aller så helt rigtigt, da de valgte hende! ’Kryds med de kongelige’ i BILLED-BLADET er hendes værk fremover, og inden længe kommer hendes første ’Vise ord’ i Familie Journal.

At bidrage til netop dét blad er stort, for mormor har abonneret på Familie Journal i mange år; hver uge læser hun det fra ende til anden og løser ALLE krydsogtværserne. I virkeligheden startede den nyslåede konstruktørs interesse vel dengang, hun ved familiebesøgene på Fyn fik tiden til at gå med at løse børnekrydsen i Familie Journal. Mormor er også ved at revne af stolthed.

Jeg HAR løst krydsogtværsen. Den er godt gjort og ikke helt let.

Ro på

Det mest markante, jeg har lært i dag, er, at min kjole skal vaskes for sig selv første gang. Jeg tror nemlig, der stadig er overskudsfarve tilbage i foret, udover det der har gjort mig heldækkende blå på maven og ryggen af at sidde og svede i bilen i rundt regnet 350 kilometer

Det var det nutidige. Ellers har jeg tilbragt nogle virkeligt hyggelige timer i fortiden. Jeg har besøgt min mor (92) og fortalte hende om det håndboldbillede, jeg viste her – det nederste, hvor hun er 15 år. Hun så helt blank ud, da jeg beskrev det, så jeg hentede min iPad og fandt det frem, så hun kunne se. “Det er ikke i Hjadstrup!”, hævdede hun, “det må være i Uggerslev. Vi spillede oppe ved møllen lige efter, jeg var konfirmeret”. Så det var altså ikke katalogiseret korrekt. Det er jo sådan, det er med arkiv.dk. Det kan aldrig blive mere nøjagtigt, end hvad lokalarkiverne, der har digitaliseret de gamle billeder, har kunnet finde frem til af oplysninger. Eller hvad de, der ejer billederne, selv har vidst eller kunnet huske om de afbildede personer og lokaliteter.

Så gik vi på opdagelse. Jeg som teknikbestyrer og mor med forstørrelsesglasset. Jeg tastede ’Uggerslev’ ind som søgeord på arkiv.dk, og så gik der et par timer i fortrinsvis 1920erne, 30erne og 40erne, med skolebilleder, gymnastikbilleder, præstebilleder, udflugter, kaffeborde, bryllupper, runde fødselsdage, sognerådsbilleder, portrætter, håndboldbilleder, og mor var helt inde i de bageste hjernevindinger for at huske, hvem de forskellige var, og vi granskede med lup og årvågenhed for at finde hende og hendes søskende på de gamle fotos.

Det var simpelt hen så hyggeligt, og jeg er glad for at have haft den stund. Det føles som at have reddet værdifuldt gods ud af et synkende skib. Billedligt talt, selvfølgelig, men det varer nok ikke mange år, før min mor ikke længere kan grave den viden frem. Ikke at der måske heller er nogen at give den videre til eller dele med, men nu er den i hvert fald deponeret hos mig indtil videre.

Vi nåede aldrig ud at gå tur, for vi syntes begge to, det andet var sjovere. Og mens hun spiste frokost med de andre på plejehjemmet, gik jeg selv en tur. Jeg elsker det gamle byskilt på hovedgaden, og jeg elsker, at det har fået lov at blive stående.

Da mor var Danmarksmester

“Det er altså sejt, at farmor har været Danmarksmester i håndbold – på græs!”, sagde min niece i går. Og det er rigtigt… min mor spillede håndbold som ung – udendørs. Det var lang, lang tid før håndbold blev en indendørssport. Faktisk har jeg selv en enkelt gang som 12-13-årig været til håndboldtræning på min folkeskoles sportsplads. Dog kun den ene gang, fordi det viste sig, at håndbold ikke var min sport, og i særdeleshed brød jeg mig ikke om træneren. Og så blev jeg fodboldspiller i stedet for. Men omkring 1970 foregik håndbold altså stadig udenfor på græs.

I slutningen af 40’erne spillede min mor håndbold i Hjadstrup, der ligger på Nordfyn, nogle få kilometer fra barndomshjemmet. De var åbenbart skrappe, damespillerne fra Hjadstrup Gymnastikforening, for de blev altså Danmarksmestre. Mor står øverst til højre på billedet, og yderst til venstre står hendes kusine Inge. De lever begge stadig i bedste velgående, nu er de 92 og ikke heeeelt så hurtige som dengang. Resten af holdet kender jeg ikke, men jeg tror, at spilleren forrest til højre er anføreren, stjernespilleren Ville, som havde en stor andel i holdets succes og mesterskabet.

Jeg ved ikke, hvilket år det var, eller hvor hård konkurrencen var, og jeg kan ikke finde noget på nettet, som dokumenterer det nævnte Danmarksmesterskab, men der er ingen grund til at tro, at mor har fyldt os med ønsketænkning. Det er svært at finde ud af, hvordan rækker og ligaer var skruet sammen dengang. Så jeg bevarer historiefortællingen og synes ligesom min niece, at det er megasejt.

Under min research efter beviser fandt jeg på arkiv.dk et endnu tidligere damehåndboldbillede fra Hjadstrup, som jeg aldrig har set før, og som jeg synes er sjovere, fordi jeg genkender flere spillere. Billedet er angivet til at være taget i 1941. Mor Ella sidder forrest i højre side af billedet. Hun er bare 15 år. Forrest i midten sidder hendes kusine Johanne, som har været 25 år på det tidspunkt. Bagerst i midten som målmand står min 19-årige moster Gudrun – man kan faktisk godt se, de to er søstre. På smilet og de smalle ansigter. Bagerst til venstre står kusine Inge, som også er med på det andet billede, hun må også være 15 år, selv om de alle sammen med nutidens øjne ser ældre ud, end de har været.

Seje piger på græs!

Jul på Vesterbo #2

De gik godt. De var endda også hyggelige, de små fire timers julefest på plejehjemmet i eftermiddag.

Vi var vel omkring halvtreds, og mor og jeg havde overhovedet ikke behøvet at komme i så god tid for at få nogle ordentlige pladser, for der var lavet bordplan. Men så udnyttede vi tiden til en rundvisning, blandt andet i Sårklinikken, hvor jeg fik udpeget de undersøgelsesrum, min mor har fået behandling i, og Træningscenteret, hvor hun har gået og gået og gået, da hun genoptrænede efter et lårbensbrud for nogle år siden. Og så var det tid at vende tilbage til Caféen.

De gamle udgjorde en tredjedel af de forsamlede, og resten var fordelt på personale og gråhårede børn ligesom mig. Musikken var placeret i hjørnet, Carl på harmonika og Henning på elguitar, og til at styre de mange, mange sange og salmer, vi sang fra Det Store Sanghæfte, blev hver gang den samme udpeget – “Synger du for, Carl Martin?!”

Det var faktisk meget godt at få trænet julesangstemmen lidt inden juleaften. Jeg sad og kom i tanker om, hvor dirrende og anstrengt min stemme plejer at være, når vi når til den sidste og meget hurtige sang rundt om træet. I år kræver familietraditionen, at vi synger 13 sange – en for hvert hjerte i den kærlige krans – så det er bare med at have luft nok i sangstemmen.

Ind i mellem alt det syngeri blev der serveret ribbensteg med det hele og risalamande med det hele. Nogle skulle nødes, og nogle skulle endelig ikke have skålene stående foran sig, “for så ta’r han selv!!”, og jeg kunne se på den pågældendes omfang, at han har haft alt for let adgang til skålene tidligere i sit liv.

Et par stykker sad og fik en lille lur undervejs og havde nok ikke så meget ud af festlighederne, andre nød at få snakket med de omkringsiddende, og generelt var der god stemning. Min mor er den snakkende type og havde snart en samtale i gang med Åses dreng (på omkring halvtreds), der sad ved siden af, om heste og ridestævner på Vilhelmsborg. Ikke at hun nogensinde har interesseret sig for heste, men det gjorde min far, og så ved man jo et og andet, der kan holde en samtale i gang. Det var i hvert fald rart at se.

Henne omkring kaffen og småkagerne trængte flere af beboerne til at komme hjem og stirre huller i luften, og kørestolene begyndte lige så stille at trille af sted med gråhårede børn omkring. Og da ingen kunne drikke mere kaffe, og ingen måtte få mere Baileys, spillede Carl og Henning Nissernes vagtparade, og vi sluttede af med at synge Dejlig er den himmelblå (med det sidste både skrevet i ét ord i Det Store Sanghæfte og udtalt i ét ord, da sangen blev valgt!), og så brød alle op.

Vi evaluerede kort hjemme hos mor, inden jeg kørte hjem, og var enige om, at det var en god eftermiddag,