Plantebaseret

Mit aldrende legeme værker. Det har været en weekend i bevægelse.

Det værste ved at have en kolonihave – og husk, der ER flest gode ting! – er, at karma kommer efter dig om foråret for det, du ikke når om efteråret.

Jeg nåede ikke at grave urtehave, inden vintersæsonen og vandforsyningen lukkede sig og blev lukket. Nu kommer foråret drønende direkte ud af vinterhiet. Og enhver ved, at før frø og knolde kan komme i jorden, skal jorden være klar – og forholdsvis fri for ukrudt. Det lider jeg under nu.

Både lørdag og søndag har jeg været derude og gjort så meget, som jeg synes, min krop kan holde til. Det er såmænd ikke på grund af alder, den er lidt mørbanket nu, det er bare fordi jeg ikke bevæger mig så meget til hverdag. Og sol og vind og alt det pjat gør ansigtet og øjnene trætte.

Jeg gik derude og tænkte på min mor. Hun har sagt hele sit liv, at hvis hun ikke var blevet landmandskone og skulle holde hus og lave mad (som hun hader-hader-hader!), ville hun have været indretningsarkitekt. Hun elskede at flytte om, og vi vidste aldrig, i hvilken ende af stuen telefonen, sofagruppen eller fars skrivebord stod, når vi kom hjem fra skole.

Jeg tror mere på, at hun skulle have været anlægsgartner. Lige så lidt som hun har brudt sig om arbejdet i køkkenet, lige så glad har hun været for at gå i haven. Der flyttede hun også om – på bede, stauder og buske, og byttede sig til nye blomster og planter fra venner og bekendte, og jeg kender ikke mange, der ved så meget om haveplanter og navnene på dem, som hun gjorde. Hun satte en ære i at holde hele den store have på gården ren og fri for ukrudt. Den var hendes frirum og store glæde, og selv da hun var blevet alene og flyttede i et lille andelsrækkehus, passede hun haven og lagde fliser til terrasse. Da var hun 86.

Jeg skriver i datid, for nu er interessen forsvundet. Nu vil hun helst have, at møblerne står hvor de plejer, og hun er ret ligeglad med, om det er spiræa eller sommerfuglebusk, der står uden for vinduet. Når man bliver gammel, forsvinder mange af de færdigheder, man har tilegnet sig gennem et helt liv, og tit sker det i omvendt rækkefølge. Sidst ind, først ud.

Det er ikke så mange år siden, hun stadig kunne artsbestemme alle blomster i både sin egen og min have. Langt flere end jeg selv nogensinde har kunnet navnene på. Men langsomt er den evne smuldret, og nu kan hun ikke ret mange navne mere. Og mener i øvrigt, at sådan har det altid været, og at det er min svigerinde, der er god til planter.

Jeg forsøgte at høre efter og suge viden til mig, dengang hun kunne lære fra sig, og noget er da også hængt ved. Men noget haveorakel bliver jeg aldrig. Jeg synes bare, det er rart at have have.

Det bliver sikkert endnu rarere, når jeg får mig gravet igennem hele det grønne lag af planter, der dækker jorden nu, og som har navne som mælkebøtte, senegræs og skvalderkål. Det er ikke vækster, som havde været der, hvis det var min mor, der havde haft ansvaret i sine velmagtsdage.

Og NU: sofa!

Ting min mor har lært mig

Hæld wc-rens i toilettet et godt stykke tid før du gør badeværelset rent.

Da jeg gjorde rent på badeværelserne i dag, undskyldte jeg – igen – i tankerne overfor min mor, at jeg bare hældte rengøringsmidlet ned ad toiletkummens sider og lige med det samme gav mig til at skrubbe med børsten. Jeg ved jo, at det skal have tid til at virke. Alle de lørdage i min barndom, hvor vi ikke kunne bruge toilettet i halve timer, fordi mor allerede var gået i gang med lørdagsrengøringen. Hvis vi ikke havde nået at forrette inden, måtte vi bare holde os. Ellers gik der jo dyrebar wc-rens til spilde.

Kender I det, at man gør nogle ting på en bestemt måde, fordi man har lært det engang og aldrig har stillet spørgsmål til, hvorfor det skal gøres sådan, eller om den grund, man engang fik, egentlig var korrekt?

Jeg har lært alle mulige ting af min mor. For eksempel:

Sæt fade, der har været brugt til gærdej, i blød i KOLDT vand. Bruger du varmt vand, stivner melet og bliver næsten umuligt at få af.

Jeg hørte mig selv udbryde: Nejnejnej – koldt vand!!! mod Morten en dag, da han satte sådan et fad i vasken og åbnede for den varme hane. Han reagerede forundret og næsten forarget. Og okay, han er vokset op i et bageri og har virkelig gode argumenter for, at det ikke gør nogen forskel – deres redskaber er tilsyneladende altid uden problemer blevet rene med varm iblødsætning. Nånå.

Æg skal koge i 12 minutter. Blødkogte 9.

Altså, læg æggene i koldt vand i kasserollen. Tænd pladen, sæt uret til 12 minutter og skru ned, når vandet koger. Blødkogte æg tager ni minutter. Men okay, mor har ikke lagt information ind om, at komfurer kan være forskellige. Eller at man senere ville udvikle induktion og anden hurtig opvarmning. I må nok prøve jer frem. Jeg tager stadig udgangspunkt i 9 og 12.

Stryg skjorternes skulderstykke først.

Den er i hvert fald sikker. Først bærestykket over skuldrene, derefter manchetterne og så ærmerne, først på den ene side og så på den anden. Så er det det ene forstykkes tur, derefter ryggen og det andet forstykke. Endelig kraven, først ydersiden og til sidst indersiden, fordi det er den, der vender udad, når kraven foldes. Jeg har skullet stryge mange af min fars skjorter, og der var ikke nogen nem snydevej med mor på sidelinjen.

Der er helt sikkert mange flere rutiner, der ikke fortjener den blinde tillid, jeg udfører dem med. Hvis I oplever mig gøre noget sært, så spørg eventuelt om det er noget, jeg har lært af min mor for et halvt århundrede siden.

 

Fem bogstaver vandret: STOLT

Jeg købte BILLED-BLADET i sidste uge, og det var måske i virkeligheden første gang nogensinde, at jeg betalte for bladet og ikke bare bladrede i det hos frisøren eller i et venteværelse. Men der var en ganske særlig grund til, at jeg ville eje det, og det var ikke for at læse sidste nyt om Morten Grundwalds sygdom eller Harry og Meghans bryllup.

Derimod var det for at beundre en helt bestemt krydsord! Min datters første professionelle krydsogtværs var nemlig trykt i netop dette blad – uge 42 i 2018. Jeg er MEGAstolt!

Midt i september startede Laura som krydsordskonstruktør hos Aller, og nu sidder hun hver dag i hovedkvarteret på Havneholmen med udsigt og indsigt og konstruerer lodret og vandret. Jeg synes, det er verdens sejeste job, og Aller så helt rigtigt, da de valgte hende! ’Kryds med de kongelige’ i BILLED-BLADET er hendes værk fremover, og inden længe kommer hendes første ’Vise ord’ i Familie Journal.

At bidrage til netop dét blad er stort, for mormor har abonneret på Familie Journal i mange år; hver uge læser hun det fra ende til anden og løser ALLE krydsogtværserne. I virkeligheden startede den nyslåede konstruktørs interesse vel dengang, hun ved familiebesøgene på Fyn fik tiden til at gå med at løse børnekrydsen i Familie Journal. Mormor er også ved at revne af stolthed.

Jeg HAR løst krydsogtværsen. Den er godt gjort og ikke helt let.

Ro på

Det mest markante, jeg har lært i dag, er, at min kjole skal vaskes for sig selv første gang. Jeg tror nemlig, der stadig er overskudsfarve tilbage i foret, udover det der har gjort mig heldækkende blå på maven og ryggen af at sidde og svede i bilen i rundt regnet 350 kilometer

Det var det nutidige. Ellers har jeg tilbragt nogle virkeligt hyggelige timer i fortiden. Jeg har besøgt min mor (92) og fortalte hende om det håndboldbillede, jeg viste her – det nederste, hvor hun er 15 år. Hun så helt blank ud, da jeg beskrev det, så jeg hentede min iPad og fandt det frem, så hun kunne se. “Det er ikke i Hjadstrup!”, hævdede hun, “det må være i Uggerslev. Vi spillede oppe ved møllen lige efter, jeg var konfirmeret”. Så det var altså ikke katalogiseret korrekt. Det er jo sådan, det er med arkiv.dk. Det kan aldrig blive mere nøjagtigt, end hvad lokalarkiverne, der har digitaliseret de gamle billeder, har kunnet finde frem til af oplysninger. Eller hvad de, der ejer billederne, selv har vidst eller kunnet huske om de afbildede personer og lokaliteter.

Så gik vi på opdagelse. Jeg som teknikbestyrer og mor med forstørrelsesglasset. Jeg tastede ’Uggerslev’ ind som søgeord på arkiv.dk, og så gik der et par timer i fortrinsvis 1920erne, 30erne og 40erne, med skolebilleder, gymnastikbilleder, præstebilleder, udflugter, kaffeborde, bryllupper, runde fødselsdage, sognerådsbilleder, portrætter, håndboldbilleder, og mor var helt inde i de bageste hjernevindinger for at huske, hvem de forskellige var, og vi granskede med lup og årvågenhed for at finde hende og hendes søskende på de gamle fotos.

Det var simpelt hen så hyggeligt, og jeg er glad for at have haft den stund. Det føles som at have reddet værdifuldt gods ud af et synkende skib. Billedligt talt, selvfølgelig, men det varer nok ikke mange år, før min mor ikke længere kan grave den viden frem. Ikke at der måske heller er nogen at give den videre til eller dele med, men nu er den i hvert fald deponeret hos mig indtil videre.

Vi nåede aldrig ud at gå tur, for vi syntes begge to, det andet var sjovere. Og mens hun spiste frokost med de andre på plejehjemmet, gik jeg selv en tur. Jeg elsker det gamle byskilt på hovedgaden, og jeg elsker, at det har fået lov at blive stående.

Da mor var Danmarksmester

“Det er altså sejt, at farmor har været Danmarksmester i håndbold – på græs!”, sagde min niece i går. Og det er rigtigt… min mor spillede håndbold som ung – udendørs. Det var lang, lang tid før håndbold blev en indendørssport. Faktisk har jeg selv en enkelt gang som 12-13-årig været til håndboldtræning på min folkeskoles sportsplads. Dog kun den ene gang, fordi det viste sig, at håndbold ikke var min sport, og i særdeleshed brød jeg mig ikke om træneren. Og så blev jeg fodboldspiller i stedet for. Men omkring 1970 foregik håndbold altså stadig udenfor på græs.

I slutningen af 40’erne spillede min mor håndbold i Hjadstrup, der ligger på Nordfyn, nogle få kilometer fra barndomshjemmet. De var åbenbart skrappe, damespillerne fra Hjadstrup Gymnastikforening, for de blev altså Danmarksmestre. Mor står øverst til højre på billedet, og yderst til venstre står hendes kusine Inge. De lever begge stadig i bedste velgående, nu er de 92 og ikke heeeelt så hurtige som dengang. Resten af holdet kender jeg ikke, men jeg tror, at spilleren forrest til højre er anføreren, stjernespilleren Ville, som havde en stor andel i holdets succes og mesterskabet.

Jeg ved ikke, hvilket år det var, eller hvor hård konkurrencen var, og jeg kan ikke finde noget på nettet, som dokumenterer det nævnte Danmarksmesterskab, men der er ingen grund til at tro, at mor har fyldt os med ønsketænkning. Det er svært at finde ud af, hvordan rækker og ligaer var skruet sammen dengang. Så jeg bevarer historiefortællingen og synes ligesom min niece, at det er megasejt.

Under min research efter beviser fandt jeg på arkiv.dk et endnu tidligere damehåndboldbillede fra Hjadstrup, som jeg aldrig har set før, og som jeg synes er sjovere, fordi jeg genkender flere spillere. Billedet er angivet til at være taget i 1941. Mor Ella sidder forrest i højre side af billedet. Hun er bare 15 år. Forrest i midten sidder hendes kusine Johanne, som har været 25 år på det tidspunkt. Bagerst i midten som målmand står min 19-årige moster Gudrun – man kan faktisk godt se, de to er søstre. På smilet og de smalle ansigter. Bagerst til venstre står kusine Inge, som også er med på det andet billede, hun må også være 15 år, selv om de alle sammen med nutidens øjne ser ældre ud, end de har været.

Seje piger på græs!