10. marts 2020 | den store bunke |
Jeg er nået til 2009 i gennemlæsningen af min mors dagbøger. På sådan en martsdag som denne, hvor regnen siler ned udenfor, og det af virusvirale årsager er klogt at holde sig indenfor i hjemmets safe-zone, er det oplagt at tænde op i brændeovnen og sætte mig i en god lænestol og læse videre.
Jeg har ellers gruet lidt for 2009. …’gruet for’..? Det er virkelig et mor-udtryk, som jeg ikke plejer at bruge, men der dukker åbenbart sådanne glemte talemåder frem fra et sted i hjernevindingerne, ubevidst kaldt frem af indholdet i dagbøgerne.
Men jeg har altså haft en lille uro ved tanken om at nå frem til dette 2009, fordi jeg ved, at far i slutningen af året blev syg og aldrig helt kom sig igen. Han døde først halvandet år efter, men kimen til enden slog rod hen under jul i det år, jeg nu er nået til. Det er jo ikke noget, der som sådan kommer til at overraske mig, for jeg kender selvfølgelig historien og forløbet, men jeg ved samtidig, at der nok vil komme en langt tristere tone over mors notater. At der sikkert vil blive flettet flere bekymringer ind imellem de daglige gøremål i huset og haven. Hun vidste jo ikke, hvordan fremtiden ville se ud, hvad der ville komme til at ske, at det derfra kun ville gå én vej med far, og hvor meget det også ville ændre hendes hverdag.
Men indtil videre har de det fint. Far får temmelig tit næseblod, synes jeg, og det tager flere dage at for ham slå græs (de havde altså også temmelig meget græsplæne!), men de passer deres hus og have, tager til ’Ældre i bevægelse’, foredrag og den selskabelighed der nu byder sig. Og i starten af april får de begge to fornyet deres kørekort, kort før de fyldte 83 og 92.
Det var jeg stolt af dengang, husker jeg, og det er jeg stadig.
31. januar 2020 | den store bunke |
En torsdag aften i starten af november 2004 spillede jeg badminton med nogle kolleger i en gymnastiksal i Viborg. Jeg havde spillet mig til en spinkel føring i første sæt i første kamp, da jeg hørte et flop. Som af hårdt gummi. Jeg kiggede først efter, om sålen var gået af min sko. Det var den ikke. Men jeg kunne ikke gå. Det gjorde ikke ondt, men jeg kunne ikke få min fod til at modtage signaler. Efter at jeg havde siddet lidt og ventet på stadig ikke at kunne gå, blev vi enige om, at jeg hellere måtte på skadestuen.
Lang historie kort. Akillessenen var revet over. Den aften tilbragte jeg på Viborg Sygehus, mens jeg ventede på at blive syet sammen. Jeg kunne ikke andet end at ligge og se fjernsyn. Det var netop den aften, hvor et fyrværkerilager i Seest skød sig selv af, og derfor har jeg, når jeg siden har glemt hvornår jeg nu lige havde den ting med akillessenen, nemt kunnet google mig til datoen.
Dagen efter blev jeg syet sammen og sendt hjem til otte uger på krykker, de første fem uden overhovedet at måtte støtte på benet. Det var barske uger på mange måder, men det hele gik. Jeg boede alene med børnene og var en ret vigtig voksen i husstanden. Men gode venner købte ind for mig på skift, børnene hjalp derhjemme – og opdagede, hvor meget en mor egentlig går og gør. Jeg lånte min bil til en ung kollega, ”Her har du nøglen, Fie, bilen er din de næste otte uger, men du skal hente mig hver morgen og køre mig på arbejde”. Det var en god aftale.
Der er mange detaljer om bøvlet, jeg har glemt, og det er sikkert godt. Jeg har ingen mén udover et langt ar og et tyndere højreben, der aldrig får så veludviklet en lægmuskel igen. Men benet kan præcis det samme som det venstre.
Jeg tænker stort set aldrig på det mere. Men så blev jeg alligevel mindet om episoden, da jeg i læsningen af min mors dagbøger, som jeg stadig er i gang med, nåede til november 2004.
Fredag 5. november: Hen under aften ringede Birgitte. Hun havde ødelagt akillessenen på sit højre ben og skal gå ved to krykkestokke i otte uger, så det er en besværlig tid hun går i møde. Det var sket torsdag aften, hvor hun spillede badminton.
Lørdag 6. november: Jeg ringede lørdag formiddag til Birgitte om hun ville have min hjælp, hun sagde ja tak. Så jeg fik Mogens til at bestille togbillet til om eftermiddagen. Han kørte mig til banegården til 15.31-toget til Viborg. Jeg ankom til Birgitte ved godt halv 7 tiden, tog en taxa fra banegården. Knud måtte selv passe hus herhjemme, hvad han ikke var ked af.
Søndag 7. november: Kørte for Birgitte i hendes bil til bureauet for at hente en kompeauter, heldigvis er der en elevator i bygningen. Hun lavede en hel masse forarbejde. Det varede godt 2 timer, inden vi kørte tilbage til hjemmet.
Ole kom med børnene aften. Lasse var dårlig, havde kastet op dagen før, men var bedre, men hostede meget. Der var mange der ringede for at høre Birgitte, hvordan det gik. Én tilbød at tage Birgitte med på arbejde, så blev jeg fri for at køre. Jeg fik hele huset støvsuget, mens hun arbejdede på apparatet eftermiddag.
Mandag 8. november: Lasse havde det ikke så godt, han hostede stadig, så Birgitte tog ham med på arbejde. Jeg støvede lidt af, både oppe og nede, og vaskede gulv i gangen og køkkenet og trapperne både til loft og kælder, så hun kunne bruge dem siddende.
Laura gjorde rent i begge badeværelser, da hun kom hjem fra skole. Jeg synes Birgitte er god til at få tingene til at fungere, også sig selv, når hun kun må bruge ét ben. De to store børn er gode til at hjælpe hende.
Jeg gik til banegården eftermiddag, at hente den billet, som Birgitte havde bestilt til mig, så vidste jeg vejen dertil til næste dag.
Tirsdag 9. november: Jeg gik hen på banegården til toget der gik 9.31 og var i Odense 12.43. Sine kom og hentede mig.
Søde mor! Søde børn! Søde venner! Og tænk at det er femten år siden.
13. november 2019 | Udpluk |
- Morten slagtede et rådyr. Det eneste, jeg gjorde, var at vaske vildtposen, som dyret havde hængt i. Alligevel var det mig, der fandt en tæge i mit hår nogle timer senere. Ad.
- Burde måske ikke spilde gysningerne på en tæge, som faktisk er et meget lille væsen. Snart befinder jeg mig i Costa Ricas jungle, og jeg ved, der er slanger. Jeg håber at undgå dem. Og at de er lige så uinteresserede i at møde mig som omvendt.
- Der er også krokodiller. Det skulle være ferskvandskrokodiller, hvilket betyder, at man er i sikkerhed, når man bader fra stranden. Jeg satser på det.
- Costa Rica, strand, bade. Det betyder badetøj i bagagen. Jeg har tænkt mig at tage min nyeste badedragt med. Jeg fik den, da jeg gik til babysvømning med Laura. Laura er 27.
- Vi er flere på rejseholdet, der har gjort os tanker om badetøj, november og blåhvid hud. Jeg fortæller mig selv, at den æstetiske udfordring ikke er mit problem. Problemet bor hos de andre, der skal se på mig. Jeg behøver ikke gøre det.
- I mange år har min mor på denne tid prikket til mig og påpeget, at jeg ikke har vinterdæk på bilen. Indtil jeg har bragt det i orden, forstås. Nu er min mor død, og jeg regnede med, at jeg bare selv kunne styre mine dækskift uden dårlig samvittighed. Havde ikke taget højde for emsig kollega, der har skiftet. Jeg gør det på lørdag. Nok.
- Billedet er aftensmaden. Tærte med spinat, hytteost og rødløg med en salat af hjertesalat, avocado, tomat og orange peberfrugt. Det smawer værk’li’ godt, som min far ville have sagt.
- Synes faktisk det klør i mit hår. Kan jeg også helt uforskyldt have fået lus?
6. november 2019 | den store bunke |
Her ligger 36 årskalendere. Det er min mors dagbøger, som hun skrev i, fra hun havde omtrent den alder, jeg har nu. I de første år var det de tynde kalendere, hvor hver måned kun har et enkelt opslag med én linje pr. dag. Senere blev det Mayland-kalenderne med en hel side til hver dag, og hver jul ønskede hun sig en ny kalender til det kommende år. Børnebørnene havde en fin indbyrdes fordeling af, hvem der gav hende henholdsvis kalender, krydsogtværsblyanter, fugtighedscreme og de andre fornødenheder, der gik igen på ønskesedlen fra år til år.
Jeg tog dagbøgerne med hjem, da vi tømte hendes lejlighed nogle dage efter begravelsen. Mor har af og til tænksomt spurgt, hvad vi ville gøre med dem, når hun var væk, og jeg er gledet af på spørgsmålet. Mest fordi jeg ikke havde et svar. Skriverierne har aldrig været tænkt som andet end notater til hende selv. En måde at fastholde livets gang i en struktur, et system, som man altid kunne slå op i, hvis der for eksempel opstod tvivl om, hvornår noget skete. Jeg tror egentlig ikke, hun senere har gjort meget i at genlæse, hvad hun har skrevet. Det blev bare en daglig rutine at notere dagens indhold. Ikke som tanker og eksistentielle overvejelser, men med konkrete begivenheder og holdepunkter.
For eksempel er der sket yderst forskellige ting i de første dage af april 1993 (hvor der stadig kun var én linje til rådighed om dagen).
To 1: Gislevtur til Højer og over Kiel-Langeland tilbage.
Fr 2: Svend ringet, havde haft en mindre blodprop i hovedet først på ugen. Plantet stedmoder.
Lø 3: Jens Hansens begravelse kl. 11. Knud besøgte Ellen eftermiddag.
Sø 4: Lagt de sidste kartofler, lagt løg og sået ærter.
Ma 5: Bagt boller, bedstefarkage. Og lavet marmelade.
Ti 6: Johanne, Erik, Karen formiddagskaffe. Familien Sørensen eftermiddagskaffe. (Det var hendes fødselsdag)
On 7: Birgitte og Laura her hjem formiddag. Anna her om natten sammen med dem.
To 8: Birgitte og Laura kørt til Mors formiddag. Rabarberkompot til aften.
Fr 9: Tur til fugleparken Nårup og på Frøbjerg Bavnehøj eftermiddag.
… og så videre med kaffeaftaler, gymnastik og hvem der var chauffør, besøg og pasning af børnebørnene, havearbejde, selskabelighed, indkøb og alverdens andre små og store højdepunkter.
Jeg ved stadig ikke, hvad jeg skal stille op med bøgerne. De er aldrig tænkt som en fortælling til eftertiden, ikke beregnet til at blive læst af nogen, men bare som mors egen almanak. De ryger nok ud på et tidspunkt, men jeg kan ikke gøre det uden at læse dem først. I det mindste bladrer jeg dem igennem side for side. Måske gemmer der sig noget uforglemmeligt et sted. I hvert fald bliver det en tur ned ad erindringernes boulevard, også for mig. Det er min mors hverdag, men det er også nedslag og udpluk fra et liv, jeg har betragtet og deltaget i gennem alle årene.
Det kommer til at tage lang, lang tid, og det får det lov til. Den første, tynde kalender er fra 1984, jeg er nået til 1993, og i 1999 begynder de tykke bøger.
Det er stadig så mærkeligt at tænke på, at skribenten selv er væk – helt væk.
5. september 2019 | Udpluk |
- Det blev heller ikke i dag, vi kom på ballonfærd. Første gang vi havde booket, sendte ballonskipper om formiddagen en mail og bekendtgjorde, at flyvningen om aftenen var aflyst på grund af uegnet flyvevejr i området. Så bookede vi en flyvning i dag, og skipper sendte en aflysningsmail i formiddag. Nu har vi booket en ny tur om et par uger. Men vi ved ikke, om vi bare har fået en ny penneven.
- Jeg sidder og ser et program, der handler om mennesker, der har vundet den store gevinst. Harry fra Danske Spil tager ud og giver gratis rådgivning til nyslåede millionærer. Jeg håber, at Harry får en ordentlig løn.
- “Dav, det er Birgitte, Ellas datter, kan min mor tage telefonen i dag?” – I flere år har jeg ringet til min gamle mor hver eftermiddag. Nu kan jeg ikke længere regne med, at hun er oppe eller nærværende, så nu starter jeg gerne med at ringe til personalet på plejehjemmet og forhøre mig om situationen. Ligger hun i sengen, vil det bare være en pine at lytte til en telefon, der ringer, uden at være i stand til at tage den. På den måde skrider den kendte verden umærkeligt dag for dag. Umærkeligt og mærkeligt.
- Med i programmet om millionærer er der også en mand, der har haft en karriere inden for fødevarebiologi, især med fokus på purløg. “Kærlighed til purløg skaffede mig mit første arbejde”, siger han. Det er noget af det særeste, jeg har hørt. Trods milliongevinsten fortsætter han med purløgeksperimenterne hjemme i køkkenet.
- Vores æbletræ passer overhovedet ikke sit arbejde ordentligt i år. Æblerne rådner på træet, falder ned på græsset og rådner videre. Vi samler dem sammen og smider dem på komposten, når vi er nødt til at slå græs. Når det overhovedet er tørt nok til at slå græs. Og så starter det forfra. Der er virkelig mange æbler i år. Og jeg har måske spist syv.
- Der er også virkelig mange squash i kolonihaven i år. Vi får meget varieret mad for tiden. Med squash. Men ved I hvad det gode er? At haren-eller-hvem-det-nu-var kappede den anden plante i forsommeren, så der i det mindst kun er én squashmaskine. I øvrigt kan jeg godt lide squash.
- Sidste gang jeg skrev ’Udpluk’ – i juni, nævnte jeg, at næste investering skulle være nye havestole. Bare så ingen behøver at spekulere mere over det: Det skete.
