Udpluk #24

  • Det blev heller ikke i dag, vi kom på ballonfærd. Første gang vi havde booket, sendte ballonskipper om formiddagen en mail og bekendtgjorde, at flyvningen om aftenen var aflyst på grund af uegnet flyvevejr i området. Så bookede vi en flyvning i dag, og skipper sendte en aflysningsmail i formiddag. Nu har vi booket en ny tur om et par uger. Men vi ved ikke, om vi bare har fået en ny penneven.
  • Jeg sidder og ser et program, der handler om mennesker, der har vundet den store gevinst. Harry fra Danske Spil tager ud og giver gratis rådgivning til nyslåede millionærer. Jeg håber, at Harry får en ordentlig løn.
  • Dav, det er Birgitte, Ellas datter, kan min mor tage telefonen i dag?” – I flere år har jeg ringet til min gamle mor hver eftermiddag. Nu kan jeg ikke længere regne med, at hun er oppe eller nærværende, så nu starter jeg gerne med at ringe til personalet på plejehjemmet og forhøre mig om situationen. Ligger hun i sengen, vil det bare være en pine at lytte til en telefon, der ringer, uden at være i stand til at tage den. På den måde skrider den kendte verden umærkeligt dag for dag. Umærkeligt og mærkeligt.
  • Med i programmet om millionærer er der også en mand, der har haft en karriere inden for fødevarebiologi, især med fokus på purløg. “Kærlighed til purløg skaffede mig mit første arbejde”, siger han. Det er noget af det særeste, jeg har hørt. Trods milliongevinsten fortsætter han med purløgeksperimenterne hjemme i køkkenet.
  • Vores æbletræ passer overhovedet ikke sit arbejde ordentligt i år. Æblerne rådner på træet, falder ned på græsset og rådner videre. Vi samler dem sammen og smider dem på komposten, når vi er nødt til at slå græs. Når det overhovedet er tørt nok til at slå græs. Og så starter det forfra. Der er virkelig mange æbler i år. Og jeg har måske spist syv.
  • Der er også virkelig mange squash i kolonihaven i år. Vi får meget varieret mad for tiden. Med squash. Men ved I hvad det gode er? At haren-eller-hvem-det-nu-var kappede den anden plante i forsommeren, så der i det mindst kun er én squashmaskine. I øvrigt kan jeg godt lide squash.
  • Sidste gang jeg skrev ’Udpluk’ – i juni, nævnte jeg, at næste investering skulle være nye havestole. Bare så ingen behøver at spekulere mere over det: Det skete.

Det der var

Jeg har været i ældresektoren i dag. Det er bare en anden måde at sige, at jeg kørte til Fyn og besøgte min mor. Jeg tog nogle billeder. Ikke af hende, for det bryder hun sig ikke om, men af motiver, jeg forbinder med hende. Da jeg senere så dem igennem, gik det op for mig, at de alle sammen viser noget, der er ikke er mere.

Det er lidt forstemmende at få øje på et tema, der viser at fortiden var bedre, men samtidig er det en præcis afbildning af nutiden.

Her er avisen, som der ikke bliver læst meget i længere, fordi den ellers så trofaste abonnent ikke mere ser godt nok til at trække nævneværdig viden ud af spalterne. Jeg tilbød ikke at læse højt i dag, fordi en hurtig skanning af Nordfynsopslaget viste, at dagens lokale nyheder ikke ville være af interesse. Hvilken 93-årig behøver at skulle bekymre sig om, at to nordfynske vandboringer er lukket, fordi der er konstateret farlige stoffer over de tilladte værdier?

Her er Familiejournal, hvor der hverken bliver læst føljetoner eller løst krydsogtværs mere. Det har ellers været verdens bedste hjernetræning for et gammelt menneske, der i et langt liv har været en rigtig dygtig krydsordløser. Hun holdt op omtrent samtidig med, at min datter Laura begyndte som krydsordskonstruktør hos Aller, hvor hun konstruerer netop de opgaver, som mormor kunne lide at løse, eksempelvis Vise ord på dette opslag. Hvis man vender det positivt og poetisk, kan man sige, at mor har givet krydsordsstafetten videre til barnebarnet. Ser man omvendt på det, vedligeholdes abonnementerne på både avis og ugeblad kun, fordi erkendelsen af ikke at komme til at læse og løse mere er for endegyldig og for smertelig.

Så længe jeg kan huske, har der været en nummerskuffe under telefonen i mine forældres hjem. Jeg ved ikke, hvad sådan en hedder, men det er en håndskrevet minitelefonbog. Man trykker på et bogstav og trækker en liste ud, hvor man har skrevet telefonnumrene på folk med dette begyndelsesbogstav. Skuffen står der stadig, men nu er den fuld af numre, der ikke eksisterer mere, fordi abonnenterne enten er døde eller har skilt sig af med fastnettelefonen. Jeg er selv repræsenteret med et telefonnummer, jeg ikke har haft i flere år. Under alle omstændigheder er de fleste navne og numre skrevet med min fars ulæselige håndskrift med kuglepensblæk, der er falmet i tidens løb. Men nummerskuffen skal ikke væk, for den har altid været der.

Billedet øverst viser det fødselsdagsvejr, der kunne blive til en anden gamling, flaget. Det var elendigt kørevejr, og jeg synes egentlig også, Valdemarsdag havde fortjent bedre. Det var i øvrigt i Familiejournal, jeg som niårig for første gang læste om Dannebrogs 750 års jubilæum og slugte hele fortællingen om Estland og Valdemar Sejr og flaget der faldt fra himlen og siden har kunnet skyde fra hoften med datoen 15. juni 1219.

 

Udpluk #22

 

  • Æbletræet blomstrer, og der ligger sne på græsset. Er det maj, eller er det bare mig?
  • Status på rørskift i det lille hjem i forstæderne: Stuen er stadig nøgen, men betonen (betonet?) er gået i gang med at tørre og hærde, og tømreren sætter tid af til gulvlægning i slutningen af maj. Pulterkammeret er snart genfyldt som sit gamle jeg. Måske bliver soveværelsesvæggen påbegyndt restaureret i dag (gennem den blev der lavet rør til badeværelset ovenpå). Campingvognen kommer næppe i brug på vores matrikel, men den har været rar at have som en mulighed. Der er således lys forude, selv om det stadig er det lange lys.
  • Grundet første punkt tror jeg, jeg venter lidt med de sarte sager i kolonihaven; bønner, tomat, agurk, squash og hokkaido. Kunne måske godt sætte kål, men er der reelt set nogen grund til at friste frosten?
  • Kører over til min mor i dag. Gammel, konfus og bekymret er de ord, hun bedst beskrives med i øjeblikket. Sandsynligvis er det ikke engang ’i øjeblikket’, men ’herefter’. Det er faktisk ikke rimeligt af naturen at indrette sig sådan, at et menneske skal opleve så meget forfald i den sidste tid af sit liv. Vi kan på mange måder kun se på og være der. Derfor er jeg der lidt i dag.
  • Mine børn har en fælles liste over dyr, hvis latinske navne er det samme ord to gange, for eksempel hedder en grævling meles meles. Deres regel er, at de ikke må google, men skal komme tilfældigt forbi guldet. Jeg har lige bidraget med to tip fra vores måltidskasser fra Skagenfood, fordi fisk åbenbart ofte har dobbeltnavn på latin. Jeg ved ikke, om det kolliderer med nogen regler, at en mor bidrager med eksempler, – måske deres liste er ødelagt nu? Nå, børn må jo sige til, hvis det er tilfældet.
  • Solen skinner trods kulden, og en af fordelene ved at bo i min husstand er, at der altid er hjemmebagte boller i fryseren, og hvis ellers man husker at tø nogen op, er der altid boller til morgenmad i weekenden. Det har man husket, og nu skal jeg have morgenmad og blå himmel.

Plantebaseret

Mit aldrende legeme værker. Det har været en weekend i bevægelse.

Det værste ved at have en kolonihave – og husk, der ER flest gode ting! – er, at karma kommer efter dig om foråret for det, du ikke når om efteråret.

Jeg nåede ikke at grave urtehave, inden vintersæsonen og vandforsyningen lukkede sig og blev lukket. Nu kommer foråret drønende direkte ud af vinterhiet. Og enhver ved, at før frø og knolde kan komme i jorden, skal jorden være klar – og forholdsvis fri for ukrudt. Det lider jeg under nu.

Både lørdag og søndag har jeg været derude og gjort så meget, som jeg synes, min krop kan holde til. Det er såmænd ikke på grund af alder, den er lidt mørbanket nu, det er bare fordi jeg ikke bevæger mig så meget til hverdag. Og sol og vind og alt det pjat gør ansigtet og øjnene trætte.

Jeg gik derude og tænkte på min mor. Hun har sagt hele sit liv, at hvis hun ikke var blevet landmandskone og skulle holde hus og lave mad (som hun hader-hader-hader!), ville hun have været indretningsarkitekt. Hun elskede at flytte om, og vi vidste aldrig, i hvilken ende af stuen telefonen, sofagruppen eller fars skrivebord stod, når vi kom hjem fra skole.

Jeg tror mere på, at hun skulle have været anlægsgartner. Lige så lidt som hun har brudt sig om arbejdet i køkkenet, lige så glad har hun været for at gå i haven. Der flyttede hun også om – på bede, stauder og buske, og byttede sig til nye blomster og planter fra venner og bekendte, og jeg kender ikke mange, der ved så meget om haveplanter og navnene på dem, som hun gjorde. Hun satte en ære i at holde hele den store have på gården ren og fri for ukrudt. Den var hendes frirum og store glæde, og selv da hun var blevet alene og flyttede i et lille andelsrækkehus, passede hun haven og lagde fliser til terrasse. Da var hun 86.

Jeg skriver i datid, for nu er interessen forsvundet. Nu vil hun helst have, at møblerne står hvor de plejer, og hun er ret ligeglad med, om det er spiræa eller sommerfuglebusk, der står uden for vinduet. Når man bliver gammel, forsvinder mange af de færdigheder, man har tilegnet sig gennem et helt liv, og tit sker det i omvendt rækkefølge. Sidst ind, først ud.

Det er ikke så mange år siden, hun stadig kunne artsbestemme alle blomster i både sin egen og min have. Langt flere end jeg selv nogensinde har kunnet navnene på. Men langsomt er den evne smuldret, og nu kan hun ikke ret mange navne mere. Og mener i øvrigt, at sådan har det altid været, og at det er min svigerinde, der er god til planter.

Jeg forsøgte at høre efter og suge viden til mig, dengang hun kunne lære fra sig, og noget er da også hængt ved. Men noget haveorakel bliver jeg aldrig. Jeg synes bare, det er rart at have have.

Det bliver sikkert endnu rarere, når jeg får mig gravet igennem hele det grønne lag af planter, der dækker jorden nu, og som har navne som mælkebøtte, senegræs og skvalderkål. Det er ikke vækster, som havde været der, hvis det var min mor, der havde haft ansvaret i sine velmagtsdage.

Og NU: sofa!

Ting min mor har lært mig

Hæld wc-rens i toilettet et godt stykke tid før du gør badeværelset rent.

Da jeg gjorde rent på badeværelserne i dag, undskyldte jeg – igen – i tankerne overfor min mor, at jeg bare hældte rengøringsmidlet ned ad toiletkummens sider og lige med det samme gav mig til at skrubbe med børsten. Jeg ved jo, at det skal have tid til at virke. Alle de lørdage i min barndom, hvor vi ikke kunne bruge toilettet i halve timer, fordi mor allerede var gået i gang med lørdagsrengøringen. Hvis vi ikke havde nået at forrette inden, måtte vi bare holde os. Ellers gik der jo dyrebar wc-rens til spilde.

Kender I det, at man gør nogle ting på en bestemt måde, fordi man har lært det engang og aldrig har stillet spørgsmål til, hvorfor det skal gøres sådan, eller om den grund, man engang fik, egentlig var korrekt?

Jeg har lært alle mulige ting af min mor. For eksempel:

Sæt fade, der har været brugt til gærdej, i blød i KOLDT vand. Bruger du varmt vand, stivner melet og bliver næsten umuligt at få af.

Jeg hørte mig selv udbryde: Nejnejnej – koldt vand!!! mod Morten en dag, da han satte sådan et fad i vasken og åbnede for den varme hane. Han reagerede forundret og næsten forarget. Og okay, han er vokset op i et bageri og har virkelig gode argumenter for, at det ikke gør nogen forskel – deres redskaber er tilsyneladende altid uden problemer blevet rene med varm iblødsætning. Nånå.

Æg skal koge i 12 minutter. Blødkogte 9.

Altså, læg æggene i koldt vand i kasserollen. Tænd pladen, sæt uret til 12 minutter og skru ned, når vandet koger. Blødkogte æg tager ni minutter. Men okay, mor har ikke lagt information ind om, at komfurer kan være forskellige. Eller at man senere ville udvikle induktion og anden hurtig opvarmning. I må nok prøve jer frem. Jeg tager stadig udgangspunkt i 9 og 12.

Stryg skjorternes skulderstykke først.

Den er i hvert fald sikker. Først bærestykket over skuldrene, derefter manchetterne og så ærmerne, først på den ene side og så på den anden. Så er det det ene forstykkes tur, derefter ryggen og det andet forstykke. Endelig kraven, først ydersiden og til sidst indersiden, fordi det er den, der vender udad, når kraven foldes. Jeg har skullet stryge mange af min fars skjorter, og der var ikke nogen nem snydevej med mor på sidelinjen.

Der er helt sikkert mange flere rutiner, der ikke fortjener den blinde tillid, jeg udfører dem med. Hvis I oplever mig gøre noget sært, så spørg eventuelt om det er noget, jeg har lært af min mor for et halvt århundrede siden.