25. august 2018 | den store bunke |
Jeg kom forbi en nekrolog over min første kontaktlinseoptiker i Odense – mindeord er måske en bedre betegnelse – som hans stab havde lagt på forretningens Facebook-side. Han døde i denne uge og begraves i dag, og jeg har kun tænkt sporadisk på ham gennem årene, men nu kaldte mindeordene egne minder frem.
Det var ham, der helt tilbage i 1979, må det have været, i sommeren mellem 2. og 3.g, indførte mig i brugen af kontaktlinser. En af mine linsebærende klassekammerater anbefalede ham, da jeg nævnte min plan om at lægge ti års brillebæring bag mig til fordel for små plastikstumper i øjnene. Så jeg gik ned til Heiko Stumbeck og fik en forrygende service. Jeg har kontinuerligt brugt linser lige siden, bistået af andre – nu glemte – optikere, hvor jeg siden flyttede hen, og med mere moderne typer linser med årene, men Heiko har jeg aldrig glemt. Han var menneskelig og professionel på samme tid og med et ekstremt behageligt væsen.
Det er også nogle af de egenskaber, personalet fremhæver i den korte mindetekst: “Hans værdisæt er gennem hans personlighed og tilgang til mennesker blevet en del af vores virksomhed, hvor vi sætter mennesket først. Gennem tiden har han haft berøring og indflydelse på mange mennesker og deres liv. Briller eller linser var altid det sekundære og mennesket det primære.”
En gestus, jeg altid husker ham for, fandt sted, da jeg i foråret ’81 var tre måneder i kibbutz i Israel. Dengang fandtes hverken månedslinser eller dagslinser, det var derimod årslinser – og en fattig studerende kunne godt finde på at strække dem til to års brug, for de kostede over tusind kroner for et par. Jeg havde altså kun det par linser med til Israel, som jeg aktuelt brugte, og så alligevel mit aflagte sæt for en sikkerheds skyld, men de linser var slidte og absolut kun til yderste nødstilfælde.
Men nødstilfældet kom. Jeg kan tydeligt huske afmagten, da jeg stod under bruseren i voluntørernes fællesbad – og min ene kontaktlinse skyllede ud med badevandet. Der var for lang tid tilbage af mit ophold til, at den gamle reservelinse ville være til at udholde, så jeg kontaktede Heiko Stumbeck hjemme i Odense. Det var lang tid før internet og mail, mobiltelefon og sms. Jeg kan ikke huske, om jeg ringede fra kibbutzens mønttelefon eller skrev et aerogram. Men budskabet var “… please, vil I ikke nok sende en kontaktlinse styrke dét og dét, helst ekspres. Jeg skal nok betale, når jeg kommer hjem” – og så håbede jeg ellers på, at de stolede på mig og mit løfte om betaling.
Det gjorde de! Jeg var nærmest lykkelig den dag – faktisk ret hurtigt efter, da den lille pakke lå i postboksen, og jeg i tankerne sendte jublende tak til min redningsoptiker.
I dag sender jeg også en tanke til Heiko.
28. februar 2018 | den store bunke |
I aften er det syv år siden min far døde, og derfor er 28. februar – den sidste vinterdag – altid en dag, hvor jeg mindes og sender ham tanker. Hvor end han er. Jeg er ikke religiøs på den måde. Jeg har ikke brug for at tro på, at hans sjæl er et sted. Minderne om ham findes der, hvor jeg er. Min mors minder om ham er hos hende, og sådan lever han videre hos dem, der kendte ham og holdt af ham.
Billedet her er fra den sidste juleaften, han var med. Man kan godt se, han er gammel og lidt afpillet, men man kan også se, han stadig har sit gode lune, drikker øl og er ved at fyre et eller andet vittigt af til mor, måske noget om at være et par gamle nisser, der skal hænge fast på det billede. To måneder senere døde han, uden at der forud havde været særlige tegn på, at det skulle være lige dén dag. Han havde været en gammel mand længe, de sidste halvandet år kunne han ikke så forfærdelig meget og havde hjemmehjælp fire-fem gange om dagen, – til at komme i seng og komme op igen, blive vasket, få skiftet kateder og den slags, som hverken kunne eller skulle belaste mor. Men han læste avis, så nyheder, fulgte med i verdens gang og var for det meste klar i hovedet.
Han var næsten 94, og den aften i februar gav organismen ganske enkelt op. Det var en mandag, og jeg havde været hos dem i weekenden, hvor jeg tilbragte en del tid med at organisere en masse ting på deres loft, som de ikke skulle have med, når de flyttede i en mindre bolig kort efter. Far nåede ikke at flytte med, og det var nok meget godt, for den gamle landmand var egentlig ikke meget for at skulle rykkes væk fra udsigten over de marker, han havde dyrket og levet på i næsten tres år. Måske er der en højere sammenhæng dér, måske valgte han selv at lukke ned, jeg ved det ikke.
At jeg var der den weekend har givet mig en dyb ro og en følelse af at have fået sagt ordentlig farvel. Jeg vidste jo ikke, det var sidste gang vi sås, men jeg er ikke efterladt med noget, jeg ikke fik sagt til ham, eller ærgrelse over, at jeg ikke fik besøgt ham nok. Jeg har en grundfølelse af, at alt faldt på plads på den rigtige måde i rette tid, og jeg er dybt taknemmelig for det.
På dette billede er far noget friskere at se på. Han er også kun 86 her. De gode fynske gener.
10. august 2017 | På denne dag |
I dag synes jeg godt, jeg kunne have været mere specifik med min facebookopdatering for otte år siden. Var jeg måske lidt kæk over, at jeg to dage før havde holdt en gevaldig 50 års fødselsdagfest og ikke havde onde tømmermænd længere?
Og for syv år siden. Historien gentager sig. Der er 24 timers løb i den kommende weekend. Forskellen er bare, at dengang underspillede jeg jo for vildt. Jeg VAR i god form og løb skidegodt. Nu må jeg kompensere ved at flytte fokus fra urimeligt dårlig form til farvekoordineret neglelak og købe aflad ved at bage muffins til holdet.
Nåårrhhh! Fem år med den æggegule mastodont! Kæft, vi har bagt mange boller sammen.
Historien gentager sig fortsat. Det ER jo ved denne tid. Og selv om gamle dage var hurtigere, er det stadig en fest.
Årh ja, altså. Dét gentager sig også. Køkkenhaven er ALTID tilgroet i starten af august, og jeg slider.
Hvad er nu det? Den der har jeg ikke set i år. Hvorfor? Hvad? Hvorhenne? Død?
Det var en god ferie! Og jeg har alt det samme stadig: jakke, skjorte, hår, rygsæk, solbriller, smil.
Har jeg sagt, at jeg synes, Facebooks feature På denne dag er sjov?
24. marts 2017 | den store bunke |
Det er ti år siden, jeg fik mit første digitalkamera. Så var det slut med få fremkaldt film og sirligt sætte billeder i album. Sådan noget fik jeg nemlig gjort. Men billeder fra de seneste ti år ligger på forskellige drev i den orden og kronologi, som kameraoverførslerne har foretaget af sig selv, og i de første år systematiserede jeg også filerne i emnemapper. Det sidste har jeg forsømt i de senere år, så nu er det eneste system kronologien.
Under en digital oprydning for nylig stødte jeg på de gamle filer igen. For ti år siden var børnene altså små. Der sker store forandringer med menneskers fysiske fremtoning, fra de er 10, 13 og 15 år, til de er ti år ældre. Også med deres stemmer, kan man høre på de videooptagelser, der er i mapperne. Naturligvis især drengenes stemmer.
I mit eget tilfælde er der også sket forandringer i udseendet, selv om det ikke netop skyldes overgangen fra barn/teenager til voksen. Jeg er klar over det, og min datter slog det fast i går, da vi sammen kiggede i de tidligste mapper: “Der så du godt ud, mor! Du var sådan tynd…!”. Ja ja, det er ti år og ti kilo siden. Jeg er blevet rundere og mageligere. Kageform frem for springform, kan man måske kalde det.
Hun skyndte sig at trøste mig: “Det er godt, du skal til at cykle igen”.
23. november 2016 | den store bunke |
Facebook har en funktion, der hedder Denne dag. Her kan man se, hvad man har delt og gjort sig klog på, og hvor man har tjekket ind på netop denne dato i tidligere år. Det er ikke en funktion, jeg har benyttet mig meget af, men jeg har haft en Facebookprofil i lidt over otte år og har til tider været ret aktiv, så der er en hel del gamle opdateringer at fordybe mig i. Sikke meget dvælen det kan føre til. Der sker alligevel noget i et liv over otte år.
Netop i dag, den 23. oktober, var der kun yderst fredsommelige ting at hente.
Men for tre år siden var jeg i Berlin sammen med mine to gymnasieveninder og vores mænd. Det var dæleme en god tur. Jeg skrev om det her og her.
For fem år siden lugtede jeg af fiskefileter, da jeg kom hjem. Tænk engang, der var jeg stadig mor til nogen i folkeskolen.
For seks år siden havde jeg ondt i økonomien, fordi det gik op for mig, at jeg havde sagt ja til både jul og sne og skiferie.
Senere samme dag:
… det smarte system til bilen … er det ikke det, der hedder vinterdæk?
Året før havde jeg tilsyneladende travlt. Jeg ved ikke med hvad, men tidspunktet taget i betragtning har det sikkert indbefattet noget aftensmadlavning. Men travlheden har da ikke været større, end at der har været tid til en Facebookopdatering.
Den 23. november for otte år siden har stensikkert været en søndag, siden jeg har haft tid til at lumre inden døre en hel dag med noget strikketøj og ende med til allersidst at have fået en lille smule dårlig samvittighed over al den lumren. Sweateren har jeg i øvrigt stadig, den er tyk og hvid og fuld af snoninger og ganske rigtigt varm.
Det som Facebook siger: Det var alt for i dag.
