17. april 2017 | den store bunke |
Påskedagene er næsten slut. Jeg har haft fri i sytten dage. Eller fri og fri, det er ikke en helt korrekt gengivelse af fakta. Lad os sige det på den måde, at jeg så godt som ikke har forladt min aktuelle bopæl for andet end indkøb af dagligvarer, så vi kunne få næring og energi til al den pakken i kasser og pakken ud af kasser.
For som den opmærksomme læser godt ved, er vi flyttet, og den flytning er, hvad jeg har brugt mine sytten “fridage” til. Det har flasket sig, har det, og jeg har været god til at nøjes med at være i dét, jeg aktuelt skulle have fokus på. Først sluttede jeg mit gamle arbejde af. På en god måde, synes jeg selv, ved at være til stede og koncentrere mig, så længe jeg var der. Derefter flyttede jeg opmærksomheden fuldstændigt over på det, der havde med vores flytning at gøre, og jeg har ikke tænkt på ret meget andet siden, og det har været virkelig godt at kunne være 100 procent til stede i den proces. Vi er langt, men der er længere. Stablen af tømte kasser nærmer sig maksimum, – mens jeg sidder og skriver, er Morten i gang med at tømme de sidste 3-4 kasser. Det betyder ikke, at alt er på plads nu, slet, slet ikke. Der er endda temmelig meget, der bare har fået midlertidigt opholdssted, så vi lige kan få et overblik over, hvad der skal være plads til. Men er det alligevel ikke ret sejt sådan at få klappet 108 kasser sammen på ni dage? Og det var dét, de sytten hjemmedage kunne. Tak for dem.
Og nu hvor påskedagene går på hæld, retter jeg sigtet mod det næste. I morgen starter jeg på et nyt job. Jeg glæder mig og jeg er spændt. Det er vildt. Vildt godt. Og flere ord vil jeg ikke knytte til det lige nu. Jeg skal bruge dem i morgen, når jeg vandrer rundt og hilser på 200 eller deromkring nye kolleger.
I påskedagene fandt vi heldigvis også tid til en lille smule udgående aktivitet, idet vi besøgte gamle koner. Mor torsdag og svigermor søndag, og på den måde nåede vi også at få opfyldt kagekvoten.
Begge mine forældre har fødselsdag i april, og det har næsten altid været sådan, at én af dem har haft fødselsdag i påsken. I år er ingen undtagelse, selv om fødselaren selv ikke er blandt os længere, i hvert fald ikke i fysisk form. I dag er det 100 år siden, min far blev født i en lille flække på Vestfyn som nummer to i en børneflok på fem. Hundrede år, mand! Han døde for seks år siden, men jeg har sendt ham mere end én kærlig tanke i dag. Jeg tror, han ville have været tilfreds med, hvor jeg er i mit liv lige nu.
Altså måske ikke specifikt den del, der handler om, at jeg nu går ind og smider mig i sofaen, tænder for fjernsynet og sukker veltilpas ved tanken om en ganske fin veloverstået påske.
7. april 2016 | den store bunke |
Man kan hævde, jeg er sent ude med et gækkebrev, det er jo flere uger siden, det var påske. Men her er et, jeg var tidligt ude med.
Fordi jeg nu er sådan en, der gemmer ting, og fordi jeg havde en mormor af samme slags – og en mor – har jeg i mit gods dette gamle gækkebrev fra mig til min mormor. Jeg gik åbenbart ikke så meget op i at klippe noget kunstfærdigt som i at skrive og tegne lopper. Og så har jeg sikkert plukket en vintergæk i haven på vejen hen til mormor og morfar og lagt ved.
Mormor har tydeligvis gættet, at det var fra mig. Det har nok heller ikke været så svært, eftersom det blev overbragt personligt. Det har helt sikkert ikke udløst påskeæg hverken den ene eller den anden vej, men jeg er nok blevet budt et brø’sukker (brystsukker, bolsche) fra dåsen i skuffen – enten Flødetabletter eller Schweizerdrops fra Evers.
Vi børn fik ikke særligt tegnepapir, men måtte tegne på brugte konvolutter og kasseret papir fra papirkurven under fars skrivebord. Dette gækkebrev er også skrevet på noget, jeg har fundet der. Mon ikke mormor har smilet lidt skævt, da hun vendte det om.
Og mon ikke far har godkendt regningens rigtighed, siden rykkeren er havnet i papirkurven. Jeg er overbevist om, at der har været tale om en forglemmelse med betalingen.
Men tænk alligevel, at apoteket har været så vant til at skulle gøre opmærksom på ubetalte regninger, at de har haft fortrykte rykkere.
17. marts 2016 | den store bunke |
Det er ikke alle lande, hvor påsken bringer så mange fridage med sig. Skærtorsdag, for eksempel, er det vist kun os og spanierne, der holder hellig. Til gengæld skal spanierne på arbejde den mandag, vi holder andenpåskedagsfri, og det skal man også i en række andre lande sydpå.
Men hos os får man en god stribe fridage foræret, medmindre man er butiksansat og skal være på stikkerne om lørdagen, hvor alle skal ud og købe monsterstort ind for ikke at dø af sult i resten af påskedagene. Hvis man så oven i købet har feriedage til gode og kan få det kringlet med sin arbejdsplads, kan bare tre feriedage oveni udløse en ferie på hele ti dage. TI! 10! Det er mange.
Jeg er ikke butiksansat, jeg har feriedage til gode, og jeg har kringlet det med min arbejdsplads, og tre feriedage oveni har således udløst en ferie på hele ti dage. Som starter i morgen eftermiddag. Århh, det bliver godt for mig.
Jeg kan lide udsigten til lange dage, hvor jeg ikke skal tidligt op (mest dét! – Jeg er ikke bygget til at stå op klokken nul-fem-noget, det er jeg altså ikke), og hvor der er luft til at være spontan, til fordybelse og til at være den dovneste, jeg kender.
Der er allerede skrevet middagsaftale, fastelavnsfest, besøg af store søn, besøg hos min mor og en Stockholmsrejse på balkortet, så dagene skal såmænd nok gå hurtigt, men lige nu, med en enkelt arbejdsdag tilbage, er udsigten fantastisk. Jeg er fan af påske. Og af forårsjævndøgn og fuldmåne, der får den til at falde lige om lidt.
