Lørdag var en god dag på en gammel kro ved en vestfynsk landevej. En landevej som engang var alfarvej, og som senere – så at sige – blev overhalet af den nye hovedvej, der igen blev overtrumfet af motorvejen. Der er ikke ret meget trafik på Rugårdsvej længere. Der er heller ikke ret god mobildækning.
Men der var godt at være, da vi fejrede min mors 90 års fødselsdag. Det var godt at se størstedelen af familien samlet. Mors efterkommere, en kusine og en svigerinde. Den yngste var 18 år og de to ældste 90 år. Vi spiste, snakkede, grinede, opdaterede os på hinandens tilværelser, gik småture i de idylliske omgivelser og lod os fotografere i forskellige grupperinger, alle med mor som centrum, hvilket hun ikke var udpræget begejstret for. Hun bryder sig overhovedet ikke om at være midtpunkt, og af samme grund var der hverken sange, taler eller andre indslag. Det skulle være ligesom når vi er hjemme hos hende, men hvor vi bare fik maden serveret, og der levede kroen fuldstændigt op til hendes ønsker.
Her er vi alle sammen. Mor, kusinen, svigerinden, mine brødre og jeg og vores partnere, næsten alle børnebørn og deres kærester. Det er mor i midten med rollatoren. Engang var hun og jeg lige høje, det er sært at tænke på nu. Bag os står mors kusine. De var slyngveninder, da de var unge, de fnisede og gik til bal sammen, og det var hjemme hos hende, min mor mødte min far, der var forvalter på deres gård. Hun er heller ikke ret høj. Til gengæld fyldte hun 90 sidste år og kom selv kørende til festen i egen bil. Respekt for hende. Det er sådan set en ret sej familie.
