5. maj 2016 | den store bunke |
Det har været en alsidig dag. Først stod jeg op, og det skulle jeg faktisk have gjort lidt før. Men jeg havde bare fået ind i hovedet, at den distance, jeg skulle løbe til Kalkmineløbet i Mønsted, først havde start kl. 10.15. Så lå jeg i min seng i morges og skimmede en Facebooktråd, hvoraf det fremgik, at der var start kl. 9.15. Så stod jeg op. Tak til Gerda for den information.
Egentlig ville jeg slet ikke have løbet i år. Det er et hårdt løb, og i de fire tidligere år har jeg bare løbet langsommere og langsommere, og jeg troede jeg kunne slippe i år. Men for nogle dage siden blev jeg tilbudt et startnummer, og da jeg er til fals for alt, der er gratis, kom jeg til at sige ja. Det er nemlig også på mange måder et fedt løb.
Den eneste rekord, jeg slog, var den, jeg regnede med: Det tog endnu længere tid at tilbagelægge distancen end sidst. Til gengæld gik det langt bedre på den allermest kritiske stigning end i fjor. Se bare billederne herunder. Præcist samme sted på ruten. Voldsomt stejlt. Det til venstre – fra i dag – takker jeg Jan Poulsen for, det til højre – fra 2015 – har jeg ingen anelse om, hvem fotografen er. Jeg havde tydeligvis for travlt med at lide. Teksterne på Vestjysk Banks henholdsvis hvide og lyserøde løbe-T siger jo egentlig det meste.
Senere var jeg i haven. Slog græs, plantede georgineknolde og lugede ukrudt, mens jeg fik årets første sol på bare skuldre. Jeg kan altså så godt lide at være i den have. Reglerne er enkle dér: Det er godt, hvis jeg laver noget, og lige så godt, hvis jeg ikke gør. Bedet her med skvalderkål og tulipaner regner jeg med, at vi får ryddet og nyplantet i år. Det er cirka fjerde sæson i træk, jeg siger det. Uden at det er sket. Det går alligevel.
Så var det også Lasses maddag, og jeg skal lige love for, maden var en helligdag værdig. Han tilberedte ryggen fra det rådyr, han selv var med til at pille fra hinanden i efteråret. Begge dele under pædagogisk vejledning fra jægersmanden. Krydret rub, godt med bacon, og så på grillen med den. Kæft det smagte godt.
2. maj 2016 | den store bunke |
– Goddag, det er [nyt dækcenternavn), tidligere [gammelt dækcenternavn], samme ejer, samme gode, kendte service. Vi tager telefonen om et øjeblik… blip … (nyt dækcenternavn], det er Bjarke.
– Goddag, det er Birgitte Bjærge, jeg har vinterdæk på min bil…
– Ja?
– … og sommerdæk i bagagerummet. Jeg kunne godt tænke mig, at det var omvendt. Er det noget I kan hjælpe med?
Bjarke og jeg lavede en aftale, og til aftalt tid trillede jeg Lille Hviden ind på pladsen foran [nyt dækcenternavn]. I løbet af ingen tid var sommerdækkene pillet ud af bagagerummet, og den lille bil svævede over gulvet i arbejdshøjde. 16 gange bzzzt med luftmøtrikspænderen eller hvad sådan en nu hedder, syv-otte slag på bagsiden af dækkene med en gummihammer, og så havde skaldet værkstedsdude på ingen tid sat alle fire fastrustede vinterhjul ned på gulvet.
Og her var det, jeg fik mit nye dækskiftekodeord. Kobberfedt.
Kobberfedt er løsningen, hævdede skaldet værkstedsdude. Når man skifter hjul, renser man lige navpladen eller hvad den nu hedder, den hvor møtrikhullerne sidder, af med noget luftpolérværktøj, og så pensler man den lige med nogle strøg kobberfedt. Det er ikke noget, jeg finder på, jeg så ham gøre det.
På med de fire andre dæk, 16 gange bzzzt med luftmøtrikspænderen (den findes rigtigt, i modsætning til luftguitaren), en anden værkstedsdude tjekkede dæktryk og satte kapsler på, skaldet værstedsdude sænkede køretøjet og lagde vinterdæk i bagagerummet. Færdig. Betale ved kassen hos Bjarke og af sted med mig med tak til [nyt dækcenternavn].
Det er godt nok stadig den periode, hvor jeg kører med både sommer- og vinterdæk, nu bare omvendt, men det gør jeg noget ved i morgen. De fylder ret meget i bilen.
Og husk det nu. Kobberfedt.
29. april 2016 | den store bunke |
DER ER OPEN BY NIGHT I BYEN LIGE NU! HØRTE I DET? OPEN BY NIGHT! KOM OG BLIV KLIPPET!
Ja, undskyld, at jeg er nødt til at råbe så højt, men frisørsalonen lige overfor har hyret en fyr til at stå og spille så megamonsterhøjt, at vi ikke rigtigt kan høre noget heroppe i lejligheden på første sal, medmindre vi råber. Vores stue vender mod gaden, og sofaen står op til vinduet. Fjernsynet har sjældent været skruet så højt op, men ellers kan jeg ikke høre det, og jeg kan heller ikke samtale med nogen, der står i køkkenet fire meter væk fra, hvor jeg sidder.
Til gengæld kan jeg høre musik fra 90erne og nullerne, som jeg egentlig havde glemt og egentlig var helt godt tilfreds med at have glemt.
Det sker hver gang, der er Open by Night. De stiller to kæmpehøjttalere op uden for salonen på gågaden, så de vender ud mod de forbipasserende – og os. Sidste gang var vi nede og anbefale, at der blev skruet en smule ned, fordi vi var voldsomt generet af lydstyrken. Så blev der også venligt skruet ned, men det har de glemt denne gang. Eller måske gik de bare ud fra, at de sure genboer var flyttet siden sidst. Det er vi ikke. Og vi er faktisk ikke sure, vi bliver bare lidt stressede af hele tiden at skulle råbe ”HVAD?” til hinanden heroppe.
Jeg forstår egentlig ikke, hvem musikken er for. Kommer der flere kunder ind og bliver klippet, hvis de får blæst hjernen igennem af høj musik eller får varm kakao med flødeskum fra en bod udenfor? Eller var det bare en god ide, at jeg ikke valgte at blive handelsdrivende i midtbyen, for det har jeg da SLET ikke forstand på? Jeg går ikke engang ud i mylderet, når forretningerne holder aftenåbent, selv om jeg bor midt i det, for jeg vil faktisk hellere handle, når der ikke er så mange mennesker.
Nå, men hvis I overvejer at bosætte jer på en gågade, anbefaler jeg at undersøge, hvordan handelstandsforeningen og de enkelte forretninger agererer på store handelsdage og –aftener, og hvor der er koncerter og gadeunderholdning. Fordi så ved man det. Ellers er det ligesom at købe hus på en trafikeret vej på en bilfri søndag i 1973.
Vi nærmer os heldigvis lukketid, og nu gider gutten ikke engang stå og høre på sig selv længere, men har ladet anlægget stå og brøle fortidens toner ud i nabolaget helt selv. Måtte det regne ned i hans ledninger.
CLOSED BY NIGHT! GODNAT!
28. april 2016 | den store bunke, Heldige mig |
Jeg har lige slettet et punkt på min huskeliste. Sy kjole under armene, stod der. Og så gjorde jeg det. Altså, det har stået der i flere dage, så jeg gjorde det sådan set ikke lige med det samme. Faktisk skulle det have været sat på listen i mange uger, før jeg reelt skrev det, så man kan overhovedet ikke sige, at jeg gjorde det med det samme.
Hvordan kom det i første omgang så vidt, at jeg var nødt til at rimpe kjole? Har jeg skumsvedt under armene og på den måde mørnet stoffet? Det tror jeg egentlig ikke. Der er tale om simpel slitage på en kjole, der har hængt på mig op mod halvdelen af tiden gennem mere end fire år. Yndlingskjolen er det. Den blødeste, rareste og rummeligste sorte uldne kjole, der både kan bruges til hverdag og fest, ude i verden og hjemme i sofaen.
Det var den første gave, jeg fik af Morten. Juleaften for fire år siden sad jeg på den brødrene gård i familiens skød og pakkede gaver ud. Der var også en pakke, jeg selv havde haft med fra en, som ingen andre end jeg på det tidspunkt havde hørt om. Jeg pakkede op under stor bevågenhed fra min familie og fandt den sorte kjole. Mine niecer beundrede og undersøgte nysgerrigt. ”Wood Wood”, sagde de anerkendende og lagde hovedet på skrå, “Hvem er han?”, spurgte de også, og vi vidste alle sammen, at ham skulle jeg arbejde videre med.
Da jeg sad og rimpede de skredne og slidte strikninger sammen for lidt siden, tænkte jeg på, hvilket klarsyn og hvilken sikkerhed, han har været grebet af den decemberdag, han købte sådan en eksklusiv gave til en kvinde, han kun havde kendt i to uger, – satsede og i den grad ramte klokkerent plet. Det er ret imponerende.
Og nu er kjolen repareret og kan sagtens holde længe endnu.
Den jul havde jeg faktisk også givet Morten en gave med på juleferie. Det var Kathryn Stocketts roman Niceville. Det var altså også en god gave, men ikke helt så uendelig i brug.
26. april 2016 | den store bunke |
Der var en tv-udsendelse om hemmeligholdte familieskaber, hvor et søskendepar undersøgte kirkebøger på internettet for at få bekræftet, at de havde en ukendt bror. Det var ikke så meget det hemmeligholdte, der fik mig til at gå ad den samme vej, for der er ingen hemmeligheder i min familie. Ja, så skråsikker tør jeg være. Nej, det var mere det med de online arkivalier, der fik mig til vejre og tænke Kan man dét?
Og det kan man. Rigsarkivet har brugt oceaner af tid og midler til at indscanne over 30 millioner enkeltbilleder af arkivalier såsom protokoller, dokumenter, kirkebøger og så videre. Arkivalieronline hedder det, og kirkebøgerne finder man her. Vælg amt og sogn og bladr løs. Det er ikke alt, der er scannet, men Uggerslev sogn i Odense Amt er godt dokumenteret. Jeg kunne gå direkte i Kontraministerialbogen, gå ned til mit år og finde mig selv.
I hele den række, der vedrører det pigebarn, der blev døbt i Uggerslev Kirke den 23. august 1959, er der som ventet ingen oplysninger, jeg ikke kendte i forvejen. Jeg ved, hvor og hvornår jeg er født, jeg kender mine forældres fulde navne og fødselsdatoer og ved, hvornår de blev gift. Jeg ved, hvad præsten hed, og hvem fadderne var. Jeg ved også, at jeg var nødt til at blive døbt, da jeg kun var fem uger gammel, fordi de ellers ikke ville kunne klemme mig ned i familiedåbskjolen, som min mors ældste bror indviede i 1921. Og at jeg startede i første klasse syv år senere sammen med Susanne og Hanne, som har rækkerne ovenover mig i kirkebogen.
Der findes et billede af de efterfølgende dåbsfestligheder. Jeg tror i hvert fald, det var festligt, og at de bistre ansigtsudtryk udelukkende skyldes den skarpe sol. Terrassen vender mod syd, nemlig.
Fire år tidligere er min yngste bror noteret i kirkebogen, og jeg noterede mig, hvem der stod faddere for ham. Det vidste jeg nemlig ikke. Min ældste bror fandt jeg ikke, før jeg kom i tanker om, at han er født i et andet sogn, og så var han nem at finde, og jeg konstaterede, at far og mor har delt sol og vind lige blandt familiemedlemmer, da de valgte faddere til os.
En pludselig indskydelse fik mig til at gå endnu længere tilbage i Uggerslev Sogns kirkeprotokoller, til 1926, og det her er sjovt. I øverste række er min mors data noteret. Ella Jensen. Som den nederste står Ellen. De to kom til verden med så få måneders mellemrum, at de står på den samme side i kirkebogen. Nu, 90 år senere, er de genboer. Fra hver deres lille rækkehus holder de øje med hinanden og tusser på besøg tværs over vejen. Når man når den alder, er det en gave at have en med de samme referencerammer.
Det kommer jeg næppe til at have med dem, jeg deler kirkebogsside med.
23. april 2016 | den store bunke |
De sidste tre gange, jeg har ydet flyttehjælp, har det været for jægere. Jægere har våbenskabe. De er tunge. Det er noget med 130-150 kg, og flyttekammeraterne – som også tit er jægere – stønner og puster og prøver at undgå at være i nærheden, når der skal tages fat. Våbenskabe står nemlig tit inderst i kældre eller på førstesale, og det har noget med sikkerhed at gøre. Hvis der er unge ’knejter’ med, der bare tror, at våbenskabe er en smal sag, bliver de sat til at tage fat, og så er de nok ikke så kålhøgne næste gang.
Jeg havde selvfølgelig ikke fat i våbenskabene – der var to! – denne gang heller, det er jo en opgave for rigtige mænd med muskler, men det kan da godt være, vi næste gang godt vil flytte for nogen, der har lidt lettere ting.
Til gengæld har jægere tit ting, der ikke sådan lige kan puttes i flyttekasser. Kuduer, for eksempel.
