Mit navn det står med lopper
Man kan hævde, jeg er sent ude med et gækkebrev, det er jo flere uger siden, det var påske. Men her er et, jeg var tidligt ude med.
Fordi jeg nu er sådan en, der gemmer ting, og fordi jeg havde en mormor af samme slags – og en mor – har jeg i mit gods dette gamle gækkebrev fra mig til min mormor. Jeg gik åbenbart ikke så meget op i at klippe noget kunstfærdigt som i at skrive og tegne lopper. Og så har jeg sikkert plukket en vintergæk i haven på vejen hen til mormor og morfar og lagt ved.
Mormor har tydeligvis gættet, at det var fra mig. Det har nok heller ikke været så svært, eftersom det blev overbragt personligt. Det har helt sikkert ikke udløst påskeæg hverken den ene eller den anden vej, men jeg er nok blevet budt et brø’sukker (brystsukker, bolsche) fra dåsen i skuffen – enten Flødetabletter eller Schweizerdrops fra Evers.
Vi børn fik ikke særligt tegnepapir, men måtte tegne på brugte konvolutter og kasseret papir fra papirkurven under fars skrivebord. Dette gækkebrev er også skrevet på noget, jeg har fundet der. Mon ikke mormor har smilet lidt skævt, da hun vendte det om.
Og mon ikke far har godkendt regningens rigtighed, siden rykkeren er havnet i papirkurven. Jeg er overbevist om, at der har været tale om en forglemmelse med betalingen.
Men tænk alligevel, at apoteket har været så vant til at skulle gøre opmærksom på ubetalte regninger, at de har haft fortrykte rykkere.