12. september 2021 | den store bunke |
Jeg er lige blevet færdig med Ane Riels nyeste roman Urværk, og dette er min varmeste anbefaling.
Den handler om Alma, der er gammel og døv og bor alene. Virkelighed og erindringer flyder sammen for hende, mens hun kigger ud af vinduerne, og tiden går, samtidig med at den er gået i stå. Tid – og ure – er i det hele taget en væsentlig faktor i fortællingen. Hukommelsen svigter, hørelsen er væk, og i en tiltagende demens har hun udviklet en snigende, absurd logik, som hvirvler hendes tanker rundt og blander det, der sker, sammen med det, der skete engang, og det der måske er sket.
De af Ane Riels tidligere bøger, jeg har læst, er grumme og hjerteskærende, det er denne også, men på en anden og mere stille måde. Et gammelt menneske i forfald og frit fald på kanten af livet. Flere gange under læsningen har jeg tænkt på den mærkelige, bagvendte logik, der farvede min mors sind i de sidste måneder af hendes liv. Det var ofte svært at følge med i og forstå de besynderlige konklusioner, hun nåede frem til, om alt muligt i fortid, nutid og fremtid.
Urværk er virkelig velskrevet og stærkt tankevækkende. Fin og smuk også. Jeg synes, I skal læse den.
5. oktober 2017 | den store bunke |
Ingen må være i Rom uden at spise hos Dino og Tony.
Ingen.
Det har jeg sagt tre gange inden for de seneste uger til folk, der skulle til eller var i Rom. Nogle af dem ramte desværre restauranten på lukkedagen, mens andre har fulgt min inderlige anbefaling og har spist på det mest fantastiske lille spisested i min yndlingsby.
Jeg spiste der første gang for otte år siden, da jeg og to veninder var på weekendtur til Rom 30 år efter, at vi var i byen sammen sidst. Det var den enes store søn, der havde fundet Dino og Tony og anbefalede os at spise der. Det gjorde vi, og det var en fantastisk oplevelse. Siden har jeg anbefalet stedet til alle, der bare kiggede i retning af Rom, og jeg har også haft Morten med derinde, da vi var på vores første kæresteferie.
Udefra ligner det ingenting. Der hænger kulørte lamper på facaden, og man ville ikke drømme om, at der findes en perle indenfor. Dino og Tony er brødre, den ene er tjener, den anden kok, og i 25 år har de drevet en familierestaurant, hvor også de lokale kommer og spiser, og det er i virkeligheden den bedste anbefaling, noget spisested kan få. I løbet af dagen og aftenen drysser folk ind og får mad, og man kan se, at det ikke er første gang. Alle kender alle og hilser på til højre og venstre. Et par andre gamle gutter er en del af den faste tjenerstab, den ene hedder Amadeo, han har altid helt sort tøj på, den andens navn har jeg aldrig fået opsnappet.
Der er ikke noget spisekort. Man skal ikke forvente at bestemme noget selv. Man får den mad, de laver. Når man er blevet placeret ved et bord, bliver man spurgt, om man vil have antipasti. Det siger man ja tak til, og så begynder maden at komme strømmende. Pølse, skinke, pizza, brød, noget med spinat, noget med noget andet, og bagefter går det over i hovedretter, pasta med ost, pasta carbonara, noget med kødboller, stegte artiskokker, forskelligt tilbehør. Dino eller Amadeo eller ham den tredje kommer kørende gennem lokalet med rullevognen fyldt med tallerkener og kaster dem af til begge sider hos gæster, der mangler eller ikke mangler næste ret. Der er rigeligt til alle, og ingen går sultne derfra. Der er også desserter, og de bliver delt rundt på samme måde. Det er alt sammen meget autentisk og meget underholdende. Og maden smager virkelig godt!
Et vinkort eksisterer heller ikke, og spørgsmålet er kun dette ene, om man vil have øl eller vin. Er det vin, er næste spørgsmål hvid eller rød, hvorefter man får en karaffel af den foretrukne fra hovedtankene bagest i lokalet. Al vin er ganske enkelt husets vin.
Det er et forrygende sted, og ingen jeg har sendt dertil har været utllfredse. De fleste har været overraskede, for det er stort set umuligt at beskrive præcist, hvad man kan forvente, og selv om jeg faktisk har fortalt nøjagtigt, hvordan det ville være, har ingen alligevel forestillet sig, at det var sådan. Men alle har begejstret overgivet sig til uforudsigeligheden.
Det er som sagt rigtig god italiensk mad – garantito! –, og det er ikke særlig dyrt. Det eneste, jeg er lidt betænkelig ved, nu hvor jeg har sluppet hemmeligheden ud, er at I alle sammen begynder at overrende stedet, så der ikke er plads til mig næste gang, jeg kommer til Rom. På den anden side ved jeg ikke, hvornår jeg gør dét, så det er fint, hvis I hjælper med at holde restauranten i gang. Og i øvrigt har de en Facebookside, så helt hemmeligt er det ikke. Der kan I også se nogle bedre billeder end mine rysterier.
Adressen er Via Leone IV 60, lidt nord for Vatikanet, og husk: INGEN må være i Rom uden at spise hos Dino e Tony.
17. december 2016 | den store bunke |
Hvordan går det så med den der liste, jeg skrev i går? Jooeh, tak fordi du spørger, det går faktisk fint. Imidlertid er der et af punkterne, som er formuleret så uheldigt, at det ikke er til helt at bestemme sig for, hvornår det er færdigt og kan streges ud. ’Købe flere julegaver’… Man kan jo hævde, at bare der er købt to, er kravet opfyldt. På den anden side er det i det samlede billede ikke nok at købe to, og så er man vel ikke færdig? Så lige med dét ene punkt vakler jeg mellem gjort og ikkegjort.
Men ellers går det godt. Ikke at det hele er streget, men weekenden er heller ikke gået endnu, jo. Et enkelt punkt er påbegyndt, men kun delvist færdigt. Det er ’støvsuge’, og det var lidt af nød, fordi jeg startede dagen med at baldre et glas, da jeg übereffektivt tømte opvaskemaskinen. Ud over det halve af køkkengulvet baldrede jeg glasset, som gik i tusind glasklare småskår, og så var jeg nødt til at lette mine bare fødder og svæve ind efter støvsugeren og give det halve af køkkengulvet et grundigt sug. Da jeg senere nåede frem til dét punkt igen, var det blevet for mørkt at gøre mere ved det. Morgen, also.
Hvad jeg HAR gjort, er at stryge. En dug og tre skjorter, hvis nogle er nysgerrige, og MENS jeg strøg, hørte jeg podcast, og det er det, den lovede anbefaling handler om. Zenia Johnsen faldt for fire et halvt år siden tre trin ned af en trappe og fik en voldsom hjernerystelse. Første gang jeg læste om – og af – hende var i 78 postkortkorte tekster, hun gennem to år skrev på sin blog på sin vej til det menneske, hun er nu, med en hjerne der har taget varig skade. De korte poetiske og sansefortættede tekster rørte mig, gjorde mig ondt, satte tanker i gang og blev siddende. Hun kaldte dem Postkort fra en hjernerystelse, og de er netop udgivet i romanen Hjerneskælv – postkortroman. Her fortæller hun selv om bogen.
Zenia Johnsen er forhenværende bibliotekar, lektør, anmelder og forlagskonsulent. Hun formulerer sig fantastisk, tegner guddommeligt og ser verden i vidunderlige vinkler, blandt andet på Instagram. Jeg kan forstå, at hun er et andet menneske nu end før faldet. Jeg kender ikke før, men jeg er vild med nu, og jeg er fuld af respekt.
Podcasten, som jeg hørte mens jeg strøg mit tøj og min dug, hedder Rystelsen og er en meget billeddannende radiomontage af sammenklippet tale, musik og lyde. P1 præsenterer den sådan her: ’Zenia Johnson faldt tre trin ned af trappen og hendes verden blev aldrig den samme igen. Den var fuld af lyd. Og stilhed. Rystelsen er en sanselig radiofortælling om en kvindes kamp for at genfinde sig selv og sit liv efter en hjernerystelse, der fik virkeligheden til at slå revner.
Tilrettelæggelse: Rebecca Bach-Lauritsen og tonemester Peter Albrechtsen’.
Jeg synes, du skal høre den. Du behøver ikke at stryge imens. Bare du hører efter.
5. august 2016 | den store bunke |
“Bare det var mig, der havde skrevet det. Nej, bare det var mig, der var i stand til at skrive sådan!”
Jeg kaster mig altid næsegrus i støvet af beundring, når jeg møder champagneskriv. Velformulerede tekster hvor ordene smyger sig sammen og giver øjeblikkeligt billeddannende mening, og hvor ikke et eneste komma eller nutids-r kunne være sat smukkere. Og så endda med indhold indbygget i den elegante form. Så bliver jeg sådan en, der allerhelst ville stille mig helt tæt op ad skribenten og lade, som om vi altid har været bedstevenner på helt samme sproglige niveau.
Jeg støder jævnligt på dem. Dem der mestrer deres håndværk. Og jeg synes faktisk ikke, man kan rose dem nok. Så nu anerkender jeg.
Mette Goddiksen er en af dem. Hun skriver skarpt og brilliant på villapyt.dk. Jeg kender hende ikke personligt, men jeg kender hendes mand (hvis formuleringer i øvrigt også trækker kluklatter efter sig), som af og til har lagt links til hendes tekster ud i det åbne rum til glæde for blandt andre mig. Første gang var vist dengang, hun tog på bustur til Italien med små børn. Senest har hun skrevet om likes på de sociale medier, og ellers spænder emnerne bredt. Fra betragtninger om danskhed til hvilke værdisæt man vælger at bosætte sig i. Fælles for det hele er, at det udtrykker holdninger og er eminent velskrevet – som honning for mit sprogøre.
Gå selv på opdagelse på hendes blog. Der er perler at fiske.
3. januar 2016 | den store bunke |
Engang imellem sammenligner min datter og jeg lister over de blogs, vi hver især læser, og anbefaler nye, vi har fundet siden sidst, snakker om, hvorvidt den og den blogger nu har født, og hvordan det går med det og det projekt, vi har læst om, og sporer os ind på, hvad der egentlig interesserer os, og hvad vi har lyst til at læse om.
Der er forbavsende stort sammenfald af dem, vi læser med hos. Men Laura er 23 år, jeg er 56, og i sagens natur er vores interesser ikke ens på alle planer. Og helt objektivt set er der flere blogs der henvender sig til hendes segment, end der er til mit.
Eller er der?
Lige her nederst i højre side har jeg en liste, som jeg kalder Favoritskrivere. Her linker jeg til de skribenter, jeg følger mere eller mindre fast, og som jeg gerne anbefaler. Udvalg og indhold spænder ret bredt, og det er af mange forskellige årsager, jeg er blevet fanget ind og er blevet hængende.
Hvem skal jeg tilføje på min liste? Er der nogle indlysende, jeg ikke har fundet endnu. Hvad læser I? Smid mig gerne jeres anbefalinger i en kommentar og berig mig.
