24. september 2020 | Udpluk |
- Jeg prøver at finde positive aspekter ved Covid-19-situationen. Jeg har forsøgt med ’Man bruger færre penge’. Det er bare ikke rigtigt. Muligvis er det ikke virussens skyld.
- Mit sportsur har udviklet invasive menneskelige træk og er begyndt at give mine præstationer karakter. Undervejs på løbeturen udstødte det et bip og vurderede min indsats som ’Nogenlunde’ … jamen, tak, jeg syntes ellers lige, det gik godt.
- Flere gange hver dag flyver et hold ænder ind i haven og gnasker samtlige nedfaldsæbler. Det er en god deal. Tak, Team Gråand, I er et effektivt og skattet renovationshold.
- På lørdag skal min søn flytte, og jeg skal finde en gammel kernekompetence frem: Kunsten at køre med trailer uden at være nødt til at bakke. Man glemmer heller aldrig at kunne cykle, vel?
- Som barn var min fulde postadresse Birgitte Sørensen, Kærsenggaard, Uggerslev, Fyn, Danmark, Europa, Jorden, Mælkevejen, Universet. Det var åbenbart ikke til at vide, om nogen fra en anden galakse eller et andet univers kunne finde på at skrive til mig.
20. september 2018 | Udpluk |

- Yngsten flytter hjemmefra om kort tid, og jeg har muligvis forkøbt mig i håndklæder til ham. Hvis han ikke sætter foden ned, vil hans første eget hjem være udstyret med en fire gange så høj håndklædestabel, som jeg selv startede med i sin tid. Er muligvis nødt til at købe ham et skab også.
- Jeg har også hentet et par kasser frem med det, der er tilbage af grej som børnene måske vil overtage når de flytter hjemmefra. Jeg har bare kastet et kort blik ned i dem og konstateret, at der blandt andet er mulighed for at overtage en elkedel, otte steakknive, Mortens aflagte pas (?!?) og en hulske. Det er selvfølgelig en start, men ellers tager vi den store tur på søndag og laver en liste over, hvad der mangler i hans startsæt. Mit initiativ, ikke den fraflyttendes.
- Jægersmanden er taget på bukkejagt i Sverige med et kobbel kammerater, og den endnu ikke hjemmefraflyttede har også udenbys aftaler de næste dage. Sikke jeg skal brede og kede mig! Det bliver også fedt. Og lidt tomt. Men fedt.
- Når jægersmanden ikke er hjemme, spiser Lasse og jeg hokkaido. I dag skar jeg græskarret (med skræl, men uden kerner) i skiver, omviklede hver skive med en kvist frisk timian og en halv skive bacon, kværnede salt og peber over, plaskede olivenolie over med rund hånd og bagte hokkaidofritterne i 35 minutter ved 200 grader varmluft. Spis aioli til. Det er kongemad! Super tilbehør til … alt, tror jeg.
- Vi har alle sammen noget, de andre spiser i ens fravær. Når Morten ikke er hjemme, spiser vi for eksempel hokkaido. Vi får oftere tærte, når Lasse ikke spiser med, og når Astrid ikke er her, vælter vi os i grøntsager. Jeg ved ikke, hvad de andre spiser, når jeg ikke er hjemme. De skulle egentlig benytte lejligheden til at spise rosenkål og bananer.
- Jeg er allerede helt spændt på, hvad jeg selv skal have at spise, nu når jeg er alene hjemme til aftensmad.
- Solsikkerne har ikke noget at gøre med noget af ovenstående. De har bare stået og været pæne, siden Morten havde dem med hjem i sidste uge.
30. juni 2018 | Udpluk |

Tanker tænkt under støvsugning
- Det er egentlig utroligt, at to bittesmå sneppefjer, der ligger i vindueskarmen som trofæer over jægerens træfsikkerhed, aldrig er forsvundet under rengøring. Eller måske er det ikke så utroligt.
- De nye affaldsbeholdere med helt nyt sorteringskodeks, som vi fik i den forløbne uge, giver mig samme følelse som et gamle computerspil. ALT vores affald er kastet op i luften, og vi skal løbe rundt og dirigere det i de rigtige retninger, inden det rammer jorden … Men vi får det lært!!
- Sommerfugle findes stadig! Jeg har set to i dag, en kålsommerfugl og en nældens takvinge.
- Få mig nu taget sammen til at købe nye – og hele – vasketøjskurve.
- Husk at vande krydderurterne.
- Kunne jo også godt lige samle noget strygetøj sammen og få det hele strøget på én gang. Bare en tanke.
- Husk at tage en skål med låg med i kolonihaven til de taybær, der sikkert er modnet siden i forgårs.
Tænkt under en afstikker ud i haven for at tømme kompost og vande krukker:
- Kunne jo også godt lige købe nye krydderurter – der ikke er visne grundet mangelfuld vanding.
- Neiij, er det døde oliventræ genopstået? Er der ikke tremillimeters ansatser til noget, der godt kunne ligne nye bladskud?
Tilbage ved støvsugeren:
- Skal også have lagt vasketøj sammen.
- Tror jeg støvsuger ovenpå i morgen.
4. februar 2018 | Udpluk |
- For en uge siden på dette tidspunkt havde vi travlt med at være forsinkede i lufthavnen i Bruxelles.
- Og ugen efter… dén er bare gået hurtigt. Jeg synes ikke, jeg har lavet andet end at arbejde. Og vaske tøj og lave aftensmad og gå aftentur og gå for sent i seng.
- Jo, jeg har også været på kursus. Men det var også arbejde. Kunsten at skrive fængende salgstekster. Og fængende overskrifter til dem. Det ser ikke sådan ud, men jeg HAR altså lært noget.
- Weekenden er også gået hurtigt. Jeg har besøgt min mor og været til generalforsamling og fest og lavet en stor grafisk opgave og gået en lang tur.
- For resten er det nok også al den snak om vores rørskade, der har trukket mig træt i de seneste dage. Vi har haft smed, murer, tømrer og maler i gang med at give tilbud, som vi skal sende til forsikringsselskabet, så de kan gå i gang med at behandle sagen. Der er altså et stykke vej endnu, inden vi kan sige, hvad der konkret kommer til at ske. Jeg tør ikke rigtigt gennemtænke alle konsekvenserne, men jeg har vovet mig så langt som til at tælle op, at ud af de 12 rum, som vores hus indeholder, vil de otte blive berørt og skal have enten gulve, vægge eller lofter brækket op. Pffffhh! Træt …
- Jeg hørte om en gruppe kvinder, som har lavet en forening, hvor de blandt andet vil arbejde på, at de landmænd, de er gift med, kommer ud for færre arbejdsulykker, og helt generelt vil de gerne gøre opmærksom på alle de ting, der glæder dem ved landbruget, og publicere de gode historier. Jeg tænker bare, at en forening, der gerne vil tages seriøst, måske ikke skulle have kaldt sig De glade stiletter.
- Nå, men jeg er Den glade hjemmesko, og jeg har opdaget, at jeg har glemt at se afsnittet af Broen fra sidste søndag, hvor jeg jo hang for vildt ud i den belgiske lufthavn. Det må jeg hellere få gjort.
8. juni 2017 | Betragtninger |
Når et menneske med sit udseende eller sin væremåde får dig til at tænke på et andet menneske, er det ALTID bedst at sige, at ’xx minder mig om yy’ frem for ’xx ligner yy’.
’Ligner’ bygger på en forestilling om, at I ser det samme, og den, du taler med, kan til hver en tid bare sige: Næ!, hvis han ikke synes, xx ligner yy.
’Minder mig om’ er subjektivt, og INGEN i hele verden kan modsige, at du kommer til at tænke på yy ved at se xx!
Bare et godt tip. Selv tak.
Theresa May minder mig i øvrigt om Moster Gudrun, som vi overtog kolonihaven efter.