Uagtsom vits
Sommetider får hjernen vredet et elegant ordspil sammen, uden at den ved det. I går faldt snakken på netop det, og jeg kom i tanker en græskopgave, jeg skrev i gymnasiet.
Jeg var klassisksproglig student, derfor græsk.
Til den slags afleveringer havde vi både en original græsk tekst og den officielle danske oversættelse til rådighed, og en af delopgaverne var at gøre rede for, hvorfor oversætteren havde oversat netop sådan, selv om der ikke ordret stod det samme i originalteksten.
I den specifikke opgave, jeg tænker på her, stod der i den græske originaltekst blot noget med “Han vandt første gang … (i et eller andet hestevæddeløb)”, mens der i oversættelsen stod, at “Han høstede sine første laurbær ved …”.
Jeg kunne have svaret, at det var for at gøre teksten mere blomstrende og floromvunden, at det var for at sætte kolorit på. Men det jeg skrev var, at oversætteren havde ønsket at sætte mere krydderi på teksten.
Da jeg fik opgaven tilbage, havde min lærer sat et udråbstegn netop dér og noteret, at “En sådan vits fornøjer enhver, der sidder og retter opgaver!”. Først forstod jeg overhovedet ingenting af, hvad han mente. Vits? Hvad?
Men så: Aaaahh…! Laurbær. Krydderi.
Tøhø. Den er en lurendrejer, den hjerne.
