27. juli 2016 | den store bunke |
Sommetider får hjernen vredet et elegant ordspil sammen, uden at den ved det. I går faldt snakken på netop det, og jeg kom i tanker en græskopgave, jeg skrev i gymnasiet.
Jeg var klassisksproglig student, derfor græsk.
Til den slags afleveringer havde vi både en original græsk tekst og den officielle danske oversættelse til rådighed, og en af delopgaverne var at gøre rede for, hvorfor oversætteren havde oversat netop sådan, selv om der ikke ordret stod det samme i originalteksten.
I den specifikke opgave, jeg tænker på her, stod der i den græske originaltekst blot noget med “Han vandt første gang … (i et eller andet hestevæddeløb)”, mens der i oversættelsen stod, at “Han høstede sine første laurbær ved …”.
Jeg kunne have svaret, at det var for at gøre teksten mere blomstrende og floromvunden, at det var for at sætte kolorit på. Men det jeg skrev var, at oversætteren havde ønsket at sætte mere krydderi på teksten.
Da jeg fik opgaven tilbage, havde min lærer sat et udråbstegn netop dér og noteret, at “En sådan vits fornøjer enhver, der sidder og retter opgaver!”. Først forstod jeg overhovedet ingenting af, hvad han mente. Vits? Hvad?
Men så: Aaaahh…! Laurbær. Krydderi.
Tøhø. Den er en lurendrejer, den hjerne.
11. maj 2016 | den store bunke, Heldige mig |
I fredags gik vejret, Viborg Katedralskole og omkring 300 afgangselever sammen om at skabe fantastiske rammer for og forrygende indhold i årets galla.
Solen skinnede fra en høj himmel, da det ene flotte par efter det andet ankom til fods, i fantasifulde køretøjer og skinnende biler og lod sig fetere og fotografere, inden de skred op ad den røde løber. Unge mennesker på tærsklen til fremtiden. De har alle muligheder foran sig, de kan det hele og ejer verden. Denne dag tænkte de ikke på terperi og forestående eksamener, de festede og fejrede hinanden i deres smukke kjoler og nye jakkesæt og nød, at dagen var deres.
Min yngste søn var en af dem. Årh, han så godt ud. Danse lancier kunne han sandelig også. Jeg var godt nok en stolt mor – sammen med flere hundrede andre stolte forældre. Det er jo det fine ved det; at vi alle sammen synes, vores egen er den allerbedste, og på den måde er alle glade.
Det er slet ikke nemt at finde ord at beskrive med, men heldigvis tog Morten en lang række fantastiske billeder, så her kommer en udvalgt kavalkade, som taler for sig selv.
I gjorde det godt, alle sammen!
25. april 2016 | Over aftensmaden |
Hvor mange undervisningsmoduler 3.g’eren har tilbage i gymnasiet. Nogensinde.
Fennikel.
Hvor i Spanien gymnasiets spanskhold plejer at tage hen på sprogrejse.
Hvordan det går med at øve lancier til galla om halvanden uge.
Maden. Vi husker altid at rose maden.
Hvem man er på naturlig krammer med, og hvem det er grænseoverskridende at kramme.
Som direkte følge heraf: Håndtryk. De gode faste og de vattede. Om at “træde ind i et håndtryk”.
Et hagl i rådyrbiksemaden.
Dronningens besøg i Viborg i dag og hendes hat i særdeleshed. Den lignede skålen fra et agern. Med stilk. I blå.
Noget jeg sagde (“Nu lyder du som mormor!”).
Uregelmæssige bøjninger i dansk, formuleret af en chilensk flygtning.
At man ikke må sige “i sommers”. Aldrig.
At ingen af os tog hverken ketchup eller HP-sauce til biksemaden.
13. maj 2015 | den store bunke |
Det er ved den tid, hvor eksamensfagene udtrækkes på ungdomsuddannelserne. Hjemme hos os følger vi med i, hvad gymnasiasten skal udsættes for her ved slutningen af 2.g. I dag fik de at vide, at de ikke skal op i nogen skriftlige fag. Det ærgrer han sig lidt over, for havde han skullet op i skriftlig matematik, havde risikoen for mundtlig matematik været mindre.
Men nu ligger det sådan, at han skal op i to af følgende fire mundtlige fag: oldtidskundskab, matematik, religion og naturgeografi. Han håber på alt andet end matematikken. Han skitserede scenariet: Hvis mundtlig matematik bliver udtrukket, græder han. Så kommer han over dét og græder så lidt igen, når det går dårligt til prøven. Og så kommer han over dét også.
Men der ER en smutvej, fortsatte han. Hvis en elev dør under prøven, består hele klassen.
En moderne sort nyfortolkning af En for alle.
16. august 2013 | den store bunke |
I aftes sad Morten og rodede med nogle gamle gymnasiepapirer, deriblandt årgangens Blå Bog. Et navn på en af klassens piger sagde mig et eller andet, uden at jeg kunne placere det. Senere i snakken fortalte han, at den pige nu er præst i Xxxxby, og da slog det mig: Det var hende, som døbte Laura.
Vores børn er ikke døbt som spæde, men da Laura var otte år, insisterede hun på ville døbes. Hendes kusiner og fætter var lige blevet bunkedøbt i forbindelse med den ældstes konfirmation, og nogle af vores venner havde adopteret en pige, som blev døbt, da hun kom hertil som treårig, så Laura vidste godt, at man ikke behøver at være et spædbarn i dåbskjole. I lang tid slog vi det hen som en forbipasserende grille, men hun blev ved. “Men jeg tror på Gud!”, påpegede hun, og det var et argument, som var svært at afvise, så vi tog kontakt til vores kirke og fik arrangeret en dåb.
Præsten, som altså har gået i gymnasiet med Morten, var i den periode konstitueret sognepræst i vores sogn under den faste præsts orlov, og hun var en skøn kvinde med god fornemmelse for, hvad vi var for nogen. Hun foreslog, at vi valgte en søndag, hvor der var familiegudstjeneste. Det blev en herlig dag med en sprudlende gudstjeneste i en propfyldt kirke med juniorkonfirmander, som spillede teater, et børnekor og dåb af tre børn, hvoraf to hed Laura, men kun den ene svarede selv. Jeg blev bekræftet i, at barnet ikke gjorde det for vindings skyld, da hun blev dybt forundret over at få gaver ved festen bagefter.
Siden kom hun dog i tvivl om sin tro, da hun gik til præst. Men det er en anden historie.
I aftes var vi helt opfyldt af verdens forunderlighed, og Morten skrev en mail til sin gamle klassekammerat og fortalte om det sjove sammentræf. Hun svarede blandt andet:
Husker faktisk godt en pige på 8 år, der blev døbt. Fortæller nogen gange om hende til mine konfirmander, som lige tror, at man kun kan døbes som spæd eller som konfirmand og så er den ikke længere….
Vi har sat spor i historien.
Her er invitationen, som Laura lavede dengang. Det lignede meget godt præsten. Den lyserøde må være mig, den grønne med fregner er dåbsbarnet selv, og den, der ligner Benny fra Olsen-Banden, er barnets far. I virkeligheden var vi lidt mere afdæmpet klædt.
Blå Bog var fra 1984, og Morten konstaterede med et forklaret udtryk i ansigtet, at “så har vi 25 års jubilæum næste år”. Han var sproglig.
