6. august 2019 | Køkkenskriverier |
“Har vi lyst til at grille mine jatak-kongerejer med nye kartofler til?”, spurgte jeg Morten i en sms midt på eftermiddagen. Det er cirka det tidspunkt, vi ofte får vendt, hvem der tager ansvar for aftensmaden. Lige så tit er der radiotavshed, og så må vi improvisere, når vi begge er kommet hjem. Vi er aldrig blevet sådan helt gode til at få taget madplaner alvorligt.
I dag følte jeg lidt, det var min tur, for i går modtog jeg ved samme tid en besked med ordlyden “Jeg skal nok fikse maden i dag”, og den førte til lækker squashsuppe med rødspætteruller. Jeg var ikke presset i forhold til, at det skulle være lækkert, bare at det skulle være.
Svaret på det indledende spørgsmål var selvfølgelig … ja tak.
For nogle uger siden sprang jeg på et af de tilbud, hvor en butik på sin Facebookside udbyder et begrænset parti et-eller-andet til en favorabel pris. Man skriver ja tak i en kommentar og angiver, hvor mange man gerne vil hente i butikken – og det gør man så. Hvis det for eksempel er en stor pose store rejer, og man er mig, smider man dem i fryseren til en passende lejlighed.
I dag.
Omkring kolonihaven og grave en passende mængde kartofler op, og så lige røre en dip af creme fraiche, mayonnaise, hvidløg, salt og peber, lidt Dijonnaise og citronsaft, sætte en anden til at grille, – så er aftensmaden fikset.
Så fejrede vi med et glas vin, at vi kunne spise på terrassen. Det må man gerne på en tirsdag aften, der er den anden vellykkede arbejdsdag efter sommerferien.
Ja tak til det.
27. oktober 2018 | den store bunke, Heldige mig |
Jeg har plukket de sidste blomster fra haven, inden frosten angiveligt slår dem ihjel i nat og endda har en ekstra time til at gøre det i.
Sikke en flot dag, det har været på mine breddegrader, og sikke meget jeg har ordnet. Gjort badeværelser rene, stablet brænde, forsøgt at holde varmen i kolonihaven ved at rode med noget ukrudt – eller snarere mod noget ukrudt.
Og nu har jeg været i bad og fået pænt tøj på, og i aften skal vi til gospelkoncert.
Så kort kan en fin oktoberdag beskrives.
3. august 2016 | den store bunke, Heldige mig, Køkkenskriverier |
På visse områder er det helt i orden, at hverdagen er ved at finde sit gamle mønster igen. Ja ja, vel er jeg træt, når jeg kommer hjem fra arbejde og går i fare for bare at klatte omkuld på sofaen. Lige i dag er trætheden måske også forstærket af regn og gråvejr – og at jeg som sædvanligt (dér var det med hverdagen igen!) er kommet til at gå for sent i seng og dermed få sovet for lidt. Og ja ja, helt dagligt er det alligevel ikke, for Morten og mindsten har udnyttet de sidste dages skolesommerferie til at tage på sheltertur på Fyn – og øv for regn og gråvejr i den forbindelse, for resten.
Men der, hvor hverdagsvanerne er velkomne, er på kokkeområdet. Lasse er færdig med at være på udlandsferie, og det er onsdag! Onsdag er hans maddag.
Jeg kom ind af døren klokken halv fem og hørte som det første lyden af emhætten. På komfuret stod en gryde. Og der duftede godt. Kokken var ikke at se. Jeg kiggede ind på værelset. “Hvad koger du?” “Sådan noget … bøf…” “Bøf?!?” “Ja, det skal simre”.
Jeg har lindet på låget. Det simrer. Der er også noget tomat og noget løg dernede. Det dufter godt! Måske skal vi også have nogle af de alsaciske knefles, han købte i Strasbourg. Det er ægnudler, jeg tror, de hedder Spätzle på tysk. Jeg er spændt.
Under alle omstændigheder stornyder jeg, at juniorkokken er på hjemmebane igen.
Måske skulle jeg også lige udnytte den tid, jeg slipper for ved komfuret, til at gå en runde med støvsugeren. Det kan i hvert fald aldrig skade. Hverken at omgivelserne bliver en smule renere eller at skærpe appetitten med fysisk arbejde.
Denne hverdagsonsdag er god ved mig.
