29. juli 2014 | At have have |
Efter to dage med købepizza og en tredje med henholdsvis havregryn og havregrød til aftensmad syntes jeg, at vi trods alt pakkerodet skulle have aftensmad med lidt mere omtanke. Jeg tog i haven efter salat og tomater. Nabo Ejnar på 90 var i sin have. Han var ved at klippe toppen af kartoffelplanterne, fordi – sagde han – så undgår man, at der trækker skimmel ned i kartoflerne. Der var jeg allerede bagud, tænkte jeg og besluttede på stedet, at kommer der skimmel, så gør der det.
Han havde også trukket alle løgene op og lagt dem til tørre oven på jorden, for nu syntes han, de var store nok. Jeg besluttede på stedet, at vores løg sagtens kan tåle at blive lidt større. Selv om nogle af dem faktisk er temmelig store. Vi har bare ikke tid til at nusse i haven i disse dage.
Der bor en frø eller en lille tudse i redskabsrummet. Hver gang jeg kommer ind for at hente greb og spand til kartoffelopgravning, pusler det nede i nogle visne blade, og jeg råber “Huh!” Hvis frøen kunne, ville den sikkert også råbe huh! Jeg tror, vi bliver lige forskrækkede. Ja, jeg indrømmer det: jeg er ikke til padder og kryb. Hvis min arm var halvanden meter lang, kunne jeg nå greben uden at gå ind i rummet. Men jeg siger til mig selv, at tudser og frøer gerne må være der, for de spiser snegle, som jeg også synes er klamme. Jeg tænker bare, at den lille frø burde være uden for og ikke inde i det tørre skur. Måske kan den ikke finde ud, og jeg har nævnt for Morten, at når en af os – og ikke mig – kommer i haven, bliver den måske båret ud.
Der er vildt mange modne tomater nu, både cherry-, blomme- og almindelige, og jeg fik en god stor pose med hjem.
Og se så lige her, hvad jeg ellers tog i min kurv. Det blev et ovnfad med løg og rodfrugter, en salat med romaine, tomater og feta, og så med et par fiskefrikadeller til. Det var altså godt. Tak, have.
2. juli 2014 | At have have |
I dag gravede jeg de første kartofler op i kolonihaven. De skulle ellers være af henholdsvis ’tidlig’ og ’middeltidlig’ sort, men i min bog skal planterne altså blomstre, inden man kan begynde at få kartofler op af jorden. Den middeltidlige slags – Exquisa – har blomstret i et stykke tid, og blomsterne er ligesom bare uforandrede, som om de har bestemt sig for at se ud på nøjagtigt samme måde for evigt. Den tidlige Hamlet har ikke sat en eneste blomsterknop.
Så jeg har ladet dem stå. Indtil i dag, hvor jeg testede begge slags.
Og jeg skal da love for, at de er store.
I flere uger kunne vi vel så have spist egne, nye kartofler. Jeg er en knold, at jeg ikke engang har prøvet at kigge til dem. Men lad os nu ikke se tilbage. Lad os se frem. Jeg glæder mig for eksempel til min madpakke i morgen.
Jeg har også dyrket den fineste romainesalat i haven. Frodig, grøn og god. Så i morgen tidlig pakker jeg et par skiver rugbrød, rigeligt med salatblade, en håndfuld kolde, kogte kartofler og nogle tomater. Så skal det bare have et drys salt og et par dutter mayonnaise for at blive en kongefrokost.
Eller en grevindefrokost.
15. juni 2014 | At have have |
Jeg har arbejdet hårdt i dag. På at huske, at en gang imellem skal man nyde mere end yde. Jeg gjorde mig umage. I to timer lå jeg på solsengen i kolonihaven og holdt øje med, at vanderen drejede rundt, imens jeg hørte lydbog. Jeg var god til det.
Faktisk var jeg heller ikke arbejdsdygtig. Balleskaden fra altanskuringen i går kan stadig mærkes, og kun når jeg sad på en bestemt måde i solsengen, mærkede jeg den ikke. Derfor havde jeg bestemt hjemmefra, at jeg ikke skulle lave noget som helst fysisk i dag, udover at holde øje med det hele. Og der var sandelig nok at se til.
Der var svævefly over byen. Der var solsorte der tjekkede jordbærrenes rødmen. Der var vanderen i sving. Der var naboen som klippede hæk. Der var løbere ude på vejen. Og til jer to – I ved, hvem I er –, der løb forbi: Næste gang kommer I da bare ind og får et glas koldt vand. I så jo, jeg var der – jeg hørte jer nævne mit navn.
Vanderen var dygtig til at passe sit arbejde. Jeg holdt øje med den.
Jeg holdt også øje med, om skvalderkål og fredløs gror. Det gør de. De er gode til det. Og det ser ud til, at fuglene husker at snuppe ribsene i takt med, at de rødmer.
11. juni 2014 | At have have |
Høsthåbet i haven er lidt blandet i år. Der var mere grøde i afgrøderne sidste år. Måske har det regnet for lidt i vækstperioden. Eller jeg har været ualmindelig uheldig med de frø, jeg har sået. Jeg er i hvert fald færdig med icebergfrøbånd. Der kom slet ingenting op. Spinaten gror sporadisk. Jeg har sået påny. To gange. Men i forhold til sidste års imponerende overflod er det slemt skuffende. De fem rækker, jeg efterhånden har sået, kommer ikke engang til at give nok til ét måltid. Pastinakkerne kommer slet ikke. Af de tyve squashfrø, jeg har sået i potte og på friland, er der blevet én plante. Som endda ser en smule skravlet ud.
Men det nytter jo ikke at græde over alle de bare pletter. Der er også noget, som kvitterer for min indsats. Lad os hylde dét. Gulerødderne gror. Jeg har dild og to slags salat med hjem fra haven her i aften. Første række rucola er spist, og næste er godt på vej. Romainesalat er godt i gang, og vi har spist flere gange. Iceberg (løse frø!) pibler op. Det ser ud til, at persillerod endelig er kommet op. Rødbederne er fint på vej i en jævn række. Løgene er flotte.
Kartoflerne blomstrer endelig. Den middeltidlige sort Exquisa er kommet foran den megettidlige sort Hamlet. I sidste ende ender de samme sted.
Der er bær på både ribs- og solbærbuskene, men det ser allerede ud, som om solsortene igen i år ribber ribsene, før vi kan nå det – og før de er modne. Solbærrene lader de være i fred, så der er håb om lidt syltetøj. Hvem der vinder blåbærrene, ved vi ikke endnu, men bær er der.
På den overdækkede terrasse med de store vinduer – så det næsten er et drivhus – har vi to kapillærkasser. Den ene med almindelige tomater, som ser lidt pjevsede ud, men de skal nu nok sætte frugter. I den anden gror en lille trodsig peberfrugtplante, som kæmper for at få plads og lys ved siden af en blommetomat og en cherrytomat, som har vist sig at være himmelstræbende, livskraftige kæmper. Der er håb om hjemmedyrket peberfrugt.
1. juni 2014 | At have have, den store bunke |
Fjernsynet kører med festforestilling og fejring i anledning af Prinsgemalens 80 års fødselsdag. Jeg er ikke kommet videre derfra. Er faktisk stadig lidt paf over, hvor høj Maria Rørby Rønn egentlig er. I rød kjole og på et par høje stiletter ragede hun så højt op over Dronningen og Prinsgemalen, som ikke er små mennesker, at jeg uvilkårlig kom til at tænke på halvkæmpen Madame Maxime, forstanderinden fra den franske troldmandsskole Beauxbaton fra Harry Potter.
Men nu er underholdningen i gang, og den gør jo ingen skade, så det får lov at køre, indtil der kommer nogle nyheder, der kan opdatere mig på verdens gang de sidste dage. Jeg har ikke holdt øje.
I dag har jeg stenet. Chillet. Slappet af. Var til 50 års fødselsdagsfest i går og er en lille smule træt i dag. Har lidt ondt i halsen. Passer på mig selv inden en ny uge. Var et par timer i haven. Den nye vander var ikke nem at få til at fungere. Faktisk kunne vi overhovedet ikke få den til at køre hele vejen rundt. Det er helt urimeligt, at to forholdsvist begavede mennesker skal slås hjem af en cirkelvander, der kun vil cirkelvande partielt.
Vi opgav nu ikke uden koncentreret googling.
Derefter blev vippevanderen taget til nåde et kort stykke tid, ingen udgangen blev en kombination af det sunde stykke fra den gamle vander, som jeg ødelagde, og et sundt stykke fra den nye vander. Dermed kan hele køkkenhaven igen vandes i én omgang, og imens skal vi huske at nyde lige så meget, som vi yder. Astrid har et helt naturligt talent for at nyde.
31. maj 2014 | At have have, den store bunke |
I går kom jeg til at knække havevanderen. Den gode cirkelvander, som kunne nå et stort område trods et relativt lavt vandtryk. Vi har også en, der vipper frem og tilbage, men der er ikke pres nok på vandet, og den skal derfor flyttes mange gange for at nå hele haven.
Det blev spredt vanding i går.
I dag drog jeg på cirkelvanderfærd. I det først besøgte byggemarked havde de ikke den model, jeg var ude efter. I havecenteret, som var næste stop, havde de dyre sager. 249 kroner for den rigtige model. Jeg syntes, det var lige i overkanten af, hvad jeg gad bruge på en vander, og overvejede længe, om vi alligevel ikke bare kunne klare os med vippevanderen. Men den blev jo underkendt allerede sidste år. Jeg kiggede videre. Jeg behøver ikke mærkevarer, og det kunne være, de havde noget billigere. Det havde de ikke. De havde noget dyrere. Et andet mærke med tilsvarende egenskaber til 310, og pludselig blev den første, der var tres kroner billigere, helt attraktiv, og jeg tog den med til kassen.
Ha!, sagde jeg indeni og blev enig med mig selv om, at det er sådan, man får folk til acceptere en høj pris: Man skal bare vise dem noget, der er endnu dyrere, så glider det første ned.
Nu mangler jeg bare at få presset denne positive tilgang ned over den parkeringsbøde på 650 kroner, jeg kom ud til, fordi jeg ikke havde set, at man skulle stille parkeringsskive.
Måske er vinklen nødt til at være, at det i det mindste var godt, at jeg købte en vander, så jeg ikke fik en bøde for ingenting.
Den første, som siger at vanderen så kostede mig 900 kroner, kan få en kur med en vinkelsliber.
