29. april 2014 | At have have, Køkkenskriverier |
På selvsamme dag, hvor Noma igen blev kåret som verdens bedste restaurant, lå jeg lige i slipstrømmen og følte mig også som en blæret nordisk madlaver. Det var ikke med myrer eller mos, hummer eller havtorn. Det var skvalderkål.
Vi havde gode venner til hverdagssammenskudsgæstebud, og noget af det der kom på bordet var salat med skvalderkål. Høstet i kolonihaven i det bed, der sidste år skulle ryddes i løbet af sommeren. Det blev det ikke, og hurra da for det. Det bliver nok i år, vi får gravet alt væk og står tilbage med jomfruelig sort jord uden alt det rod. Måske. Men indtil videre er det dér, årets første spiselige høst kom fra. Jeg fik også en lille forskrækket snegl med hus med hjem, men den spiste vi ikke.
Jeg fik ikke taget billeder af maden, så den kan jeg ikke flashe. Men jeg brugte denne opskrift. Og her er kilden til det nordiske køkken.
20. april 2014 | At have have |
Jeg har sået og plantet lidt her og lidt der og på forskellige dage og i lidt tilfældig rækkefølge og hvad jeg havde lyst til og tid til. Der var også noget i forvejen, og der må jo ikke være kartofler samme sted hvert år. Meget af det er på slump og lidt vilkårligt, og en del har jeg tænkt anderledes til at begynde med, end jeg endte med at gøre det. Jeg har også allerede glemt, hvornår jeg startede med hvad.
Så jeg har lavet et skema, så jeg kan huske hvad og hvornår. Så kan jeg også nemt svare på, hvornår jeg lagde kartofler, for det er jeg helt sikker på, at jeg vil blive spurgt om igen og igen. Ikke at nogen har spurgt endnu, men det er nok, fordi jeg er så hurtig til straks at få indføjet i enhver samtale, at jeg har lagt kartofler.
Der er plads til mere. Persillerod, pastinak, rødbeder, mere salat, mere spinat, flere jordbærplanter, et æbletræ. Men ikke ærter.
19. april 2014 | At have have |
Jeg har aldrig rigtigt set nytten af en kultivator. Jeg har lært havebrug af min mor, og de haveredskaber, hun brugte, talte ingen kultivator. I store træk lagde hun kun rive og skuffejern i trillebøren, når hun gik ud for at “rense have”. I prydhaven, altså. Når hun var i urtehaven, tog hun også spade og greb med.
En kultivator fjerner ikke ukrudtet, sagde hun. Hendes metode var skuffejernet. Først skuffer man jordstykket, og når det fældede ukrudt har ligget lidt oven på jorden og tørret, river man det sammen, så det ikke slår rod igen.
Jeg var forundret, da jeg i sin tid fik den første have. Min mand havde lært havebrug af sin far, hvis foretrukne haveredskab var kultivatoren. Den løsner jorden omkring rødderne, sagde han og brugte aldrig skuffejern. Jeg trak på skuldrene og tænkte, at det nok var sådan, de gjorde i Jylland. De sætter jo også kartofler, mens vi på Fyn lægger dem.
Der var således flere modsætningsforhold. Skuffejern eller kultivator. Mor til datter eller far til søn. Fyn eller Jylland. Vi var ikke enige om metoderne, men det gode var, at vi aldrig sloges om haveredskaberne. Han greb kultivatoren, jeg greb skuffejernet, og da boet skulle deles, var det naturligt, at han fik den femgrenede kultivator, mens jeg var helt tilfreds med den tregrenede. Jeg foretrak jo alligevel skuffejernet – som vi var helt enige om, at jeg skulle have.
Nu er jeg begyndt at bruge kultivator!
Ja, det er jeg.
Den kan ganske enkelt rive de store ukrudtsblokke op, så jeg kan samle dem sammen. Skuffejernet ville bare hakke rødderne over, og så ville de snart skyde igen. Når der er ryddet, og det bare skal holdes vedlige, tager jeg skuffejernet igen.
I dag indså jeg, at i haver som min mors – og i sin tid svigerfars – er det fuldstændig ligegyldigt, hvilket redskab man bruger. Der er jo aldrig noget ukrudt. De holder det væk hele tiden og starter aldrig med så grøn jord, som jeg gør. Så det er bare et spørgsmål om, hvad der ligger bedst i hænderne, og hvad man synes, man udretter mest med.
Det er vel også i orden, siger jeg til mig selv, at jeg begynder at gøre nogle haveting anderledes, end min mor har lært mig. Jeg mener, jeg er 54 og har boet i Jylland i flere år, end jeg har boet på Fyn.
Hun ser jo ikke, at jeg gør det.
16. april 2014 | At have have |
Der er blevet leveret tagplader i kolonihaven. Det er en smule besværligt at liste sig ind i paradiset lige nu. Derfor ville vi selvfølgelig flytte dem. Men de er for tunge at flytte på én gang, og der er heller ikke noget oplagt andet sted at lægge dem, uden at de er i vejen, når det gamle udhustag skal pilles ned. De skal også helst sikres mod at blæse væk, når der i morgen er udsigt til blæst og megen regn. Vejrudsigten siger, at det er tosset at manøvrere med fem meter lange plastikplader oppe i højderne torsdag. Vejrudsigten siger dejligt vejr lørdag.
– Måske ligger de meget godt dér.
– De blæser i hvert fald ikke væk, når de er bundet sammen.
– Vandet kan også løbe fra dem…
– Man skal bare ikke træde på dem, men det ved vi jo godt.
– Og der kommer jo kun os.
– Skal vi så ikke bare lade dem ligge dér?
– Jo…
I dag har jeg sat to rækker løg og sået en kvart række dildfrø, som jeg gned af skærmblomsterne, der har ligget og tørret fra sidste år. Taybærbusken er plantet. Det er en krydsning af sorte brombær, røde loganbær og storfrugtede røde hindbær, og bærrene kan blive fire centimeter lange. Formen minder om en lille rød nissehue, har jeg googlet mig til. Da jeg viste yngsten et billede af bærrene, syntes han mere, de ligner Angkor Wat. Smagen skulle være syrlig og aromatisk og god til friske sensommerdesserter, og vi er spændte på udkommet.
Det begynder at ligne noget i køkkenhaven, og jeg kan næppe holde mig fra yderligere såning i påskeferien. Løgene skulle sættes i bekvem jord i marts-april, stod der på posen. Jeg ved ikke, hvordan man præcist definerer bekvem, men det inviterer til en meget bred tolkning, synes jeg. Så nu er mulden bekvem. Siger vi.
Og på lørdag får vi tag på taget.
12. april 2014 | At have have |
Haven har det fint, tak. Der er strøet omsorg med rund hånd i dag.
Vi er igen kun to kontohavere. Solsorten, som vi førte fuglekrig mod sidste år – eller en af dens slægtninge – er opdaget og forvist. Den af os, som er høj og modig, hentede reden ned fra det ellers opfindsomme sted, fik banket lidt med sit følsomme hjerte og sagde så til sig selv, at det jo er os, som skal kunne være der. Og en af os er ikke begejstret for flaksende fugle.
Vi købte frø, læggekartofler, hindbærbuske, taybærbusk og arbejdshandsker – selv om man egentlig skulle synes der var nok i skabet. Men ikke nogen, der er store nok til nogen, der er høj og modig og har store hænder.
Og se. Nu er der lagt otte rækker kartofler. Vi er med. Meget tidlig og almindelig tidlig og resistent over for det meste, stod der om de sorter, vi valgte. Hamlet og Exquisa, hvis nogen spørger.
Vi var også glade for at se Ejnar gå og kultivere i nabohaven. Vi har været en lille smule bekymrede, for vi har ikke set noget til ham siden sidste efterår, og vi vidste jo, at han var fyldt 90 i løbet af vinteren. Men han har heldigvis bare fået et nyt knæ i januar, og det skulle lige trænes op. “Jeg plejer jo at grave haven selv”, sagde han, “men det må jeg ikke. Jeg må heller ikke gå ned på knæ, så jeg kan ikke luge mellem mine grøntsager”. Derfor gik sønnen med en fræser, og derfor sætter vi vores lid til fruen med hensyn til lugningen, for hun er “mere gelinde”.
“Vi ses jo nok igen”, sagde vi, da vi var færdige med snakken over hækken og gik tilbage til hver vores dont.
29. marts 2014 | At have have |
Fem gode solskinstimer i kolonihaven. Vi skilte os af med fældet ahorntræ og ryddede vintervissent væk og fjernede ukrudt og drak øl og kaffe og rensede fliser og nød eftermiddagen.
Mine blege kontorkinder blusser som efter en dag på havet.
I dag skulle vi kun have ting med, som ender på -ks
Morten nulrer med lugning. “Du kan kalde billedet: Min nullermand.”
Konvoj. Man får slæbt redskaber ud.
