10. juni 2015 | At have have |
Sådan noget kan jeg nemt finde på at blive spurgt om.
Det er sjældent, folk spørger mig om noget med byens fodboldhold, eller om jeg har været på kræmmermarked fornylig. Men haven. Den er der næsten altid en samtaleåbner gemt i.
Og går det så godt?
Ja, det gør det.
Afgrøderne spirer og gror. Salaterne har det fint, kartoflerne ser lovende ud, jordbærrene blomstrer, gulerødderne kan skelnes fra det omgivende ukrudt. Det samme kan ikke siges om pastinak, persillerod, spinat, hvidløg og rødbeder. Spirerne bliver nødt til at blive lidt større, inden jeg kan se, hvilke grønne vækster der ikke giver noget spiseligt og skal rykkes op.
Tre hokkaidofrø i vindueskarmen spirede pludselig, blev store og er plantet ud. Der skal snart sås en række spinat mere. To slags tomater og to slags agurker skyder i vejret inde i havestuen.
Piletræet smed alle sine rakler, da det stormede. Et tykt tæppe over græsplæne og køkkenhave. Vi havde aftalt, at det skulle fældes. Piletræer er dygtige til hurtigt at blive store og skyggefulde, men også til at tage lys og næring fra alle andre vækster i nærheden.
Vi havde aftalt, at det skulle væk i år. Over et par øl og noget hyggeligt sammen med en god ven, der har en motorsav. Vores gode ven kom forbi med saven og lagde træet ned i fine bunker, før vi nåede at stille øl frem. Nu har vi heldigvis hyggen til gode.
Det øverste af træet ligger dér. Det skal vi jo så have kørt væk. Inden hækken skal klippes, i hvert fald.
Lasse har bestemt sig for at dyrke bønner. Pralbønner og stangbønner. Nu tror vi på, at jordtemperaturen er blevet så høj, at bønnerne ikke mistrives eller får svamp, og nu er de sået. Han har bygget et ’korthus’, bønnestagerne kan klatre på. Nu er det bare at vande og vente. Jeg tror, arbejdsfordelingen bliver sådan, at jeg vander, og han venter. Når bønnerne bliver høstet, er det også hans opgave at spise dem.
16. maj 2015 | At have have, den store bunke |
For tiden arbejder vi meget med at lære min mor at sige pyt. Hun er rigtig god til at finde alle bekymringer i verden, for hun ved, at hvis hun ikke tager dem på forskud, kan hun ikke være sikker på at få dem. Prøv at sige pyt og tage tingene, når de kommer, siger vi. Hvis de kommer. Det er den sværeste lektie, hun har.
Jeg talte med hende i eftermiddag og gjorde igen min datterlige trænerindsats på bekymringsområdet. Det gik nogenlunde, synes jeg, men hun er altså ikke nogen mønsterelev.
Bagefter tog jeg et smut op i kolonihaven for at kigge til afgrøderne. Forleden var jeg så glad, da jeg så, at salaten var piblet op i fine rækker små grønne spirer i køkkenhaven. Også rucolaen. Også der, hvor jeg tabte posen med frø.
Dét er der så nogen, der har gjort noget ved, konstaterede jeg i dag. Der er nippet grundigt der, hvor jeg tabte posen med frø. Og i det halve af rækken. Det er garanteret duer.
Nu kan jeg selv få lov at tage pythatten på.
2. maj 2015 | At have have, Heldige mig, Hørt og set i forbifarten |
Jeg fik den fineste kompliment. På vej i kolonihaven på cykel med lydbog i ørerne passerede jeg en kvinde, der gik med en hund. Jeg hørte, hun råbte noget efter mig, og jeg stoppede op og slukkede for litteraturen.
”Dit hår er så smukt!”, gentog hun.
Jeg vidste godt hvem hun var. Og alligevel ikke. For mange år siden passerede vi hinanden på en sti. Jeg var på vej ned ad bakken med min førstefødte i klapvogn, hun på vej opad, trækkende med en cykel med to børn på. “Hvad hedder du?”, spurgte drengen. Jeg svarede, og han kvitterede med sit og sin lillesøsters navne og uddybede “Det er mig, der er (drengenavnet)”. “Hvis du skulle være i tvivl”, sagde kvinden smilende.
Siden har hun og jeg i mere end tyve år været på hilsefod, når vi har mødt hinanden i bybilledet. Bare hej og et smil, uden nogensinde at tale med hinanden. Førend i dag. Vi fulgtes ad de hundrede meter hen til haven, og stod lidt og snakkede, inden vi fortsatte hver til sit.
Det er ikke ret tit, man får komplimenter fra fremmede om hår og udstråling og det indtryk, man ellers kan gøre på andre. Eller ret tit, jeg selv uddeler roser til folk, jeg ikke kender. Man skulle gøre det noget oftere. Det gør glad.
Apropos ingenting og alting er her et billede af dét lykkelige øjeblik på året, hvor HELE flisegangen i haven er luget.
18. april 2015 | At have have, Heldige mig |
Endelig en eftermiddag i haven med sol og korte ærmer. Koncentreret ydelse og nydelse.
Vores urbane oase
Dårlig samvittighed-bedet. Vi rydder det i løbet af sommeren, graver alt væk, løg, planter, rødder, alles, er vi enige om for tredje år i træk.
Perlehyacint lige midt i jordbærrækken – mindelser om havens tidligere ejer
Rabarberkompotten er næsten klar
Vi får nye kartofler om lidt
Hindbærmarmelade på vej
Og blåbærmarmelade?
Duerne håber på ribs, og solsortene håber på solbær
Jeg håber på mange kaffepauser
3. april 2015 | At have have |
Min krop er ikke tilfreds med mig. Jeg satte den til at grave have i fem timer. Nu er den mødig.
Til gengæld er jeg stærkt tilfreds med det, som kroppen udrettede.
Budskabet har været enkelt på denne langfredag: Du skal grave din have! Valget har været nemt. Der har ikke været andre fristelser for den svage sjæl. Ingen fristende indkøbscentre har blinket med flitterstads og forlokkelser.
Vi smurte mad og tog madkassen med i kolonihaven. Det er ydetid. Senere kommer nydetid. Jeg allierede mig med min spade…“Fiskars Classic røde spade er ikke bare en spade, men nærmest et begreb. Den har gennem generationer været indbegrebet af en god solid spade, der bare holder – at den i mange tilfælde er gået i arv til næste generation, er derfor ingen hemmelighed”, sådan beskriver producenten selv min trofaste haveven. Vi er et hold, Classic og jeg.
Og nogen saver og hamrer, og snart er der nyt loft i stuen.
Sikke en vejrgave, påsken blev. Jeg havde hørt om regn alle påskedagene, og så er der bare blåvejr og sol. Det nyder vi, mens vi yder. Der mangler et halvt loft og en kvart gravning.
I morgen lokker fristelserne igen. Læggekartoffelsorterne skal vælges.
15. marts 2015 | At have have |
Tredje sæson i kolonihaven er skudt i gang. Lange underbukser, uldsokker, fire lag på overkroppen, halstørklæde og handsker var klogt tænkt på en kold udedag midt i marts.
Vi er bagud fra start. Igen. Naboerne til den ene side har allerede fræset jorden. Det må de jo selv om. Vi står lige med haven til den anden side. Men vi ved, at Ejnar kan rykke når som helst. Han er fyldt 91 i vinter , og jeg så ham i sydbyen for et par uger siden. Hvilket på den ene side var helt forkert, for han skal jo være i kolonihaven, og på den anden side godt, for så ved vi, at han har klaret vinteren. Og pludselig har han ordnet hele sin have.
Vi tog det roligt i dag. Ryddede op i kasser, der havde haft midlertidig plads i huset, fjernede vissenpinde fra bedene, krattede lidt i græsplænen, skar et par vildtvoksende grene af et træ, tænkte kloge havetanker, drak kaffe og kastede idéer ud, kiggede op i loftet (for der er hul, og det skal skiftes), tog forsythiagrene med hjem, og det var dét.
Det er for tidligt at gå sådan for alvor i gang. Der er ikke lukket op for vandet endnu, men nu har vi taget hul på sæsonen. Og sæson 3 bliver god. Det er jeg sikker på. I år vil vi have hokkaidogræskar og en ny solvogn.
