15. april 2018 | At have have |
Jeg trak skatkortet igen i går. Da jeg kom ind i kolonihavehuset, kiggede jeg ned og konstaterede, at der lå en del strå og smågrene på gulvet lige foran døren ind til køkkenet. Så kiggede jeg op og konstaterede, at der var en rede lige over køkkendøren.
Cirka samtidig fik solsortehunnen, der lå i reden, øje på mig, skreg op på den virkelig rasende og truende solsortemåde og flaksede hysterisk rundt, inden den fandt vejen ud under tagskægget.
Mens den var væk, benyttede jeg lejligheden til at hente ALT ud, hvad jeg skulle bruge af redskaber. Spand, spade, graveske, beskæresaks, handsker og så videre, for jeg skulle bare ikke derind igen, før reden var fjernet. Og så skrev jeg til Morten, som ville komme i haven lidt senere, at han skulle belave sig på at fjerne reden. Jeg kan ikke, og jeg vil ikke, men det er HELT sikkert, at fugleyngel ikke får lov at blive voksent inden døre på mit revir.
Jeg har det stramt med fugle tæt på. Skriv ’fuglekrig’ i søgefeltet her på bloggen, så får du en lang række slag, som jeg har udkæmpet og vundet de fleste af, eller se her, hvor Morten også var en helt. Fugle må gerne findes, de må gerne synge, også tidligt om morgenen, og jeg vil gerne fodre dem (dog ikke duer!), men de skal ikke flyve frit indenfor eller opholde sig mindre end to meter fra mig, heller ikke når de er døde.
Helten kom, tog reden væk – der var ingen æg lagt endnu – og skiftede en utæt vandhane, mens heltebarnet fjernede mos på plænen. Der var en del. Rullegræs, der blev rullet ud for fem år siden, kan sagtens udvikle så meget mosvækst.
Og jeg fik gravet og gravet og gravet. Når jeg har gravet det hele i løbet af de næste dage, må jeg lægge kartofter og sætte løg. Elly og Ivan, der har nabohaven, har allerede gjort begge dele, men de er altid foran, så det tager jeg ikke så tungt. Elly såede også noget i går, men jeg så ikke, hvad det var. Næste gang jeg er derude, vil jeg kaste lange blikke over hækken på frøposen, der er er sat på en pind for enden af rækken.
Jeg har ikke en frørække endnu, men jeg har en række solide havehjælpere, som har tjent mig trofast gennem op mod 25 år. Engang var de røde, men årene har falmet farven og slidt emaljen. Det er omtrent som mig, men sammen er vi stadig stærke.
27. marts 2018 | At have have |
Igen i dag var det havens dag. Det er fem år siden, vi overtog kolonihaven, og således er Haven Sæson 6 netop gået i gang. Dermed er det meste efterhånden blevet rutine, vi ved hvad vi skal, og der er ingen overraskelser. Det kan lyde kedeligt, men det er det ikke. Det er tværtimod godt, trygt og dejligt gammelkendt. Og det bedste: Der kommer mad ud af det.
Hvad der heller ikke er nogen overraskelse i, er at jeg hvert efterår ikke får gravet køkkenhaven inden vinteren. Således også denne gang. Det betyder – igen, at jeg må grave om foråret, inden jeg kan så. Det øverste grønne lag skal lige vendes ned i jorden, så det i det mindste ser ud, som om der er bar, sort jord.
I år lader foråret og såtiden vente på sig, og jeg har ikke købt så meget som ét frø eller én læggekartoffel. Men jeg har påskeferie, så det var oplagt at starte gravemaskinen. Som er mig og min havespade. Fiskars Classic. Helt analog fræsning.
Det regnede ikke i Viborg i dag, og jeg orkede at grave et okay stykke, mens jeg lyttede til Anne B. Ragdes Liebhaverne og ind i mellem varmede mig ved medbragt termokaffe. For det var altså koldt, og da tæerne på min venstre fod var blevet til is, kørte jeg hjem.
Om tre uger har jeg ferie igen, og så er det nok varmere og mere gravevenligt og såbart. Der når jeg resten. Nok.
I denne påskeferie bliver der ikke mere kolonihavearbejde. I morgen rejser jeg til København og besøger ældstebarnet. Det bliver noget helt andet og lige så dejligt.
3. april 2015 | At have have |
Min krop er ikke tilfreds med mig. Jeg satte den til at grave have i fem timer. Nu er den mødig.
Til gengæld er jeg stærkt tilfreds med det, som kroppen udrettede.
Budskabet har været enkelt på denne langfredag: Du skal grave din have! Valget har været nemt. Der har ikke været andre fristelser for den svage sjæl. Ingen fristende indkøbscentre har blinket med flitterstads og forlokkelser.
Vi smurte mad og tog madkassen med i kolonihaven. Det er ydetid. Senere kommer nydetid. Jeg allierede mig med min spade…“Fiskars Classic røde spade er ikke bare en spade, men nærmest et begreb. Den har gennem generationer været indbegrebet af en god solid spade, der bare holder – at den i mange tilfælde er gået i arv til næste generation, er derfor ingen hemmelighed”, sådan beskriver producenten selv min trofaste haveven. Vi er et hold, Classic og jeg.
Og nogen saver og hamrer, og snart er der nyt loft i stuen.
Sikke en vejrgave, påsken blev. Jeg havde hørt om regn alle påskedagene, og så er der bare blåvejr og sol. Det nyder vi, mens vi yder. Der mangler et halvt loft og en kvart gravning.
I morgen lokker fristelserne igen. Læggekartoffelsorterne skal vælges.
2. november 2013 | At have have |
Dette blad lå på min altan. Jeg ved ikke, hvor i nærheden der er et ahorntræ. Altanen vender ind til en baggård, og jeg kan ikke se nogen træer derfra. Bladet har rejst langt. Og får lov at hvile sig lidt hos os.
Vejret i dag blev langt over forventet, og jeg benyttede dagen til at skridte af i kolonihaven. Jeg havde gravet det meste, men manglede lige at runde sæsonen af.
Så nu har jeg høstet pastinakker og rødbeder, og jeg har fældet de fleste solsikker og lagt hovederne på foderbræt og i bed. Så kan fuglene gøre resten. De var allerede startet, og jeg forudser masser af ukontrollerede solsikkespirer i Haven sæson II.
Det her er porrer, som jeg har taget op og sat i. Min mor fortalte, at hun om efteråret altid har taget porrerne op og sat dem tæt ned i en nygravet rende, dynget godt med visne blade ned på begge sider og dækket godt op med jord. Så skulle det være nemt at trække friske porrer op i løbet af vinteren, også selv om det fryser. Det virker tosset, men nu prøver jeg skisme med nogle af porrerne.
Resten af dagen indehygger vi. Dejlig lørdag!
24. september 2013 | At have have |
Så var vi på omgangshøjde i … hvad? To uger? Vi tog kartoflerne op, fordi vi så, at naboerne havde gjort det. Vi var med! Og jeg har gået og tænkt, at hå! hvor de roder derinde. Gider de ikke engang samle deres bønneranker og deres kartoffeltoppe og porretoppe sammen? Gør det måske det af sig selv så?
Så skulle jeg lige hente en håndfuld rucola og en squash i dag. Og se så nu! Der er fræset i begge nabohaver! Og vi er igen bagud.
Hvordan er det lige, har vi en fræser? Nææ… Men vi har tre spader. Det kan godt være, nogen syntes, vi kom lidt let til græsplæne ved at købe græsroulader, men så skal I bare se mig, når jeg graver have med arme som Anders Ands ben, når han løber hurtigt.
En af dagene.
Til den ene side…. ingenting her…
Til den anden side…. ingenting dér…
