16. maj 2015 | At have have, den store bunke |
For tiden arbejder vi meget med at lære min mor at sige pyt. Hun er rigtig god til at finde alle bekymringer i verden, for hun ved, at hvis hun ikke tager dem på forskud, kan hun ikke være sikker på at få dem. Prøv at sige pyt og tage tingene, når de kommer, siger vi. Hvis de kommer. Det er den sværeste lektie, hun har.
Jeg talte med hende i eftermiddag og gjorde igen min datterlige trænerindsats på bekymringsområdet. Det gik nogenlunde, synes jeg, men hun er altså ikke nogen mønsterelev.
Bagefter tog jeg et smut op i kolonihaven for at kigge til afgrøderne. Forleden var jeg så glad, da jeg så, at salaten var piblet op i fine rækker små grønne spirer i køkkenhaven. Også rucolaen. Også der, hvor jeg tabte posen med frø.
Dét er der så nogen, der har gjort noget ved, konstaterede jeg i dag. Der er nippet grundigt der, hvor jeg tabte posen med frø. Og i det halve af rækken. Det er garanteret duer.
Nu kan jeg selv få lov at tage pythatten på.
21. juni 2013 | At have have, Køkkenskriverier |
Jeg har forsået mig. Mine urtehaveskills er lidt rustne. Den dag i maj virkede det som en god ide at tømme posen med spinatfrø og så to hele rækker. Nu virker det, som om vi er nødt til at udvide vores samling af spinatopskrifter.
For skidtet følges jo ad. Det hele bliver stort på én gang og ikke i trin, uge for uge, som i Føtex. Vi har spist spinatlasagne, og sagt Ih og Næh, det er spinat fra haven, nej, hvor smager det godt! Det smager godt, og det var dengang, spinaten var babyspinat. Vi vil gerne spise det igen, og det vil smage godt igen, også af kæmpespinat.
Men hvad kan vi ellers lave? Vi er nødt til at gøre noget. Der er meget. Og det er jo naturens gaver, vi ikke må lade gå til spilde. Alt vi avler selv er guld.
Forslag, tak.
Det må gerne inkludere velvoksen selvdyrket rucola, som bliver åndet i nakken af stærkt piblende babyrucola!
6. juni 2013 | At have have |
Ærteeventyret sluttede, før det begyndte. Nogen spiser bladene, så snart ærtespirerne kommer over jorden. Det er garanteret den frække solsort, hvis rede under konstruktion vi pillede ned fra bjælkerne i huset i sidste uge, som nu tager hævn. Og hvor mange fuglekrige gider man lige føre?
Men hvem er det så, som spiser rucolaen? Den er gnasket i anderledes store bidder. De Vilde Kaniner? Flyvende rensdyr? Ejner?
Morten er en handlingens mand – i dette tilfælde en tankens mand – og påtænker at låne vildtkamera af en af sine fellow jægersmen, og så skal vi få at se, hvem som lusker i krattet om natten.
Og nu går vi under jorden og satser på rodfrugter.
