3. oktober 2016 | den store bunke |
Nå, men den her oktoberkølighed er formodentlig kommet for at blive, uagtet jeg ikke er tilfreds med det. Så kan jeg lige så godt få det bedste ud af det.
Jeg har tykke trøjer og varmt tøj, som jeg slet ikke er utilfreds med at hive frem fra skabet igen. Der ligger også et ubenyttet hvidt uldtæppe over en stoleryg, som det er rart at pakke om mig. Lige nu har jeg ingen andre planer end at brede mig i sofaen og lave ingenting, udover at kaste blikke på fjernsynet, mine gadgets og ud i luften. Og kaste med mit nyklippede hår, nu med lige kant og helt uden slidte spidser. Frisøren og jeg er holdt op med at snakke om, at mit hår er tyndt og pjevset, nu taler vi om, hvilken flot og trendy farve det har. Unge piger betaler formuer for at få deres hår farvet gråt, siger frisøren. Hvor heldig er man ikke lige, når det (nu) er ens naturlige hårfarve. Der er al mulig grund til at kaste koket med det.
Her er også tændte stearinlys, og det er smaskhyggeligt.
Det knapt så gode er, at her er så lunt og koseligt under mit tæppe, at jeg næsten ikke o.r.k.e.r at pakke mig ud for at gå på toilettet.
2. maj 2015 | At have have, Heldige mig, Hørt og set i forbifarten |
Jeg fik den fineste kompliment. På vej i kolonihaven på cykel med lydbog i ørerne passerede jeg en kvinde, der gik med en hund. Jeg hørte, hun råbte noget efter mig, og jeg stoppede op og slukkede for litteraturen.
”Dit hår er så smukt!”, gentog hun.
Jeg vidste godt hvem hun var. Og alligevel ikke. For mange år siden passerede vi hinanden på en sti. Jeg var på vej ned ad bakken med min førstefødte i klapvogn, hun på vej opad, trækkende med en cykel med to børn på. “Hvad hedder du?”, spurgte drengen. Jeg svarede, og han kvitterede med sit og sin lillesøsters navne og uddybede “Det er mig, der er (drengenavnet)”. “Hvis du skulle være i tvivl”, sagde kvinden smilende.
Siden har hun og jeg i mere end tyve år været på hilsefod, når vi har mødt hinanden i bybilledet. Bare hej og et smil, uden nogensinde at tale med hinanden. Førend i dag. Vi fulgtes ad de hundrede meter hen til haven, og stod lidt og snakkede, inden vi fortsatte hver til sit.
Det er ikke ret tit, man får komplimenter fra fremmede om hår og udstråling og det indtryk, man ellers kan gøre på andre. Eller ret tit, jeg selv uddeler roser til folk, jeg ikke kender. Man skulle gøre det noget oftere. Det gør glad.
Apropos ingenting og alting er her et billede af dét lykkelige øjeblik på året, hvor HELE flisegangen i haven er luget.
18. februar 2015 | den store bunke |
Jeg skal klippes i morgen. Det, jeg i hvert fald IKKE skal, er at få farvet øjenbryn. Det var de da i hvert fald helt enige om over aftensmaden, da jeg meddelte søn og kæreste, at jeg har en frisørtid og derfor kommer senere hjem i morgen. Lasse har gennem mange år set mig komme hjem fra frisøren med nyfarvet hår og nymalede bryn og har kontant meddelt mig hver gang, at jeg ser uhyggelig ud. Morten har vist bare lagt sig fast på, at jeg kommer til at ligne et bimbobillede, han har i hovedet, og han har kun ét eneste argument: Det er ikke pænt! Han er endda villig til at gentage det, lavmælt og med eftertryk: Det skal du selvfølgelig selv om, men. det. er. ikke. pænt!
Altså, sådan noget brynfarve er jo kun uhyggeligt lige samme dag. Så slides det overskydende af, og ingen bliver bange længere.
Men jeg kan da godt huske, at Lasse ikke brød sig om, hvad han så, når jeg kom stylet hjem. Niels drev det endnu længere, og ved en enkelt lejlighed kastede han et enkelt blik på mig, sagde: “Du er ikke min mor!” og fortsatte med det, han var i gang med. Jeg kunne ikke undgå at mærke, hvad de syntes om resultatet af mit standardsvar til frisøren – ’Sort i to minutter’ –, når hun spurgte, hvordan det nu var, jeg plejede at få det. Laura er den eneste, som har vist en flig af forståelse.
Men lidt forskrækket blev jeg vel også selv, når jeg mødte mit ansigt i spejlet. Disse to gamle statusser finder jeg i min Facebook-aktivitetslog, når jeg søger på ’øjenbryn’:
’Så skete det igen – har skræmmende øjenbryn’
og
’bør virkelig undgå spejle, når frisøren lige har farvet mine øjenbryn. Ser ekstremt skræmmende ud! Bør også undgå andre mennesker.’
Må hellere lade være i morgen. Magter ikke al den modstand fra mine omgivelser. Jeg havde nu heller ikke tænkt mig det. Skal heller ikke have farvet hår. Det hele forbliver gråt og gråt.
Shades of grey er så hot nu om stunder.
5. februar 2014 | den store bunke |
Tidligere har jeg beskrevet, at da jeg holdt op med at farve håret, groede min mormor ud af min hovedbund. Jeg har budt mormor velkommen, men hendes ankomst har samtidig betydet, at det ikke har været så vigtigt for mig at finde flere hundrede kroner til frisørbesøg i tide og utide. Mit incitament havde været opfriskning af de mørke striber. At håret groede var bare et vilkår. Jeg er ikke blevet klippet siden maj.
Men håret var slidt, Madam Mim havde gjort mormor selskab, og i forgårs gik jeg ind til min frisør for at få en tid. Da jeg kom ind i salonen, kiggede hun op og udbrød: “Hold da op!!!”
Det bestyrkede mig i, at det var på tide at gøre noget. Hun kunne have sagt så meget lige bagefter, men heldigvis var det “Du er godt nok blevet langhåret!”, hun fortsatte med.
Nu er det ordnet. Rettet til og beundret. Frisøren siger, det har en flot farve. Og jeg kan bedre lide prisen for klip end prisen for klip og farve.
“Pænt!”, sagde Lasse, da jeg kom hjem (og gjorde ham opmærksom på, at jeg havde været hos frisøren). Det bestyrker mig også i, at det var en god beslutning. Eller at jeg har opfostret en meget høflig søn.
1. september 2013 | den store bunke |
Dengang jeg havde en naturlig hårfarve, var den sådan mellem- til mørkblond. Der var en periode, hvor jeg fik lavet lyse striber. Så begyndte sølvfarven at overstråle den mørkblonde, og jeg gik over til at få lavet mørke striber. Jeg har endnu ikke været klar til at springe ud som fuldt gråhåret og stå ved, at det er sådan, det er.
Nu er jeg kommet bagud med at farve hår. Både fordi jeg synes, frisørbesøg er dyre, og fordi jeg kan se, at det er trendy blandt modne kvinder at lade det grå stå. Store grå, velplejede manker.
Jeg synes bare, jeg mest ligner Madam Mim.
I dag har jeg haft håret samlet i en hestehale. Og da jeg mødte mig selv i spejlet, så jeg min mormor. Fladt gråt tilbageskrabet hår, som gamle koner havde dengang. Min mormor havde tyndt pjathår, og for at få knolden i nakken til at fylde noget, havde hun en valk. Det var en rulle hår, jeg ved ikke om det var menneske- eller hestehår, som hun rullede ind i sine lange tjavser, inden hun satte det fast med hårnåle. Forinden havde hun redt håret med en kam dyppet i hjemmebrygget øl for at gøre det nemmere at sætte.
Jeg overvejer stadig, hvordan jeg skal håndtere mit garn uden at se ud som hverken Mim eller mormor.
Her er mormor Rasmine og hendes søstre Katrine og Marie.
Det er mormor, der er stillet ind mellem hortensiaerne, og man kan se, at billedet er taget hos hende, fordi det er hende, der har (værtinde)forklædet på. Det er mig, der er fotografen med et gammelt bokskamera, i 1969, da jeg var ti år.
