Jeg er tæt på at hejse hvidt flag i kampen mod de spirespisende duer i kolonihaven. I år har de fået smag for rucola. De lader lige spirerne komme et par centimeter op over jorden, og så slår de til og kapper toppen, hele rækken helt lige som efter en snor. Også omkampen vandt de, bedst som jeg ellers troede, at de ikke havde opdaget den nye række, jeg havde sået, og som nåede at stå så fin og lysegrøn og lovende. Indtil duerne angreb igen.
Nu har den fået en tredje chance for at vise sit værd. Den er sat ud for at vogte Lasses bønner, som pibler op nu. Siden den nu har sådan en sørgelig lille skræmmeradius, har jeg lavet andre fugleskræmsler af snor og plastikstrimler. Over bønnerne i den anden side af klatrestativet og over den rucolarække, som duerne allerede har mejet ned. Måske kan det komme igen.
Morten og jeg tændte op i den mexicanske stenovn, satte os på terrassen og delte to glas øl i skumringen. Det var stemningsfuldt og dejligt. Mens vi sad der, kom der i hvert fald ingen duer. Håbet lever.
MEN DET ER DIN SIDSTE CHANCE, UGLE!!
Fejler du, kommer du med ud i jagtskoven og bliver skudt.
Fuglekampen om krydderurterne, som vi uden at ville det blev hvirvlet ind i, og som er beskrevet her og her, sluttede ikke med anskaffelsen af vagtuglen. Vagtuglen virrede ikke nok med det vindblæste hoved; den sad på bænken og kom aldrig rigtigt på banen. Gråspurvene sked den et langt stykke og fortsatte med at plukke den før så frodige timian ned til rødderne. Ikke det mindste blad fik vi selv af den timian. Den er væk. Spist eller brugt som redebyggemateriale, hvad ved vi. Alt vi ved er : Øv.
Måske skræmte uglen duerne væk.
Måske.
Jeg siger det kun, fordi jeg ikke har noget konkret bevis på det modsatte. Vi har ikke set nogen duer sidde i det grønne, siden vi modtog uglen. Tvivlen må så komme uglen til gode.
Men noget andet måtte gøres for at redde glæden ved at kunne gå ud og hente krydring til aftensmaden. På landet, hvor salater og stauder trues af både harer og råvildt, kan folk finde på at hegne urtehaven ind. Skulle vi ikke kunne gøre det samme på en terrasse i første sals højde?
Så voila: Her er det nyeste kampvåben. Købt som kaninløbegård og snedigt ombygget af min fingersnilde værktøjsfører til et urtebur i to etager med integreret bænk. Nu krydser vi fingre. Jeg kan simpelt hen ikke se, hvad der skulle kunne gå galt med det. Hvordan fuglene skulle kunne komme ind. Jeg kan smage sejrens sødme. Og timian. Jeg har købt en pottefuld spurvelivret og sat ud for tredje gang. Denne gang i bur.
Uglen er kommet i skammekrogen. Der kan den stå, inden den måske ender sine dage med stækkede vinger i kolonihaven. Der har jeg nemlig konstateret, at nogen spiser de spæde rucolaspirer. Jeg tror, det er duer, og uglen har jo ikke bevist, at den ikke kan skræmme duer.
For tiden arbejder vi meget med at lære min mor at sige pyt. Hun er rigtig god til at finde alle bekymringer i verden, for hun ved, at hvis hun ikke tager dem på forskud, kan hun ikke være sikker på at få dem. Prøv at sige pyt og tage tingene, når de kommer, siger vi. Hvis de kommer. Det er den sværeste lektie, hun har.
Jeg talte med hende i eftermiddag og gjorde igen min datterlige trænerindsats på bekymringsområdet. Det gik nogenlunde, synes jeg, men hun er altså ikke nogen mønsterelev.
Bagefter tog jeg et smut op i kolonihaven for at kigge til afgrøderne. Forleden var jeg så glad, da jeg så, at salaten var piblet op i fine rækker små grønne spirer i køkkenhaven. Også rucolaen. Også der, hvor jeg tabte posen med frø.
Dét er der så nogen, der har gjort noget ved, konstaterede jeg i dag. Der er nippet grundigt der, hvor jeg tabte posen med frø. Og i det halve af rækken. Det er garanteret duer.
Vi har handlet på nettet, og man har sendt os en ugle. Vi håber, den er lige så magisk som uglerne i den Harry Potterske troldmandsverden.
Den skal holde røverfuglene væk fra krydderurter og blomsterkrukker på terrassen. Det indlysende, som flere har foreslået os, er at anskaffe en rovfugledrage. En silhouet af en rovfugl, som er fæstnet med en snor til en pind, og så kaster vinden den rundt, som om der flyver en farlig dræberfugl rundt. Det skal nok holde spurve og duer væk.
Det er bare ret dyrt, sådan et sæt med fugl og teleskopstang. Men man kunne også få en ugle, så vi. Den har et fjedrende hoved, som vinden kan få til at virre. Så bliver fuglene bange og tør ikke stjæle salvien og timianen. Tror vi. Håber vi.
Duer den?
Vi ved det ikke helt endnu. Den kom i dag. Den ser måske en lille smule … syntetisk ud. Måske er der ikke så meget schwung over den, som det virkede til den sene aften, vi så den i webshoppen og klikkede den hjem. Men den kan faktisk godt sådan ligne lidt en farlig kat, der sidder på bænken og venter på bytte, mens den koldblodigt virrer lidt med hovedet. Eller i hvert fald en ugle, der gør det.
Nu må vi se, om den forskrækker nogen. Der har i hvert fald ikke været nogen fugle og stjæle, efter at vi tøjrede den til bænken. Vi har set et par gråspurve sidde et stykke derfra og undre sig. Men ingen i krukkerne. Så indtil videre konkluderer vi, at den virker.
UGLE MOD FUGLE!!
Hvad der sker, når jeg planter nye krydderurter, ved ingen. Udover at uglen skræmmer, som vinden blæser. Se selv.
For en uge siden så vores krydderurtekrukker på terrassen sådan ud.
Nyplantet salvie, esdragon og timian – og purløg og noget tørt rosmarin fra sidste år. Spæde og sprøde og lovende for dejlig mad med krydderurtedrys hentet lige ind fra krukkerne.
Men.
I løbet af ugen konstaterede jeg, at de ellers så søde gråspurve i gården og de store dumme duer klipper og plukker i vores fine planter. De bruger det simpelt hen til at bygge rede med. Aromareder er åbenbart the shit i år. Nedenfor bænken ligger alle de halve blade, de ikke lige fik med. Når spurvene gør det, bliver jeg irriteret. Når duerne gør det, bliver jeg decideret gal. Jeg vil ikke ha’ duer i mit miljø!
I ugens løb har vi snakket drivhusmuligheder, konstruktioner med trådnet i stedet for glas, færdigkøbt eller hjemmelavet. Krydderurter vil vi have. Men vi vil have dem for os selv. Fuglene kan finde deres redemateriale et andet sted. Især duerne. Vi bygger et flueskab, gør vi. Mod fugle.
I dag ser krydderurtekrukkerne sådan ud. Se bare. Raseret salvie, afplukket esdragon og slet ingen timian. Jeg har set en fed due sidde og trone oven i den sorte krukke, indtil jeg kom farende ud og skramlede med mentale grydelåg. Purløg vil de så åbenbart ikke have. Stærkt græs er åbenbart ikke trendy i år.
Topmålet af uduelighed er det her.
Vores fine blåblomstrende balje, som søde gæster gav os. Den fede due har siddet blomsterne flade. Ihjel, sikkert. Seriøst, hvad gør vi? Man må jo ikke skyde med haglgevær i midtbyen.
