12. august 2015 | At have have, Hørt og set i forbifarten |
Under hvilke omstændigheder er følgende sms-korrespondance naturlig:
“Pis, som man siger … du er kørt med toilettet.”
“Aaaaaaaaaargh. Sry.”
?
Når det kemiske Porta Potti fra kolonihaven er blevet taget med for at blive tømt og efter tømning stadig ligger i bagagerummet i den enes bil, som kører rundt på Randerskanten, når den anden næste dag ankommer til kolonihaven for at tilbringe en lang, dejlig eftermiddag der.
12. august 2015 | At have have, den store bunke, Heldige mig |
Nu er jeg den eneste i husstanden, som stadig holder ferie. Na-na-na-na-nah.
Morten gik vist i gang med at arbejde allerede i søndags, Astrid startede i 6. klasse i mandags, og mens jeg sidder og skriver, går jeg ud fra, at Lasse er startet i 3.g i dag. “Går ud fra”, fordi der er den der sære, sære skik – eller uskik, hvis I spørger mig – at natten før 3.g’erne starter i skolen er de i byen hele natten. I hvert fald oppe. Han tog af sted sidst på eftermiddagen i går, og jeg har ikke set ham siden. Jeg må gå ud fra, at han nu sidder og hænger i et solbeskinnet klasselokale sammen med sit kobbel, og jeg går også ud fra, at han bare skal sove, når han kommer hjem. Godt det ikke er mig.
Jeg tager i haven. På programmet er fortsat lugning. På sådan et stykke jord, der er overladt til sig selv i nogle uger grundet først indevejr og siden ferie, sker der ting. Planter holder ikke bare op med at gro, når man vender ryggen til. Heldigvis gælder det både krudt og ukrudt. De reglementerede afgrøder vokser, som de skal. Ukrudtet vokser, som det ikke skal, og det vil gerne bestemme. Jeg har været i gang med at rette op på det i et par dage, og heldigvis har jeg både tid og lyst til at fortsætte, og vejret er med mig.
Faktisk er jeg en af de priviligerede i år: Det har været rigtig flot sommervejr i alle mine tre ferieuger. Heldige mig. I de uger i juli, hvor det pisregnede og blæste, sad jeg trygt indenfor på arbejde med ryggen til vinduerne.
Jeg nyder timerne i haven. Skuffejern, knofedt og pilleri, lydbog i ørerne og så i gang. Jeg starter med at koge vand til termoflasken, så det også er nemt at holde kaffepauser, når jeg synes, og det synes jeg tit. En madpakke med, og så er eftermiddagen åben for havetanten. I kan se mig, hvis I kigger ind over hækken. Kom ind, så gi’r jeg kaffe.
Gymnasiasten skal jo alligevel have fred hjemme.

5. juli 2015 | At have have |
Se lige, hvor fint krydderurterne har fået lov at stå, efter at de er kommet bag net og beskyttet for de glubske fugle.

3. juli 2015 | At have have |
På en solrig feriedag i kolonihaven, – en dag, der slutter med spil og grill – kan man nå at sidde og ligge mange forskellige steder, alt efter hvordan sol og skygge vandrer i løbet af eftermiddagen. Med en bog. Analog eller digital. Eller et spil kalaha.




Men der blev også arbejdet. Hæk og høst. De første nye kartofler. Salatsymfoni – iceberg og rød og grøn romaine. Og hækken er på niveau med naboernes hække igen.

19. juni 2015 | At have have |
Jeg er tæt på at hejse hvidt flag i kampen mod de spirespisende duer i kolonihaven. I år har de fået smag for rucola. De lader lige spirerne komme et par centimeter op over jorden, og så slår de til og kapper toppen, hele rækken helt lige som efter en snor. Også omkampen vandt de, bedst som jeg ellers troede, at de ikke havde opdaget den nye række, jeg havde sået, og som nåede at stå så fin og lysegrøn og lovende. Indtil duerne angreb igen.
Hjemme på tagterrassen har vi sat alle krukkerne i bur, og dermed har vi vundet krydderurterne tilbage. Skræmmeuglen er fyret. Den har haft flexjob som vagt ved baljen med forglemmigejer og har klaret det nogenlunde.
Nu har den fået en tredje chance for at vise sit værd. Den er sat ud for at vogte Lasses bønner, som pibler op nu. Siden den nu har sådan en sørgelig lille skræmmeradius, har jeg lavet andre fugleskræmsler af snor og plastikstrimler. Over bønnerne i den anden side af klatrestativet og over den rucolarække, som duerne allerede har mejet ned. Måske kan det komme igen.
Morten og jeg tændte op i den mexicanske stenovn, satte os på terrassen og delte to glas øl i skumringen. Det var stemningsfuldt og dejligt. Mens vi sad der, kom der i hvert fald ingen duer. Håbet lever.

MEN DET ER DIN SIDSTE CHANCE, UGLE!!
Fejler du, kommer du med ud i jagtskoven og bliver skudt.
14. juni 2015 | At have have |

Hvad lavede hun?
Fingerlugede en hel masse ukrudt.
Hvad lavede de andre?
Kørte grene væk. Fem trailerfulde krone af det piletræ, der blev fældet tidligere på ugen.
Hvad blev hentet af venlige mennesker?
En trailerfuld brænde fra den nederste del af piletræet.
Hvad såede hun?
Spinat
Hvilke urtesager er kommet op?
Gulerødder, rødbeder, løg, dild, icebergsalat, grøn romainesalat, rød romainesalat, rucola.
Hvilke er ikke kommet op?
Pastinak, persillerod, spinat
Hvad drak hun?
Kaffe
Hvad spiste hun?
En (1) Oreo, en halv Snickers
Hvad hørte hun?
Gillian Flynn: Mørke Steder
Var det en god dag?
Yep!