Jeg fik den fineste kompliment. På vej i kolonihaven på cykel med lydbog i ørerne passerede jeg en kvinde, der gik med en hund. Jeg hørte, hun råbte noget efter mig, og jeg stoppede op og slukkede for litteraturen.
”Dit hår er så smukt!”, gentog hun.
Jeg vidste godt hvem hun var. Og alligevel ikke. For mange år siden passerede vi hinanden på en sti. Jeg var på vej ned ad bakken med min førstefødte i klapvogn, hun på vej opad, trækkende med en cykel med to børn på. “Hvad hedder du?”, spurgte drengen. Jeg svarede, og han kvitterede med sit og sin lillesøsters navne og uddybede “Det er mig, der er (drengenavnet)”. “Hvis du skulle være i tvivl”, sagde kvinden smilende.
Siden har hun og jeg i mere end tyve år været på hilsefod, når vi har mødt hinanden i bybilledet. Bare hej og et smil, uden nogensinde at tale med hinanden. Førend i dag. Vi fulgtes ad de hundrede meter hen til haven, og stod lidt og snakkede, inden vi fortsatte hver til sit.
Det er ikke ret tit, man får komplimenter fra fremmede om hår og udstråling og det indtryk, man ellers kan gøre på andre. Eller ret tit, jeg selv uddeler roser til folk, jeg ikke kender. Man skulle gøre det noget oftere. Det gør glad.
Apropos ingenting og alting er her et billede af dét lykkelige øjeblik på året, hvor HELE flisegangen i haven er luget.
