19. september 2018 | At have have |
Sommetider passer alting helt perfekt sammen.
Som når der kommer en heftig byge, mens jeg sidder indenfor på arbejde og kigger ud af vinduet, og det så når at blive tørvejr og endda solskin, da jeg rammer kolonihaven efter fyraften og klæder om til medbragt arbejdstøj for at male bagvæggen på havehuset anden gang.
Som når der lige akkurat er maling nok tilbage i spanden til hele væggen og ikke til så meget som én planke mere.
Som når jeg bagefter lige går en runde i haven og både får tomater, salat, en lille squash og lidt broccoli med hjem i cykelkurven sammen med en buket af de lyserøde georginer.
Sommetider er noget også liiige ved at blive sært.
Som når jeg i frokostpausen på arbejde fortæller om mit projekt med at få malet væggen færdig, og min unge kollega interesseret spørger “Hvad har du af beklædning?” – og det viser sig, at han ikke spørger om, hvad jeg har på, når jeg maler, men hvad væggen er bygget af.
16. september 2018 | At have have |
Når vi gør noget, gør vi det godt. Også når vi pudser glorie.
Engang midt i juli gik jeg om bagved kolonihavehuset og konstaterede fremskredent forfald. Derom kommer jeg ikke så tit, og derfor havde jeg ikke opdaget, hvor galt det var fat. De nederste brædder var rådnende, og ét var decideret faldet af.
Det eneste, der skete ved selve opdagelsen, var, at vi indså, det nok var i år, der skulle gøres noget ved det. Men først skulle vi holde ferie, så skulle vi noget andet, og så skulle vi lave udregninger og skaffe træ. Og hente det og gøre noget lidt mere andet først og have tid og den slags småting.
Men nu har vi været dygtige. Én weekend pillede Morten de gamle brædder ned og startede på opbygningen. Så regnede det, og så skulle vi noget andet, blandt andet på rigtigt arbejde og den slags småting.
I går fortsatte vi de gode takter. Jeg malede plankerne nedefra, mens Morten monterede de sidste foroven. Siden er der også kommet tagrende, og det er godt nok blevet en fin bagside. Ham der har haven bagved vores er garanteret toplykkelig for den nye, smukke udsigt.
Nu mangler vi bare at gøre hushjørnet færdigt og køre affaldet væk. Vi skal for resten også have sat en omgang maling mere til vægs. Vi skal bare lige noget andet først.
Derfor kan vi jo godt pudse glorien. Det kan man ikke gøre for tit. Sådan en skal også vedligeholdes.
28. august 2016 | At have have |
Sikke en umanerligt veldisponeret fordeling af sol og regn i den her weekend. Lørdagssol og søndagsregn. Man kan også sige, at vi har været umanerligt gode til at disponere vores gøremål i forhold til vejret, og så lyder det lidt, som om det er os, der har været kloge og dygtige.
Hvilket vi også har.
I hvert fald dygtige.
Vi havde planer om at sætte alt ind på at få klippet hækken i kolonihaven lørdag. Helhjertet. All in for hæk. Og det gik godt med det. Blandt andet. Om morgenen kom jeg endda til at vågne så tidligt, at jeg fandt på at løbe en tur. 5,5 km tidligt morgenløb, kalder Endomondo det, og det lyder helt vildt overskudsagtigt. Der var også pænt.
Ved middagstid tog vi alle tre i haven. Lasse havde fået til opgave at flytte kolonihavens køleskab, en opgave, der involverede graveske, spade, sand, sten, spand og muskler. Køleskabet er en mælkejunge – hjemme på gården hed sådan én en transportspand, og vi tænkte vi var smarte, da vi gravede den ned inde i huset. Det har bare vist sig, at varmen i rummet (gennemsigtigt tag = meget varmt) trækker ned i metallet, og temperaturen nede i jungen kommer aldrig under 15 grader, og det er bare ikke godt nok til at holde sodavand og vin køligt. Den skulle i stedet omplantes til husets nordside, ungdommen blev sat i sving, og det gjorde han godt. Måske har han også lært nogle gode, brugbare tricks i processen.
Jungen er gravet op, og hullet skal dækkes igen.
Der skal graves et nyt hul et andet sted, og det skal også have en sirlig afdækning med sand og sten. Den efterfølgende opgave ligger på mig: at grundluge skvalderkål og snerler, så det vedbliver muligt at komme til ’brønden’ efter kolde drikke.
Hækken blev klippet, og se, det blev godt.
Årets kartoffelhøst er god og tilfredsstillende, en flamingotønde er fyldt halvt op med gyldne knolde, og der går et pænt stykke tid, inden vi behøver skrive kartofler på indkøbssedlen igen. Det er sådan noget, jeg godt kan lide.
Og så kom Ida og Sven Erik med kage, og vi drak kaffe og grillede bøffer og drak vin og tændte bål i den mexicanske stenovn og havde det prima til langt ud på aftenen.
Og i morges vågnede vi til regn og behøvede overhovedet ikke at være udenfor, for det havde hele tiden været meningen, at søndagen stod på indesysler. Jo, vi var lige ude i kolonihaven for at vaske op og hente en bil, men ellers passede vejret også i dag perfekt til det, vi skulle.
Er det ikke bare heldigt?
7. juni 2016 | At have have |
Det er mig. Jeg holder øje med, hvordan det gror i haven. Og det er dygtigt derude for tiden. Se bare, hvor ambitiøs babyagurkeplanten er i år: MANGE på vej på én gang. Truuut, se hvad jeg kan, siger den med en koloni af gule trompetblomster. Uden for vinduet står skvalderkålens hvide skærmblomster. Dem vogter jeg også lidt på. Mere har jeg ikke nået.
Alle seks kammerater i plantekasserne gør det godt. Fra venstre: Bøftomat, almindelig tomat, blommetomat (den sidste har muligvis ikke så gode odds for stor avl, for den har ikke rigtig nogen top længere. Det var ikke mig!). Så kommer almindelig slangeagurk, babyagurk og peberfrugt (den sidste har lus. Som den indtil videre holder for sig selv. Nu må vi se, hvad den kan).
Det her er stukket af fra mig. Der er ingen grænser for vækst. Lørdag aften, da damerne og jeg festede i kolonihaven, fik vi besøg af nogle unge drenge. De gik forbi ude på vejen, vi råbte dem an, og de kom ind (Det var heller ikke mig!). De syntes, det var en labyrint at finde ned til huset der i nattemørket. Det er ikke en labyrint. Det er en lang, lige havegang, men jeg vil godt indrømme, at gangen er blevet noget smal nu med alle de blomster, der vælter ind over fra begge sider. Det stak som sagt af fra mig. Men det er også pænt. Iris, fredløs, lupin og marguerit, I må godt være der, så længe I ser sådan ud.
15. marts 2015 | At have have |
Tredje sæson i kolonihaven er skudt i gang. Lange underbukser, uldsokker, fire lag på overkroppen, halstørklæde og handsker var klogt tænkt på en kold udedag midt i marts.
Vi er bagud fra start. Igen. Naboerne til den ene side har allerede fræset jorden. Det må de jo selv om. Vi står lige med haven til den anden side. Men vi ved, at Ejnar kan rykke når som helst. Han er fyldt 91 i vinter , og jeg så ham i sydbyen for et par uger siden. Hvilket på den ene side var helt forkert, for han skal jo være i kolonihaven, og på den anden side godt, for så ved vi, at han har klaret vinteren. Og pludselig har han ordnet hele sin have.
Vi tog det roligt i dag. Ryddede op i kasser, der havde haft midlertidig plads i huset, fjernede vissenpinde fra bedene, krattede lidt i græsplænen, skar et par vildtvoksende grene af et træ, tænkte kloge havetanker, drak kaffe og kastede idéer ud, kiggede op i loftet (for der er hul, og det skal skiftes), tog forsythiagrene med hjem, og det var dét.
Det er for tidligt at gå sådan for alvor i gang. Der er ikke lukket op for vandet endnu, men nu har vi taget hul på sæsonen. Og sæson 3 bliver god. Det er jeg sikker på. I år vil vi have hokkaidogræskar og en ny solvogn.
