2. november 2014 | den store bunke |
I mine forældres have stod et valnøddetræ, som gav mange nødder. Far og mor sankede dem sammen og opbevarede dem i kartoffelnet eller gamle nylonstrømper. Tørt og ventileret. Jeg har fået mange af dem med hjem i tidens løb.
“Vil I ikke have nogle valnødder?”, kan jeg høre far sige.
Det er fem år siden, min far kunne gå ud og sanke nødder, og det er snart fire år siden, huset blev solgt. Jeg har stadig valnødder fra træet i haven. Og de dur. Skallerne er som konservesdåser, kernerne ligger derinde og holder sig friske og saftige i årevis.
Jeg knækker en portion af og til, og med to gange bagning af stenalderbrød i løbet af de sidste uger svinder beholdningen stærkt. I dag var det tid til en omgang knækning.
Her er min nøddeknækkerstation.
Jeg havde bygget rede i et hjørne af køkkenet med tekruset inden for rækkevidde og en ny lydbog i ørerne, og det var rasende hyggeligt, var det.
Det var i øvrigt lige den time på eftermiddagen, hvor lejligheden husede fire mennesker med headset på. Jeg sad i nøddeknækkerhjørnet, en gik og støvsugede med rygsæk på (fordi der ingen lommer var i tøjet til mobiltelefon) og popmusik i ørerne, en stod og skar kød af rådyrhalse og havde noget lyd i ørerne, og den sidste var tilsluttet en fodboldkamp et sted på internettet.
Men det var bare lige den time. Vi snakker også med hinanden. Unplugged.
1. november 2014 | At have have |
Tænk engang, at vi ramte sådan en solrig og lun første november med så blå en himmel. Birken har givet slip på de fleste blade. Mange af dem har lagt sig på taget og på plænen. Dem på plænen var jeg nødt til at rive sammen i dag, fordi græsset trængte til at blive klippet. For sidste-sidste gang i år – igen-igen. Altså det er november, jo…!
Jeg synes, det er det kedeligste i verden at skulle gøre noget for at kunne gøre noget andet, det egentlige. Min barndoms græsplæne var stor og med mange frugttræer, og jeg havde græsslåningstjansen, tre kvarter med motorklipper tog det. Jeg skulle rive æblerne sammen først, fik jeg besked på. Sommetider lod jeg være, og så gik jeg der bag plæneklipperen og blev bombarderet og beskudt med moreller, æblestykker og blommer og råbte Av! Av!
Vi har tilbragt et par fine timer i kolonihaven. Jeg tog rødbederne op. Det har været en god høst i år. Her er der grøntsagsparade.
I går var der parade af nedlagt vildt i en skov i nærheden. Min jægersmand kom hjem med både præmie for at have gættet antallet af ben (det er en konkurrence jægere har) og en rå. Sidstnævnte har tilbragt natten i kolonihavehuset med benene op og hovedet ned og skulle rejse videre til vores fryser.
På dette billede har vi en jæger, der underviser i, hvordan sådan et rådyr er skruet sammen, og hvordan det skrues fra hinanden igen, en der vil tage jagttegn, når hun bliver gammel nok, og en der er sprunget til de evige jagtmarker.
Kan vi få flere af den slags novemberdage?
31. oktober 2014 | den store bunke |
Jeg sidder i køkkenet og genoplader. Det er fredag eftermiddag, og jeg har altid akkumuleret hele ugens søvnunderskud, når jeg når hertil. Jeg begynder at gabe allerede, når der mangler fyrre kilometer af hjemvejen, som mest ser sådan ud:
… og sådan her:
Godt at jeg også i dag nåede vågen og helskindet hjem.
I fem måneder har jeg nydt naturens skiften på mine køreture morgen og eftermiddag. Det startede med sart sommer og høj morgensol, og nu er det mørkt, orangegyldent og efterårsruskende. Jeg har mine favoritsteder på vejen. Et af dem er morgenudsigten et bestemt sted ud over Tange sø, som aldrig er ens, men hvor himlen altid er høj. Eftermiddagene, hvor skyggerne begynder at blive lange, fordi de strækker sig mod natten, som er deres egentlige væsen, som det cirka hedder i Karl Ove Knausgårds Min Kamp 3, som jeg lige for tiden lytter til undervejs.
Og nu lader jeg op med en kop te i et mørknende køkken og med vaskemaskinen kørende i badeværelset. På det ene værelse holder teenageren fredag med sine gadgets, på det andet lyder tidens popmusik som akkompagnement til preteenagerens computerspil. Jægersjægersmanden er på vej hjem med en rå til fryseren, og i aften har jeg vagt på Paletten til Beatles Forever Live.
Når jeg lige har ladet op.
26. oktober 2014 | At have have, den store bunke |
Her stod havemøblerne. Pludselig virker terrassen stor. Måske udvider vi den næste år. Hvis vi gider. Hvis vi ikke hellere vil bruge tiden på at sidde med benene oppe og nyde. Når altså havemøblerne kommer ud igen, og der er noget at sidde på. Og varmt.
Tomatplanterne er pillet ned. De sidste tomater er høstet. Grønne. Hvad kan jeg bruge dem til udover at tænke på en skøn film fra firserne? Jeg husker ikke min mors syltede grønne tomater som en tradition, jeg behøver genoplive. Den ene plantesæk kan måske genbruges næste år, mens den anden var udpint efter to sæsoner.
Depot. Opstabling. Vinterhi. Et godt og ordentligt hjørne. Det ligner overblik. En bøtte gulerødder, en spand løg, en spand persillerødder, en balje sand til når rødbederne skal opbevares. Hvis det er sådan man gør med dem. De kan godt stå i jorden lidt endnu.
Dagen er overgået til aften. Vi er trætte efter hjertehyggelig aften med venner, varme og vin i går, jagt og have i dag og er sunket ned i de gode sofahjørner med lys og læsning. Alt er godt.
26. oktober 2014 | den store bunke |
I foråret deponerede vi en time. I nat fik vi den tilbage.
Jeg brugte den til at tænke over, hvad jeg skulle bruge den til. Da jeg gik i seng, strejfede det mig, at jeg kunne løbe en tur, inden dagen rigtigt gik i gang. Morten skulle på jagt, jeg stod op samtidig med ham, og da han var taget af sted, virkede løbetanken ikke fristende. Jo, måske fristende, men jeg modstod. Jeg indså, at det rigtige valg var at hente avisen og give mig god tid med kaffe og morgenmad, opdatere styresystem på i-gadgets, opdatere mig selv i analogt og digitalt newsfeed. Om lidt tager jeg i kolonihaven og bruger nogle timer, blandt andet den ekstra, med arbejdshandsker på hænderne og lydbog i ørerne, mens jeg gør ting. Hvilke ved jeg aldrig, før jeg har gjort dem. Men der er noget at grave, noget at beskære, noget at hive op, hive ned, og så skal havemøblerne jo ind. Dem skal der gøres plads til.
Nå, men tingene gør jo ikke sig selv. Jeg har ellers ventet og ventet … en ekstra time.
Såee, sæt i gang.
