21. juni 2015 | den store bunke |
I går var vi til en indflytterfest, hvor værtinden havde samlet, hvad hun kaldte sin inderkerne. Vi kendte kun få af de andre, og den slags kan jo blive til hvad som helst. Det blev en af de sjove og berigende oplevelser, hvor ukendte mennesker folder sig ud i løbet af aftenen og viser sig at rumme andet og meget mere end det allerførste indtryk, man fik, og hvor man selv bliver udfordret og er klogere, når man går, end da man kom. Mellemmenneskelig interaktion, når den er bedst.
Vi tager til Amsterdam i sommerferien. Fylder min Aygo med fire mennesker og næsten ingen bagage, for det er der ikke plads til, og så går det mod Holland, til tulipaner (er de egentlig ikke afblomstrede i august?), oste og kanaler i en grøn og skøn by. I dag har vi fået bekræftelse på vores airbnb-bookning. Vi skal bo i en Beautiful apartment med et amazing view. Det bliver godt, tror jeg. Udlejeren hedder Tabaksblat, det er altså også et fint navn. Men det bedste er, at med indkvartering på plads er der kun tilbage at glæde os.
Jeg ville lave et kryds og bolle-spil på stubben fra det piletræ, vi fik fældet i kolonihaven for et par uger siden. Det så jeg i Politiken i dag, at man kunne. Man skulle bare male to streger den ene vej på træstubben og to den anden vej og finde fem sorte og fem hvide sten, og så kunne man sidde i et par magelige stole og være nærværende og fredfyldte over et spil kryds og bolle. Det skal vi da ha’, tænkte jeg og forestillede mig, at jeg i stedet for maling kunne save fire ridser i stubben. Det kunne jeg bare ikke. Fukssvansen dansede henover den stenhårde overflade uden at få greb. Så der bliver ikke noget af nærværende og fredfyldt.
Det, der blev noget af, var at tage blomster med hjem til spisebordet. Fine, ikke? Papirkaos skyldes, at den selvstændige er tæt på årsafslutning i firmaets regnskab. Det giver en lang søndag med bilagsbunker og intens koncentration.
Så er det godt med blomster.
19. juni 2015 | At have have |
Jeg er tæt på at hejse hvidt flag i kampen mod de spirespisende duer i kolonihaven. I år har de fået smag for rucola. De lader lige spirerne komme et par centimeter op over jorden, og så slår de til og kapper toppen, hele rækken helt lige som efter en snor. Også omkampen vandt de, bedst som jeg ellers troede, at de ikke havde opdaget den nye række, jeg havde sået, og som nåede at stå så fin og lysegrøn og lovende. Indtil duerne angreb igen.
Hjemme på tagterrassen har vi sat alle krukkerne i bur, og dermed har vi vundet krydderurterne tilbage. Skræmmeuglen er fyret. Den har haft flexjob som vagt ved baljen med forglemmigejer og har klaret det nogenlunde.
Nu har den fået en tredje chance for at vise sit værd. Den er sat ud for at vogte Lasses bønner, som pibler op nu. Siden den nu har sådan en sørgelig lille skræmmeradius, har jeg lavet andre fugleskræmsler af snor og plastikstrimler. Over bønnerne i den anden side af klatrestativet og over den rucolarække, som duerne allerede har mejet ned. Måske kan det komme igen.
Morten og jeg tændte op i den mexicanske stenovn, satte os på terrassen og delte to glas øl i skumringen. Det var stemningsfuldt og dejligt. Mens vi sad der, kom der i hvert fald ingen duer. Håbet lever.
MEN DET ER DIN SIDSTE CHANCE, UGLE!!
Fejler du, kommer du med ud i jagtskoven og bliver skudt.
18. juni 2015 | den store bunke |
Nu gider han ikke høre det mere. Førstegangsvælgeren. Jeg har overskredet kvoten for det antal gange, jeg må prise det særlige i at følges til valgstedet med et barn, der har opnået myndighed og stemmer for allerførste gang i sit liv. Den første af et helt livs store demokratiske beslutninger. Jeg behøver ikke snakke mere om, hvor særligt jeg synes, det er for ham at skulle sætte sit første kryds på en stemmeseddel, der gør en forskel.
Så nu må jeg nøjes med at pippe her. For jeg var ærlig talt stolt, da vi alle tre fulgtes ad til Tinghallen med vores valgkort, alle tre hilste på bekendte i samme ærinde, stillede os i kø ved valgbord 14, stod i hver sin valgboks samtidig og efter tur kom ud og puttede stemmesedlerne i stemmeurnen. Tre vidt forskellige krydser havde vi sat, ved jeg. Og det er jo sådan, et demokrati er og skal være.
Nu må vi vente og se, hvem der får mest ret.
Jeg havde faktisk to førstegangsvælgere i dag. Ældste søn var endnu ikke myndig ved det forrige folketingsvalg. Ham kunne jeg bare ikke overøse med demokratistolthed, for han har sat sit særlige kryds i en anden valgkreds, ligesom drengenes storesøster har.
Tilsammen har vi sat fem vigtige kryds.
Og vi får se…
14. juni 2015 | At have have |
Hvad lavede hun?
Fingerlugede en hel masse ukrudt.
Hvad lavede de andre?
Kørte grene væk. Fem trailerfulde krone af det piletræ, der blev fældet tidligere på ugen.
Hvad blev hentet af venlige mennesker?
En trailerfuld brænde fra den nederste del af piletræet.
Hvad såede hun?
Spinat
Hvilke urtesager er kommet op?
Gulerødder, rødbeder, løg, dild, icebergsalat, grøn romainesalat, rød romainesalat, rucola.
Hvilke er ikke kommet op?
Pastinak, persillerod, spinat
Hvad drak hun?
Kaffe
Hvad spiste hun?
En (1) Oreo, en halv Snickers
Hvad hørte hun?
Gillian Flynn: Mørke Steder
Var det en god dag?
Yep!
12. juni 2015 | den store bunke |
Somme tider ser jeg mig gal på nogle udtryk. Jeg bliver træt af at høre dem hele tiden og forviser dem fra mit aktive ordforråd. Hvis jeg kan komme af sted med det, piller jeg dem også helst ud af alle andres. ‘Fremadrettet’ er et af dem, ‘på den lange bane’ et andet. Jeg siger dem ikke og gyser, når jeg hører dem. Jeg siger heller ikke ‘af slagsen’ som i “Tillykke med fødselsdagen, jeg håber du får en god en af slagsen”. Sommetider kan jeg ikke forklare, hvorfor et givet udtryk er mig imod, andre gange er det fordi det er blevet en kliche, formet af tidens trendy mediemagere og brugt i hver anden sætning.
Nu har jeg smagt på ‘min bedre halvdel’. Hvis noget udtryk er en kliche, er det dét. Man bruger det som en fællesnævner for kone, mand, kæreste, og hvis man ikke lige ved, om nogen er gift eller ikke. ”Tag din bedre halvdel med”. ”Vi tager til koncerten sammen med vores bedre halvdele”. ”Den har jeg fået af min bedre halvdel”. Jeg har vurderet på, om det er et udtryk, jeg kan lide, eller om det skal dømmes ude. Den klicheagtige fastlåste udformning og brug taler for bortvisning. Det helt enormt søde indhold trækker det ind i varmen. For det betyder jo “min partner er det bedste, jeg har, og faktisk lige en millimy bedre faldet ud end mig, og tilsammen er vi et hele”.
Min afgørelse er, at ‘bedre halvdel’ godt må blive på holdet.
