10. juni 2015 | At have have |
Sådan noget kan jeg nemt finde på at blive spurgt om.
Det er sjældent, folk spørger mig om noget med byens fodboldhold, eller om jeg har været på kræmmermarked fornylig. Men haven. Den er der næsten altid en samtaleåbner gemt i.
Og går det så godt?
Ja, det gør det.
Afgrøderne spirer og gror. Salaterne har det fint, kartoflerne ser lovende ud, jordbærrene blomstrer, gulerødderne kan skelnes fra det omgivende ukrudt. Det samme kan ikke siges om pastinak, persillerod, spinat, hvidløg og rødbeder. Spirerne bliver nødt til at blive lidt større, inden jeg kan se, hvilke grønne vækster der ikke giver noget spiseligt og skal rykkes op.
Tre hokkaidofrø i vindueskarmen spirede pludselig, blev store og er plantet ud. Der skal snart sås en række spinat mere. To slags tomater og to slags agurker skyder i vejret inde i havestuen.
Piletræet smed alle sine rakler, da det stormede. Et tykt tæppe over græsplæne og køkkenhave. Vi havde aftalt, at det skulle fældes. Piletræer er dygtige til hurtigt at blive store og skyggefulde, men også til at tage lys og næring fra alle andre vækster i nærheden.
Vi havde aftalt, at det skulle væk i år. Over et par øl og noget hyggeligt sammen med en god ven, der har en motorsav. Vores gode ven kom forbi med saven og lagde træet ned i fine bunker, før vi nåede at stille øl frem. Nu har vi heldigvis hyggen til gode.
Det øverste af træet ligger dér. Det skal vi jo så have kørt væk. Inden hækken skal klippes, i hvert fald.
Lasse har bestemt sig for at dyrke bønner. Pralbønner og stangbønner. Nu tror vi på, at jordtemperaturen er blevet så høj, at bønnerne ikke mistrives eller får svamp, og nu er de sået. Han har bygget et ’korthus’, bønnestagerne kan klatre på. Nu er det bare at vande og vente. Jeg tror, arbejdsfordelingen bliver sådan, at jeg vander, og han venter. Når bønnerne bliver høstet, er det også hans opgave at spise dem.
8. juni 2015 | den store bunke |
Da der blev delt talenter ud til mine forældres børn, blev der kastet med rund hånd på min ældste bror. En gang om året nyder jeg i særlig grad det, han kan. Han har i mange år været en del af den lokale teaterforening i Søndersø på Nordfyn, som tekstforfatter, skuespiller, kasserer og kulissesnedker. De spiller en revy i maj-juni og en efterårsforestilling.
Vi har lige været til revy. Den var også god i år. Jeg er en stolt søster igen.
2015-revyen hed Lige til stregen, og her er min bror som Kurt Westergård sammen med Emil fra Lønneberg i Gale Streger.
Han var også overlæge med alternativ anvendelse af forskningsmidler i Fri Forskning og pensionist i nummeret Shitstorm om tonen på sociale medier. Når han tager gammelmandstøj på, er det som at se vores far.
Billederne er taget af Kurt Christensen og hentet fra foreningens hjemmeside.
Hvis jeg boede i nærheden, ville jeg være med. Og hvis jeg kunne, ville jeg dreje en snedig revytekst. Det vil jeg tænke over til næste år.
Turen til Fyn var også en dejlig lejlighed til at se familien. Hos bror og svigerinde på gården har de kattekillinger. Nåårhh!
4. juni 2015 | den store bunke, Hørt og set i forbifarten |
På arbejde kom vi i går til at snakke om, hvorvidt ’hesterytter’ er et ord. Arj! … men mnjooh, der er jo noget, der hedder cykelrytter, så hvorfor ikke hesterytter? Og gederytter!, sagde en. Nej!, sagde jeg. Jo!, sagde han, et entydigt eksempel på en gederytter er… Klods Hans!
Jeg er den, der ikke kan have den slags uvisheder hængende og slår det op i Den Danske Ordbog. Hesterytter er ikke et anerkendt ord. Gederytter heller ikke. Jeg søgte *rytter og opremsede listen af de anerkendte ord, der ender på -rytter. Ingen heste- og ingen gede-. Så ved vi det. Ingen valgfrihed, og det kan vi lide.
Men så skrev jeg alligevel gederytter i Googles søgefelt (gederytter, ikke gryderetter), og det viste sig, at internettet ikke er enig med Dansk Sprognævn. Gederytter findes. Der er hits. Jeg forstår ganske vist ingen af sammenhængene. ’Syngende gederytter’? ’Gederytter med erfaring med kartofler’? Jeg er en lille smule målløs. Jeg mangler ord.
Og det er tilsyneladende ikke alle ord, ordbogen kan hjælpe med.
3. juni 2015 | den store bunke |
Nogle ting kan man på rygraden, andet lærer man aldrig.
Jeg har fuldstændig styr på højre og venstre. Bliver der sagt ’Drej til højre nu, gør jeg det uden at tøve så meget som et nanosekund. Helt uden at tænke.
Derimod er jeg totalt øst-vest-blind. Hvis jeg skal fortælle, om et sted er i den vestlige eller den østlige del af landet, skal jeg danne billeder. Jeg ved jo godt, hvor København og Ringkøbing er, men jeg skal nå at tænke ’højre-øst og venstre-vest’ og se et landkort for mig, inden jeg kan sige det.
Jeg lærer heller aldrig at fjernbetjene billåsen ved bare at pege armen bagud på vej væk og lige trykke på den rigtige knap på nøglen. Jeg er nødt til at kigge på ikonerne og tænke det: Lukket hængelås låser, åben hængelås låser op.
Hjernen er en sær en.
2. juni 2015 | den store bunke, Heldige mig, Hørt og set i forbifarten |
Jeg kom hjem, efter at Morten var taget af sted. Da jeg åbnede min computer, var der lagt en seddel ind. Den blev suget op mod skærmen af et undertryk, da jeg åbnede låget.
Nazi??
“Hvorfor det?”, nåede jeg at tænke, inden luften lagde sig, og noten vippede ned på tastaturet.
Så var det slet ikke dét, han havde skrevet.
