13. april 2016 | Udpluk |
• Jeg har opdateret min læseklubs liste over tilbagelagt litteratur. 110 værker på 22 år. Plus de bøger jeg sikkert har glemt at føre til protokols gennem årene. Jeg synes, det er godkendt pensum, når man tager i betragtning, hvor meget verdenssituation vi også har skullet ordne ved vores møder.
• Jeg er en enfoldig amatør til at bestille færgebilletter. Det tog mig så lang tid at komme igennem processen, at både Hammerslag og Spis og spar passerede hen over mit fjernsyn, inden jeg var færdig. Men jeg har i det mindste sikret en sommerferietransport.
• 10 hokkaidofrø og 10 squashfrø er lagt i små priklepotter. Nu er det bare at vande, vente og og håbe på bedre held end sidste år, hvor jeg af dobbelt så mange frø kun avlede ét eneste hokkaidogræskar på størrelse med en tennisbold.
• Min storebror har sendt mig et billede. Han har installeret det nye toilet, vi gav mor i fødselsdagsgave. Han er dygtig. Og klog, for hun har ikke engang nået at blive utålmodig og klage over, at han aldrig har tid. Hun blev taget med bukserne nede, kan man sige.
• Mine børn gav mormor et tremåneders abonnement på ugebladet Hjemmet. Normalprisen var dyrere end introduktionstilbuddet, som til gengæld havde en velkomstgave på slæb. Nu har jeg modtaget tre Margretheskåle, mor får snart det første blad, og forlaget har fået en midlertidig abonnent. Win.
• Vi har boet i lejligheden i snart to år, og der viser sig fortsat ting, jeg ikke ved hvor jeg gjorde af, da vi flyttede ind. Eller de viser sig netop ikke. Nu leder jeg efter skopudsegrejet. Jeg ved hvor det var i min gamle lejlighed og i den forrige og den forrige igen, og hvilken skuffe i bryggerset det var, da jeg var barn. Flere af børsterne er faktisk de samme. Men jeg ved ikke, hvor det er nu. Har vi så ikke pudset sko i næsten to år, kan man spørge. Næh…
• Nu har jeg børstet sko med en neglebørste.
• Lasse bliver student til sommer. De øver lancier i idrætstimerne. Vi har set lancierfilm fra Lauras og Niels’ gallaer (hedder det dét?). Jeg ved allerede nu, at melodien kommer til at klistre fast i mine ører fra nu af. Da-da-da-DA-da-da-da-da…
11. april 2016 | den store bunke |
Lørdag var en god dag på en gammel kro ved en vestfynsk landevej. En landevej som engang var alfarvej, og som senere – så at sige – blev overhalet af den nye hovedvej, der igen blev overtrumfet af motorvejen. Der er ikke ret meget trafik på Rugårdsvej længere. Der er heller ikke ret god mobildækning.
Men der var godt at være, da vi fejrede min mors 90 års fødselsdag. Det var godt at se størstedelen af familien samlet. Mors efterkommere, en kusine og en svigerinde. Den yngste var 18 år og de to ældste 90 år. Vi spiste, snakkede, grinede, opdaterede os på hinandens tilværelser, gik småture i de idylliske omgivelser og lod os fotografere i forskellige grupperinger, alle med mor som centrum, hvilket hun ikke var udpræget begejstret for. Hun bryder sig overhovedet ikke om at være midtpunkt, og af samme grund var der hverken sange, taler eller andre indslag. Det skulle være ligesom når vi er hjemme hos hende, men hvor vi bare fik maden serveret, og der levede kroen fuldstændigt op til hendes ønsker.
Her er vi alle sammen. Mor, kusinen, svigerinden, mine brødre og jeg og vores partnere, næsten alle børnebørn og deres kærester. Det er mor i midten med rollatoren. Engang var hun og jeg lige høje, det er sært at tænke på nu. Bag os står mors kusine. De var slyngveninder, da de var unge, de fnisede og gik til bal sammen, og det var hjemme hos hende, min mor mødte min far, der var forvalter på deres gård. Hun er heller ikke ret høj. Til gengæld fyldte hun 90 sidste år og kom selv kørende til festen i egen bil. Respekt for hende. Det er sådan set en ret sej familie.
10. april 2016 | At have have |
Endelig er jeg på omgangshøjde med kolonihavenaboerne, og jeg er måske endda så stolt af mig selv, at jeg er nødt til at strække armene op over hovedet, lægge nakken tilbage og råbe et begejstret Ha! over min egen dagsindsats.
Jeg har været på feddet hele eftermiddagen, og jeg har trætte øjne og varme kinder efter en hel dag ude. Og lidt ondt over lænden. Men jeg fortjener at hvile på veludført gerning nu. I sofaen med benene oppe, et glas vin ved min side og noget håndbold i fjernsynet, som mest bare kører uden voldsomt engagement fra min side. Det ser ud til, at de klarer det alligevel.
Jeg har lagt kartofler. To sorter, der hedder Hamlet og Mirage, og en sort, der hedder Egen Avl. Alle småknoldene fra i fjor, som vi ikke fik spist, fordi de var så små, at ingen gad dem, har ligget i opbevaringskassen og fulgt deres kartoffelinstinkt. Lange, målrettede spirer har de sat, og jeg har givet dem en chance til.
De mere velopdragne Hamlet.
Det var bare at starte fra hækken og fortsætte, række efter række.
I alt har jeg nok lagt 130 kartofler. Hvis alt går lige så godt, som jeg drømmer om, er vi selvforsynende med kartofler langt ind i vinteren. Jeg er vild med den tanke.
Og jeg har sat løg i lange baner. Eller snarere i korte baner, men mange af dem. Hvidløg stod fra sidste år, og dem har jeg ikke prøvet dyrke før, så jeg er spændt. Almindelig gule løg er det, vi plejer at have, men i år har jeg også sat rødløg, skalotteløg og bananløg. Jeg bredte armene ud og opmålte omkring 22 meter løg – i runde og rundhåndede tal. Det kan da godt være, det er alt for meget til vores husholdning, men så må jeg jo dele ud og i øvrigt lære af det til næste sæson.
Det føles helt umådeligt godt at have fyldt halvdelen af køkkenhavens areal med forventninger om rigelige afgrøder og lækre måltider. Jeg kan allerede mærke høsten nærme sig.
Der skal mere i jorden. Jeg har lagt kartofler, og jeg har lagt planer. Men det er først senere. Lige nu hviler jeg på laurbærrene. Og Danmark vandt over Bahrain.
Laurbærbusken har også lagt planer for den kommende tid.
8. april 2016 | den store bunke |
Købe ind
Koge kerner til bolledej
Sende sms til alleryngsten, at det var fedt, at hun havde lagt en seddel, da hun var forbi her på en ikke-farweekendfredag, så vi ikke behøver at bekymre os om de små tegn på, at nogen har været i lejligheden
Sætte Master Mixeren i gang med en stor portion bolledej
Koge speltkerner til salattilbehør til fredagsfisk
Lægge vasketøj fra i går sammen
Nappe et par baner Candy Crush
Løbe fem små kilometer
Slå dejen ned, forme 48 boller og stille dem til hævning
Lave perlespelt-avocado-æble-feta-karse-salat til fredagsfisk
Spise aftensmad og komme ud i alle verdenshjørner i snakken hen over maden, herunder se en Pingu-film på Youtube, fordi vi kom til at snakke om det der ’Noot noot’, de siger, når de er vrede, og Morten overhovedet ikke kendte Pingu!?
Skrive et par mails
Se TV-Avisen
Ringe til min mor, som fejrer 90 års fødselsdag i morgen – skulle sikre mig, at hendes forkølelse ikke er blevet værre. Det er den ikke
Bage 48 boller
Spille mere Candy Crush og sætte et nyt spil Wordfeud i gang
Drikke vin
…
Nu er klokken 23
Og jeg har ikke engang været i bad endnu
Nu kan det ikke betale sig
7. april 2016 | den store bunke |
Man kan hævde, jeg er sent ude med et gækkebrev, det er jo flere uger siden, det var påske. Men her er et, jeg var tidligt ude med.
Fordi jeg nu er sådan en, der gemmer ting, og fordi jeg havde en mormor af samme slags – og en mor – har jeg i mit gods dette gamle gækkebrev fra mig til min mormor. Jeg gik åbenbart ikke så meget op i at klippe noget kunstfærdigt som i at skrive og tegne lopper. Og så har jeg sikkert plukket en vintergæk i haven på vejen hen til mormor og morfar og lagt ved.
Mormor har tydeligvis gættet, at det var fra mig. Det har nok heller ikke været så svært, eftersom det blev overbragt personligt. Det har helt sikkert ikke udløst påskeæg hverken den ene eller den anden vej, men jeg er nok blevet budt et brø’sukker (brystsukker, bolsche) fra dåsen i skuffen – enten Flødetabletter eller Schweizerdrops fra Evers.
Vi børn fik ikke særligt tegnepapir, men måtte tegne på brugte konvolutter og kasseret papir fra papirkurven under fars skrivebord. Dette gækkebrev er også skrevet på noget, jeg har fundet der. Mon ikke mormor har smilet lidt skævt, da hun vendte det om.
Og mon ikke far har godkendt regningens rigtighed, siden rykkeren er havnet i papirkurven. Jeg er overbevist om, at der har været tale om en forglemmelse med betalingen.
Men tænk alligevel, at apoteket har været så vant til at skulle gøre opmærksom på ubetalte regninger, at de har haft fortrykte rykkere.
