Going loco in the colo…

Jeg indrømmer det gerne: Det er en letkøbt omskrivning af titlen på Four Tops’ gamle hit Loco in Acapulco, men jeg står ved den, også fordi der er sådan et lækkert genbrug af bogstaverne i loco til colo, som selvfølgelig refererer til kolonihaven.

Så behøver jeg heller ikke udpensle det mere, vel?

Jeg har været en lille smule skør i kolonihaven i dag. Mest bare tosset med forår og solskin. Alt det, der har været sat lidt på hold derude på grund af travlhed med flytning og konfirmation sammenholdt med det alt for kolde vejr, har jeg nu fået indhentet. Det meste af det, jeg vil så, er sået; der mangler kun rødbeder og bønner, som gerne vil vente på lidt højere jordtemperatur, ligesom squash- og hokkaidoplanterne og årets nyhed aubergine ikke tør blive plantet ud, så længe meteorologerne truer med nattekulde.

Men jeg turde godt fylde plantekasserne med tomater, agurker og peberfrugt. Jeg har sagt til dem, at de skal varme hinanden, hvis det bliver koldt om natten. Så skal det nok gå.

Det her er dét tidspunkt i hele havesæsonen, hvor jeg er sikker på, at det er mig, der har overtaget. Siden vil det blive et kapløb mellem mig og ukrudt, og på et tidspunkt vil ukrudt stikke af. Ukrudt vinder ALTID! Sådan er det bare, og jeg ved det.

Men lige nu… der er det mig.

Køkkenskriveren har kokkereret

I dag er det rigtigt lørdag og ikke bare torsdagslørdag. Jeg har tilbragt det meste af dagen i køkkenet. Både fordi jeg havde kokkerier at gøre, og fordi køkkenet bare er et hyggeligt sted at sidde med sin computer.

late-night-shift

Natten over havde der stået en dej og hævet præcist så meget, at den var klar til at forme til boller, da jeg stod op. Så det var, hvad jeg startede med. Jeg havde også planer om at sylte de grønne tomater fra kolonihaven, inden de kom til at ligge for længe i vindueskarmen, og at eksperimentere med græskarcookieopskrift, jeg havde set i avisen. Så ville jeg lige kigge i fryseren efter mulig aftensmad. Sådan er jeg nemlig sommetider så forudseende.

Det viste sig, at den øverste skuffe var frosset helt fast, og vi måtte skabe plads i lørdagsprogrammet til en akut afrimning. Det var faktisk lige ved at ende i en akut marmeladekogning også. Længe så det nemlig ud til, at vi var nødt til at lade skuffen med indhold tø helt op for at få det ud uden at brække noget i stykker. Og det var der, der lå to kilo skårne og udstenede Victoriablommer. Heldigvis gik det ikke så galt. Efter et stykke tid kunne jeg lirke dem ud og lægge poserne i den anden fryser. Det var jeg tilpas med. Ellers skulle jeg også have været ud og købe flere sylteglas.

Og der var ligesom nok andet på programmet.

Med bollerne gik det, som det plejer: Godt. Dem kan jeg efterhånden bage i mørke med lukkede øjne og hænderne på ryggen. Agtigt. “Eksperimenterer du?”, spørger min mor. “Næh!”, svarer jeg. Jeg har fundet en metode, der fungerer. Ingredienser, æltning, mængder, hævning, bagetid arbejder så smukt sammen, at der ikke er grund til at ændre på det, når det bare er til basisbagning.

Det er ingen hemmelighed, at jeg har haft succes (synes nogen og synes nogen ikke) med hokkaidodyrkningen i år, og vi afprøver forskellige måder at anvende dem på. Det er ikke alle i husstanden, der er begejstret for græskar, og jeg har ingen intentioner om at omvende eller tvinge nogen, men jeg vil gerne have flere muligheder end suppe. Vi har en suppeopskrift, som vi ved virker, og vi har prøvet bagte græskarskiver. Duppet med olie, salt og peber, drysset med parmesan, en halv time i ovnen, godt. Og så havde jeg set den her opskrift på cookies.

hakkaidohakkaido2

Hvis du vil gøre, som jeg gjorde, så gør du sådan:

Riv 250 gram græskarkød, hak 75 g valnøddekerner groft. Pisk 150 g sukker, 1 stort æg og 140 g smør sammen og rør 1 tsk revet appelsinskal i. Bland 100 g mel, 100 g havregryn, 1 spsk. chiafrø, 1 tsk. kanel og 1 tsk. bagepulver i. Ved græskar og valnødder i. Sæt 18-24 toppe dej på bageplader og tryk dem lidt flade. Bag dem ved 190° varmluft i cirka 20 minutter. Sprøde i kanterne og lidt bløde indeni er de. De smager godt. Lidt specielt, men godt.

hakkaido3

Så var der de syltede grønne tomater. Jeg tror nok, jeg fandt den samme opskrift, som jeg brugte sidste år, og derfor regner jeg med, de er blevet lige så gode i år. Og for at jeg nu ikke næste år igen skal fedte rundt på internettet efter den metode, der ser ud til at ligne noget, jeg kender, kommer den også her. Så kan jeg forhåbentlig selv finde den igen.

Syltelage til grønne tomater: 2½ dl vand, 2½ dl lager- eller æbleeddike, 500 g lyst rørsukker, 1 stang kanel, 4 hele nelliker, 1 stang vaniljekorn, 6 hele allehånde, 1 stjerneanis, 1 spsk. koriander, 1 spsk. spidskommen. Kom alle ingredienserne i en gryde og bring det langsomt i kog. Sørg for, at alt sukker er smeltet.

Prik de grønne tomater. Det er nemmest at rulle dem over de spidse grater på det klassiske firkantede rivejern. Kom dem i gryden med lage og lad det simre 15-20 minutter, til tomaterne er bløde. Fyld tomaterne i skoldede glas, si lagen og hæld den over. Opbevar i køleskab.

syltomater

Var jeg så ikke flittig? Nu er der hentet pizza – ingen af os nåede at gide at lave aftensmad – og om lidt skal vi til Outlandish-koncert. Her går det godt.

Glædelig juli

Der kan være dage, hvor jeg synes, at hele haven gror til for mig, så snart jeg vender ryggen til et øjeblik, og at ukrudtet overtager haveherredømmet og giver mig et grønt væg-til-væg tæppe, som jeg overhovedet ikke havde bedt om. Hvor jeg ikke kan se et eneste stykke bar, sort jord mellem det, der skulle forestille at være kønne rækker med høstklare grøntsager. Hvor jeg synes, jeg slet ikke er voksen nok til bestyre en have.

Men så er der også de dage, hvor gartnerglæden løber over, og jeg opdager, at jeg alligevel har avlet spektakulære spiselige bunker. Mad, ganske enkelt. Forråd til efterår og vinter. At der mellem alt det frodige og ustyrlige ukrudt er vokset lige så frodige og ustyrlige grøntsager frem.

Nu er der for eksempel udstedt forbud herhjemme mod at købe løg. INGEN i husstanden må sætte penge i løg, før lagrene er tømt. Jeg har lige høstet.

Se bare: Rødløg og bananløg. Nok til masser af luft i maven hele vinteren.

Hoest_1

En hel kasse zittauerløg. Det er ikke kassen, der er lille. Det er løgene, der er store.

Hoest_2

Mere på vej. Rødbederne står flot. Jeg har kun høstet én. Den gav jeg min veninde i fødselsdagsgave. Og der er grønkål til vinteren. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal med det, for jeg bryder mig hverken om grønkålsuppe eller grønlangkål. Måske tvinger jeg hele familien til at indtage grønkålsmoothies, er der ikke noget med, at dét er sundt?

Hoest_3

Og DEM her! Dem forventer jeg mig meget af. Sidste år avlede vi kun en enkelt hokkaido på størrelse med en knytnæve, så i år plantede jeg alle de otte planter, der var spiret frem hjemme i vindueskarmen. Det kunne jo være, de gik til, når de kom på friland. Det gjorde de ikke, og alle sammen bærer frugt. Nogle herhjemme ser allerede skræmte ud ved tanken om SÅ meget græskarsuppe. Men man kan jo bage dem og alt muligt. Det bliver godt.

Hoest_4

Vi skulle også være nogenlunde sikre på spinatlasagner og … ja, andre retter med spinat. Jeg foretrækker new zealandsk spinat, fordi det ikke går i stok, og man kan derfor plukke af det hele sommeren. Og det bliver bare ved og ved at gro og sætte blade, indtil man høster det hen på efteråret. I baggrunden skimter man et par mere af de orange tingester til hokkaidoretterne.

Hoest_5

Georginerne, som jeg fik af min mor, fordi hun ikke ville have besværet med dem mere, har klaret klimaskiftet fra Nordfyn til Midtjylland godt. De står i fuldt flor nu og er så flotte.

Georginer_1Georginer_2

Og til sidst er den rigtig gode nyhed, at efter at vi fik en ny, lækker, batteridrevet plæneklipper, som vi og ikke mindst græsplænen er meget begejstrede for, behøver den gamle håndskubber slet ikke at føle sig forladt og ensom. Se bare, den er kommet i et herligt nyt slæng af slyngler.

Slyngler

Tilsået! Og vasket!

andenpinsedag

Wup wup, så er der fyldt ud i køkkenhaven. Der er kun plads til små, små spontaniteter og Lasses bønner, som det stadig er lige tidligt nok at putte i jorden. I dag har jeg sået rødbeder og plantet grønkål og alle mine små squash- og hokkaidounger. Jeg håber, nogle af dem overlever. Hvis ikke, har jeg lært til næste år for pokker at vente lidt længere med udplantningen til friland. Vi ser.

Alle flagretingesterne er plastikstrimler, som skal skræmme de tykke duer, der kan lide nyspiret rucola (jeg VED det, for de narrede mig sidste år) og måske spæde grønkålsplanter (jeg ved det ikke, men naboen har hængt plastik over sine kålplanter, så det har jeg også gjort).

Det har været en fin anden pinsedag. Haven er så pæn, som den næppe bliver igen i år. Der er luget, og man kan se bar jord (ikke mellem trædestenene, ved det godt). Fra nu af bliver det et kapløb mellem naturen og mig, og vi ved ikke, hvem der vinder. Det er tit ukrudtet, der lægger sig i front og holder positionen gennem hele sommeren. Vi ser.

 

washapp

Jeg har også vasket bil i dag, og dét her lærer jeg aldrig at forstå. Hvordan ved min telefon, at der er nogen inde i vaskehallen foran mig? Ja ja, jeg kan godt regne ud, at det er den QR-kode, jeg lige har scannet fra standeren, som fortæller systemet (hvilket system? Hvor?), hvilken vaskehal jeg holder ved, og samme system har registreret al aktivitet. Men alligevel! Det er spooky.

Sommetider er jeg hamrende knivskarp, og sommetider er jeg virkelig, virkelig nem at imponere.