21. september 2015 | den store bunke |
I går opdagede vi en bule i min bil. Nogen eller noget har givet den et blødt tryk bagerst i den ene side under ruden. Sådan lige i albuehøjde. Eller bildørhøjde. Eller hjørnet-af-en-stor-bil-højde. Heldigvis har lakken ikke taget skade, og kaster man sine allermildeste øjne på det, kan det kaldes en skønhedsplet. Et ærgerligt ar.
Jeg har ingen som helst ide om, hvor længe bulen har været der. Jeg aner ikke, hvornår det er sket eller hvor. Siden ingen har givet sig til kende for at vedgå sin dumhed, har jeg ikke nogen at klandre eller nogens forsikring at melde det til.
Nu har jeg meldt det til internettet.
17. august 2015 | den store bunke |
Cirka ti kilometer før jeg ramte hjembyen på første arbejdsdag efter sommerferien stod bilens all time triptæller på 33333. Jeg overvejede at holde ind til siden og tage et billede af dette magiske tal. Jeg har billeder af andre af dens milepæle, både fra dengang vi rundede ti, og da vi passerede tredive tusind. Det er flygtige øjeblikke. Bilens fornemste opgave er at være i bevægelse, og tusind meter længere fremme er motivet borte for altid. Jeg fotograferede ikke dette mærkeøjeblik i dag. Af to grunde: For det første var der ikke noget oplagt sted at trække ind, og for det andet var det alligevel for tosset.
Men det var omtrent her, vi jubilerede.
22. juni 2015 | den store bunke |
Note til mig selv: Uanset hvor tom og indbydende vaskehallen virker, og uanset at der holder absolut ingen i kø foran dig , så kør aldrig, aldrig, aldrig direkte ind i bilbadeværelset, når det er måneder siden, bilen sidst har været der, og du kører over hundrede kilometer om dagen i al slags insektvejr og ellers parkerer bilen i en parkeringskælder fuld af svaler, der flyver i skideflugt hen over bilernes tage.
Stop altid, altid, altid op ved spandene med børster og sæbevand og brug insektfjerner og fælgrens og hvad tankpersonalet ellers betænksomt har stillet til rådighed.
En rå standardvask uden forarbejde gør det ikke! Hundrede kroner borte med skyllevandet.
21. juni 2015 | den store bunke |
I går var vi til en indflytterfest, hvor værtinden havde samlet, hvad hun kaldte sin inderkerne. Vi kendte kun få af de andre, og den slags kan jo blive til hvad som helst. Det blev en af de sjove og berigende oplevelser, hvor ukendte mennesker folder sig ud i løbet af aftenen og viser sig at rumme andet og meget mere end det allerførste indtryk, man fik, og hvor man selv bliver udfordret og er klogere, når man går, end da man kom. Mellemmenneskelig interaktion, når den er bedst.
Vi tager til Amsterdam i sommerferien. Fylder min Aygo med fire mennesker og næsten ingen bagage, for det er der ikke plads til, og så går det mod Holland, til tulipaner (er de egentlig ikke afblomstrede i august?), oste og kanaler i en grøn og skøn by. I dag har vi fået bekræftelse på vores airbnb-bookning. Vi skal bo i en Beautiful apartment med et amazing view. Det bliver godt, tror jeg. Udlejeren hedder Tabaksblat, det er altså også et fint navn. Men det bedste er, at med indkvartering på plads er der kun tilbage at glæde os.
Jeg ville lave et kryds og bolle-spil på stubben fra det piletræ, vi fik fældet i kolonihaven for et par uger siden. Det så jeg i Politiken i dag, at man kunne. Man skulle bare male to streger den ene vej på træstubben og to den anden vej og finde fem sorte og fem hvide sten, og så kunne man sidde i et par magelige stole og være nærværende og fredfyldte over et spil kryds og bolle. Det skal vi da ha’, tænkte jeg og forestillede mig, at jeg i stedet for maling kunne save fire ridser i stubben. Det kunne jeg bare ikke. Fukssvansen dansede henover den stenhårde overflade uden at få greb. Så der bliver ikke noget af nærværende og fredfyldt.
Det, der blev noget af, var at tage blomster med hjem til spisebordet. Fine, ikke? Papirkaos skyldes, at den selvstændige er tæt på årsafslutning i firmaets regnskab. Det giver en lang søndag med bilagsbunker og intens koncentration.
Så er det godt med blomster.
26. april 2015 | den store bunke |
Mikrobil, makrofart.
Her kommer jeg. Klokken er 8.44, og jeg er på vej til Fyn for at besøge min mor. Men vanen og fortabelse i tanker har fået mig til at køre samme vej ud af byen som hver morgen, når jeg skal på arbejde. Men denne dag skal jeg en anden vej. Så jeg drejer fra og kører ad veje, hvor jeg sjældent kommer ellers, for at ramme opkørslen til hovedvejen sydpå. Pludselig får jeg en fotovognsblitz lige i synet – hvor unfair at stille en vogn lige dér mellem skolen og bageren. Jeg kaster et hurtigt blik på speedometeret og konstaterer, at det ikke er voldsomt meget for meget, jeg har kørt. Men det er jo byzone, og jeg ved fra tidligere, at det er procenter, der tæller, og så er der offerfonden, og rækker overskridelsen til et klip (mere) i kørekortet, og hvad er bødetaksterne egentlig? Udregninger og overvejelser og ærgrelse fylder rigtigt meget på resten af køreturen.
To ting bidrog væsentligt til ærgrelserne: For det første sætter jeg altid en makshastighed på bilens indbyggede fartkontrol, når jeg kører ude på landevejene, men har kun sjældent gjort det i byzone. Men det skal jeg da til! For det andet kom jeg kun på det sted den morgen, fordi jeg kørte forkert. Det var dumt.
I morges fik jeg besked, om at Rigspolitiet havde lagt noget i min eboks. Usportsligt hurtigt, tre dage efter forseelsen. Sigtelse, et link til fotoet, hvis jeg gerne ville se det, bødeforlæg, at betale på en angivet konto inden tredive dage.
Hvordan kan man blive glad for dét? Fordi bøden kun er på tusind kroner og ikke femtenhundrede, som jeg havde forventet. Optur! Og ikke en klink til offerfonden og intet klip i kortet.
Og hvis der gemte sig mere bitterhed i episoden, har jeg nu blogget det sidste væk.
