24. juli 2020 | den store bunke |
Min filosofi er (blevet), at når der kommer digital post fra rigspolitiet i e-boks, betyder det som regel en bøde. Og dét betyder, at man skal gå ud og købe sig selv noget lækkert for det samme beløb, som bøden lyder på.
Det gjorde jeg senest i april.
Nu skal jeg så til det igen. Bøden har jeg allerede sat til betaling. Det kan man lige så godt gøre med det samme og kaste ærgrelsen fra sig, så den ikke står og gnaver på ømme punkter.
Det er ikke fordi jeg er en fartdjævel. Jeg er faktisk ret lovlydig, når det kommer til hastigheder på vejene. Og med resten af loven, i øvrigt. Det er bare det, at politiet laver fælder, hvor man mindst venter det. Eller har glemt, at de er der.
Midt på Mors har de sat sådan en fartfælde. På hovedvejen tværs over øen, hvor man ellers må køre halvfems, er der pludselig begrænsning til halvfjerds. Der står en permanent fotokasse, som blitzer en lind strøm af penge ind i politiets bødekasse. Den skal nok kunne aflønne samtlige medarbejdere i politikredsen. Nu har jeg givet mit bidrag. Igen.
Jeg VED, jeg skal lette foden på den strækning. Jeg gjorde det også et par kilometer før, fordi jeg troede, det var dér. Det var det åbenbart ikke, og da blitzen ramte mig, kørte jeg så alligevel lidt for friskt. Jeg har gået og håbet på, at kameraet var fokuseret på bilen bag mig, som kørte med samme hastighed. Men adskillige uger senere kom der en hilsen i min eboks, og der er sikkert også kommet en til den anden bilist.
Det var den dag, jeg havde været i Thy og plukke birkeblade. Jeg fik også en bøde forrige gang, jeg var på Mors. Det er en dyr ø at besøge, og jeg skal lige overveje, hvornår jeg har råd til at komme der igen.
Nu skal jeg så finde på noget for tusind kroner lækkert til mig selv. For sådan er færdselsreglerne.
28. april 2020 | Udpluk |
- Når der kommer digital post fra rigspolitiet i e-boks, betyder det som regel en bøde. Og dét betyder, at man skal gå ud og købe sig selv noget lækkert for det samme beløb, som bøden lyder på. Det gjorde jeg i dag.
- Den allerførste dag tilbage på arbejde efter fem uger stort set uden kørsel har jeg tilsyneladende haft travlt med at komme hjem igen. Og politiet har haft travlt med at stå med stopuret og har noteret, at jeg kørte 59 km i timen et sted, hvor jeg kun måtte køre 50. Det er altid de laveste begrænsninger, der er de mest luskede.
- Jeg skal også til at holde øje med at være opmærksom på at tænke over, at jeg har en cykel. Den kan ikke køre ret hurtigt. Den kan jeg tage frem en dag.
- På den anden side skal jeg have madpakke med, fordi kantinen er lukket indtil videre. Det kan godt blive for meget at balancere med på cykel.
- Jeg kan jo bare køre ordentligt og efter reglerne i min bil. Og skulle det glippe lidt for mig, husker vi, at jeg må købe lækkerier til mig selv for et beløb, som rigspolitiet fastsætter.
- I en helt anden genre: Jeg har sat georgineknoldene i jorden i dag. Nu er jeg spændt på, om de kommer op igen.
18. november 2019 | den store bunke |
Hver gang jeg får en meddelelse om, at jeg har modtaget digital post fra den ene eller anden instans i min eboks, er min første reaktion et mentalt gisp. Hvad har jeg gjort galt? Hvad fejler jeg? Hvem skylder jeg penge?
Lige hvis det er post fra min arbejdsgiver, tror jeg dog på, at det er en lønseddel, jeg får tilsendt.
Men ellers. Post fra kommunen, regionen, rigspolitiet, banken. Jeg smider, hvad jeg har i hænderne, og skynder mig at kontrollere, om det er bankkontoen, helbredet eller samvittigheden, jeg skal have ondt i.
Er det ikke underligt? Den fysiske postkasse udenfor – helt ude ved vejen – synes jeg, det er en fest at tømme. Der er ganske vist sjældent noget i, udover kirkebladet og søndagsavisen. Men eboksen! Den får mig til at gispe i smug.
I dag var det nu helt uskadeligt, uskyldigt og uforskyldt. Det var et brev fra Det Danske Bloddonorstudie, som jeg engang har sagt ja til at deltage i. De vil bare takke mig og 120.000 andre for vores deltagelse og fortælle os om udviklingen af Det Danske Bloddonorstudie og nævne, at vores blodprøver bliver anvendt i væsentlige forskningsprojekter, herunder omfattende genetiske undersøgelser.
Det var lige før, jeg groede en lille glorie.
17. marts 2017 | den store bunke |
Nå.
I morges kringlede jeg mig muligvis en fartbøde. Igen. Jeg er ellers så omhyggelig med at holde mig inden for fartgrænserne på landevejene. Der er jeg faktisk en mønsterbilist, men jeg er herredårlig til bykørsel. De der 50 kilometer i timen. Det er dem, der får mig i fælden. Jeg er nemlig så nok muligvis lidt mere generøs med højre fod. Det røde blink i morges var placeret ganske kort før 60 km-tavlen. Måske kørte jeg også mere. Lidt. Det gjorde jeg nok. Måske kan der godt blive tale om det der med mere end tredive procent for hurtigt. Det kan godt blive en af de lidt større udskrivninger denne gang. Og saksen-som-ikke-må-nævnes.
Netop i dag får jeg så sponsorerede indlæg i mit Facebook-feed om et eller andet, jeg bør installere i min bil, og med den fængende indledning Træt af fartbøder?
Hvem har lækket? Jeg har ikke googlet noget og kun nævnt det to gange i dag, fordi alle ved, at man godt kan tie noget ihjel.
Jeg har altså ikke engang fået den digitale rudekuvert fra Rigspolitiet endnu, og helt ærligt: Jeg synes godt, at politimesteren kunne have sagt det til mig selv, så vi lige kunne aftale et beløb, før han begynder at sladre med hele internettet om det…!
8. marts 2017 | den store bunke |
Kender du det, at du bliver lettet over at få at vide, at du ikke har gjort noget, selv om du godt vidste det i forvejen?
Pling, sagde det, da der røg en mail ind i boksen. “Du har fået ny post fra Rigspolitiet” stod der i emnelinjen. Nå?!? Min første tanke var “Hvornår er jeg blevet blitzet?”, for det plejer at være fartbøder, når Rigspolitiet skriver til mig. Jeg havde allerede glemt, at jeg to timer forinden havde rekvireret en digital straffeattest, og at det måtte være den, der kom.
Jeg holdt vejret igen, da jeg åbnede pdf’en. Jeg var da så godt som stort set næsten 100 procent sikker på, at jeg ikke er straffet – udover de føromtalte bøder, de hele tiden sender til mig, men jeg har aldrig haft brug for at se min straffeattest før, så jeg var helt blank i forhold til, hvad politimesteren kan finde på at sidde og doodle i lovlydige borgeres karakterbøger.
Det er ligesom, når man ser en politibil i bakspejlet og lige gennemgår med sig selv, om man har dårlig samvittighed over noget.
Jeg kunne puste ud.
Jeg er ren.
