Hvad jeg IKKE skal …

For det meste prøver jeg at vende min verden om til ja’er i stedet for nej’er. Vende det negative 180° og få det positive frem. Ja-hatten, I ved. Jeg skrev engang om det under overskriften Ingen rotter på Esbjerg havn. Det holder stadig, synes jeg. Og måske kunne jeg sagtens tage mig lidt sammen med det igen.

Alligevel må jeg engang imellem definere verden ved hjælp af ikker og tage udgangspunkt i noget der ikke sker. Som nu.

I denne weekend skal jeg ikke:

  • løbe 24 timers løb i Viborg. Jeg meldte selv fra, fordi, ja … dårlig form, mit spillesteds 25 års jubilæum, min kærestes fødselsdag, især dårlig form. Andre faste løbere meldte også fra, sikkert med langt bedre undskyldninger, og det betyder, at mit hold endte med ikke at stille op i år. Det er første gang i mange år, jeg ikke er med i løbefesten med hjemmebagte muffins til holdet og farvejusteret neglelak (skriv ’24 timer’ i bloggens søgefelt og få hele farvehistorikken). Ganske vist er mine negle lige nu flotte og røde, jeg ved bare ikke, hvilke af de mange aktive holdtrøjer, jeg eventuelt er farvekoordineret med. Vi får det ikke at se.
  • til mit spillesteds jubilæumsfejring. Det er 25 år siden spillestedet Paletten slog dørene op i en ombygget biograf, og jeg har været med som frivillig i otte af dem. Jubilæet fejres med to dobbeltkoncerter og en reception. Og jeg når simpelt hen ikke at vende snuden ind omkring. Heller ikke selv om det var et af argumenterne for at springe over ovenstående. Sådan kan det gå.

TIL GENGÆLD skal jeg:

  • fejre Mortens fødselsdag hele lørdagen. Der er lister, planer, pandekager, røræg, flag, gæster, sjungen og hurra, og jeg står tidligt op i al hemmelighed. Vi bager rævekager og andre kager, og der er dejlige gaver. Det bli’r en go’ dag! Måske ryster vi lagkagen på plads med en spadseretur til valpladsen ved 24 timers løbet, så vi kan få plads til aftenens grillerier, og jeg alligevel kan se, hvem min neglelak passer til.

Fest og fejring … det hele ender alligevel toppositivt.

33333

Cirka ti kilometer før jeg ramte hjembyen på første arbejdsdag efter sommerferien stod bilens all time triptæller på 33333. Jeg overvejede at holde ind til siden og tage et billede af dette magiske tal. Jeg har billeder af andre af dens milepæle, både fra dengang vi rundede ti, og da vi passerede tredive tusind. Det er flygtige øjeblikke. Bilens fornemste opgave er at være i bevægelse, og tusind meter længere fremme er motivet borte for altid. Jeg fotograferede ikke dette mærkeøjeblik i dag. Af to grunde: For det første var der ikke noget oplagt sted at trække ind, og for det andet var det alligevel for tosset.

Men det var omtrent her, vi jubilerede.

33333

300K-jubilæum

IMG_4690

Der var kage i morges. Kollegas Audi 80 rundede 300.000 kilometer. Henriks bil er i samme kategori som min, og når jeg en sjælden gang tager bilen på arbejde, kan den godt lide at holde ved siden af hans. De hygger sig sammen, Hvide T og Sølvpilen. Så snakker de om gamle dage og bagtaler alle de andre – nyere – biler på parkeringspladsen lidt.

Hvilket minder mig om… har jeg ikke lavet en cliffhanger om Toyotaens fremtid? Leve eller dø? Syn eller ej? Verden skal ikke længere holdes i uvidenhed: Den skal leve. Hurra. Jeg tømmer resterne af kassebeholdningen ned i karosseriet og forlanger gode oplevelser med min hvide ganger de næste to år.

Der er stadig langt til 300K.