28. september 2016 | den store bunke |
Man kan ikke trække sin hvide bil gennem 8500 sommerkilometer med endeløse insektmassakrer og tro, det så kan klares med en enkelt tilbagelænet tur i vaskehallen.
Jeg må hellere få det lært.
Sidste år den 16. august kort efter hjemkomst fra bilferie til Amsterdam var jeg sjov på Facebook: “Man må godt stadig have bil, selv om man efter en uge ikke har vasket for 1650 kilometer feriedøde insekter af, ikke?”. Det vidste jeg selvfølgelig godt, at man gerne må. Dårlig bilhygiejne giver hverken klip i kørekort eller nummerplader. Og ikke så længe efter var jeg i bilvaskehal.
I år kan jeg godt være mere i tvivl, om jeg må beholde bestallingen. Det er to måneder og otte et halvt tusind kilometer siden, vi var på bilferie til Strasbourg. To måneder! Og fire blodige millioner kvaste insekter på bilfronten. Jeg har ikke gidet vaske bil.
I dag tog jeg en rask beslutning. Spontan kan man vel ikke kalde den efter mere end to måneder. Men rask. Jeg kørte i vaskehal. Gav forskærme, kølerhjelm og omegn en hurtig (det var koldt, og det blæste!) håndvask med sæbevand, inden jeg kørte ind og satte børsterne i gang.
Den blev da overhovedet ikke ren, Lille Hviden. Lille Skiden. Den ser ud, som om den har udslæt i ansigtet. Pigmentforandringer og skjolder. Det er en ommer.
Jeg må gøre et lidt grundigere forarbejde. Nedsænke den i insektfjerner. Det fandtes ikke i det bilvaskeri, jeg besøgte i dag. En af dagene kører jeg til en lidt mere velassorteret vaskehal, triller lidt afsides, bevæbnet med et par dunke insektfjerner, fælgrens og godt med sæbevand og knofedt og slutter af med en super-duper-guld-platin-over-og-undervognsvask-med-ekstra-voks-og-plejepolering. For jeg er sådan en, der passer godt på min bil.
Det er jeg altså.
16. maj 2016 | At have have, den store bunke |
Wup wup, så er der fyldt ud i køkkenhaven. Der er kun plads til små, små spontaniteter og Lasses bønner, som det stadig er lige tidligt nok at putte i jorden. I dag har jeg sået rødbeder og plantet grønkål og alle mine små squash- og hokkaidounger. Jeg håber, nogle af dem overlever. Hvis ikke, har jeg lært til næste år for pokker at vente lidt længere med udplantningen til friland. Vi ser.
Alle flagretingesterne er plastikstrimler, som skal skræmme de tykke duer, der kan lide nyspiret rucola (jeg VED det, for de narrede mig sidste år) og måske spæde grønkålsplanter (jeg ved det ikke, men naboen har hængt plastik over sine kålplanter, så det har jeg også gjort).
Det har været en fin anden pinsedag. Haven er så pæn, som den næppe bliver igen i år. Der er luget, og man kan se bar jord (ikke mellem trædestenene, ved det godt). Fra nu af bliver det et kapløb mellem naturen og mig, og vi ved ikke, hvem der vinder. Det er tit ukrudtet, der lægger sig i front og holder positionen gennem hele sommeren. Vi ser.
Jeg har også vasket bil i dag, og dét her lærer jeg aldrig at forstå. Hvordan ved min telefon, at der er nogen inde i vaskehallen foran mig? Ja ja, jeg kan godt regne ud, at det er den QR-kode, jeg lige har scannet fra standeren, som fortæller systemet (hvilket system? Hvor?), hvilken vaskehal jeg holder ved, og samme system har registreret al aktivitet. Men alligevel! Det er spooky.
Sommetider er jeg hamrende knivskarp, og sommetider er jeg virkelig, virkelig nem at imponere.
22. juni 2015 | den store bunke |
Note til mig selv: Uanset hvor tom og indbydende vaskehallen virker, og uanset at der holder absolut ingen i kø foran dig , så kør aldrig, aldrig, aldrig direkte ind i bilbadeværelset, når det er måneder siden, bilen sidst har været der, og du kører over hundrede kilometer om dagen i al slags insektvejr og ellers parkerer bilen i en parkeringskælder fuld af svaler, der flyver i skideflugt hen over bilernes tage.
Stop altid, altid, altid op ved spandene med børster og sæbevand og brug insektfjerner og fælgrens og hvad tankpersonalet ellers betænksomt har stillet til rådighed.
En rå standardvask uden forarbejde gør det ikke! Hundrede kroner borte med skyllevandet.
7. februar 2015 | den store bunke |
Den lille hvide var møgbeskidt og trængte til vask. Jeg svingede ind som nummer tre i vaskekøen og gik i gang med fælgrens og sæbevand til de kringlede steder i konstruktionen, som vaskehalbørsterne aldrig når.
Noget var gået i udu inde i vaskehallen. Der skete ikke rigtig noget. Tankpersonale var tilkaldt, og jeg opfattede løsrevne sætninger som “Det er, fordi din bil holder skævt”. Chaufføren var inde og bakke og omplacere, mens tankekspedienten gik rundt og talte i telefon. Da jeg var henne for at tappe min anden spand sæbevand, stod chaufføren og røg. “Er der koks i det”, spurgte jeg. “Ja, den stoppede pludselig. Porten vil ikke lukke, men hvad skal jeg gøre?”, sagde hun og slog forsvarsberedt ud med armen. ”Nå, men du kan vel ikke gøre andet end det, du gør”, sagde jeg venligt. Ekspedienten kom ud med en stregkode og scannede den i automaten, mens hun over skulderen spurgte chaufføren, om hun havde været inde og sætte bilen ordentligt. Jeg stod ved siden af automaten. “Skal den kickstartes?”, spurgte jeg, for jeg var i small talk mode. “Ja”, svarede hun kortfattet. Porten rullede ned, vasken gik i gang, og der var udsigt til rene biler, og ingen var sure. Ingen havde heller været det.
Jeg tænkte på Mortens samtale med vores ejendomsadministrator i går om endnu flere huller og revner, der er kommet i vores loft som følge af renoveringen ovenpå. Adminstratoren takkede for, at vi ikke var sure og brokkede os over generne. Men Mortens holdning – i denne og så mange andre sammenhænge – er, at den, der bliver sur og vrissen, skal bruge en masse tid og kræfter på at blive god igen. Og det gider han ikke.
Henne ved vaskehallen havde jeg det mest sådan, at al den ventetid gav mig en fin mulighed for at få flere ugers snavs sat ordentligt i blød, inden jeg kørte ind til skum og store børster. Og sådan havde hende i bilen bag min, nummer fire i køen, det også, kunne jeg se – og høre, da jeg også small talkede lidt på hende.
Fin blev den lille hvide. Se bare, hvordan den spejler skoven og alting og ser japansk og sej ud.
