33333

Cirka ti kilometer før jeg ramte hjembyen på første arbejdsdag efter sommerferien stod bilens all time triptæller på 33333. Jeg overvejede at holde ind til siden og tage et billede af dette magiske tal. Jeg har billeder af andre af dens milepæle, både fra dengang vi rundede ti, og da vi passerede tredive tusind. Det er flygtige øjeblikke. Bilens fornemste opgave er at være i bevægelse, og tusind meter længere fremme er motivet borte for altid. Jeg fotograferede ikke dette mærkeøjeblik i dag. Af to grunde: For det første var der ikke noget oplagt sted at trække ind, og for det andet var det alligevel for tosset.

Men det var omtrent her, vi jubilerede.

33333

5006-kilometervask

Det er uhørt. Fremmed. Sært. Nyt. Usædvanligt.

Hvad, hvad? Ja, at: 1) Jeg har haft den lille ny i ni en halv uge og har allerede kørt fem tusind kilometer og 2) Jeg har allerede vasket den for tredje gang.

Den samme distance rakte til trekvart år i min gamle bil, og det ville tage omkring fire år at få den vasket lige så mange gange.

The Times They Are sandelig a-Changin’…

bilvask

Her er den, den lille, efter en omgang med både fælgrens, insektfjerner og standardvask. Noget dyrere i vask end Hvide T var. En af dagene må jeg have den kørt ind under balkonen og kaste en forlængerledning og en støvsuger ud over balustraden, så den også kan få en omgang indvendigt. Der er jeg nemlig bagud. Der er græs og alt muligt på måtterne.

Men se da lige, hvor den skinner. Så man kan spejle sig.

15 komma 3

Toyotaen

Toyota-nyt, Toyota-gammelt.

Jeg er begyndt at tilbringe en del tid på vejene. Hvide T er kommet i daglig vigør på sine gamle dage. De rolige dage i parkeringskælderen er ovre, og jeg har fået langt mere tid til at lytte til bøger, mens jeg transporterer mig.

Det kan jo aldrig blive en god forretning at være bilejer, det ved alle, men i håbet om at komme det nærmere drømmer jeg om en smækker ny bil, der kører godt med langt på literen. Måske er min gamle bil foruden alle sine andre kvaliteter tankelæser og har strammet sig an for ikke at blive erstattet af en yngre model.

Den seneste uges notater og udregninger viser, at den kører 15,3 km på literen. Det er da ikke så dårligt af sådan en sveske fra 1995.

300K-jubilæum

IMG_4690

Der var kage i morges. Kollegas Audi 80 rundede 300.000 kilometer. Henriks bil er i samme kategori som min, og når jeg en sjælden gang tager bilen på arbejde, kan den godt lide at holde ved siden af hans. De hygger sig sammen, Hvide T og Sølvpilen. Så snakker de om gamle dage og bagtaler alle de andre – nyere – biler på parkeringspladsen lidt.

Hvilket minder mig om… har jeg ikke lavet en cliffhanger om Toyotaens fremtid? Leve eller dø? Syn eller ej? Verden skal ikke længere holdes i uvidenhed: Den skal leve. Hurra. Jeg tømmer resterne af kassebeholdningen ned i karosseriet og forlanger gode oplevelser med min hvide ganger de næste to år.

Der er stadig langt til 300K.