27. marts 2015 | den store bunke |
Lille Hviden fik en endefuld i dag. Sin første skade. Mens jeg holdt og overholdt min vigepligt, inden jeg kørte ud på hovedvejen, kom en bil kørende bagfra og regnede med, at jeg ville gøre noget andet, end jeg gjorde.
Bok, sagde det. Bare bok. Ikke noget voldsomt, men nok til at det virkede som en god ide lige at dreje om hjørnet – på en uvant slæbende måde – og ind til siden, stige ud af bilen og se irritabel ud. Bilisten bagved gjorde det samme, bare uden irritabel-delen. Også uden slæbende-delen.
Jeg havde vundet en knækket bagskærm og en stænklap, der var inde og give dækket et smækkys. Den anden bilist, herefter kaldet Modparten, var brødebetynget og ikke i tvivl om sit ansvar, så vi udvekslede oplysninger og sikrede os, at vi begge kunne køre videre. Jeg trak stænklappen væk fra dens tætte omfavnelse af dækket og bandede lidt (indvendigt) over moderne plastikbiler og ærgrede mig (indvendigt) over, at jeg ikke har trækkrog på min bil. Så ønskede jeg Modparten en god dag – overskudsagtigt, ikke? – og kørte videre. Forinden konstaterede jeg, at forskærmen var knækket på den anden bil. Ha!! (Indvendigt!)
Senere på dagen ordnede jeg skærm og stænklap, så de holdt sig væk fra hjulet, når jeg skulle ud at køre igen. ’Ordnede’. Med pakketape, altså. Det passer vel egentlig meget godt. Det er jo bare en lille hvid papæske, jeg kører i.
Var også lige omkring Toyota på hjemvejen. De var løbet tør for Hello Kitty-plaster, så bilen fik aluplaster på. Sejt. Eller noget. Og nu må den ikke komme i bad, før den er blevet repareret. Det var ellers oppe over.
7. februar 2015 | den store bunke |
Den lille hvide var møgbeskidt og trængte til vask. Jeg svingede ind som nummer tre i vaskekøen og gik i gang med fælgrens og sæbevand til de kringlede steder i konstruktionen, som vaskehalbørsterne aldrig når.
Noget var gået i udu inde i vaskehallen. Der skete ikke rigtig noget. Tankpersonale var tilkaldt, og jeg opfattede løsrevne sætninger som “Det er, fordi din bil holder skævt”. Chaufføren var inde og bakke og omplacere, mens tankekspedienten gik rundt og talte i telefon. Da jeg var henne for at tappe min anden spand sæbevand, stod chaufføren og røg. “Er der koks i det”, spurgte jeg. “Ja, den stoppede pludselig. Porten vil ikke lukke, men hvad skal jeg gøre?”, sagde hun og slog forsvarsberedt ud med armen. ”Nå, men du kan vel ikke gøre andet end det, du gør”, sagde jeg venligt. Ekspedienten kom ud med en stregkode og scannede den i automaten, mens hun over skulderen spurgte chaufføren, om hun havde været inde og sætte bilen ordentligt. Jeg stod ved siden af automaten. “Skal den kickstartes?”, spurgte jeg, for jeg var i small talk mode. “Ja”, svarede hun kortfattet. Porten rullede ned, vasken gik i gang, og der var udsigt til rene biler, og ingen var sure. Ingen havde heller været det.
Jeg tænkte på Mortens samtale med vores ejendomsadministrator i går om endnu flere huller og revner, der er kommet i vores loft som følge af renoveringen ovenpå. Adminstratoren takkede for, at vi ikke var sure og brokkede os over generne. Men Mortens holdning – i denne og så mange andre sammenhænge – er, at den, der bliver sur og vrissen, skal bruge en masse tid og kræfter på at blive god igen. Og det gider han ikke.
Henne ved vaskehallen havde jeg det mest sådan, at al den ventetid gav mig en fin mulighed for at få flere ugers snavs sat ordentligt i blød, inden jeg kørte ind til skum og store børster. Og sådan havde hende i bilen bag min, nummer fire i køen, det også, kunne jeg se – og høre, da jeg også small talkede lidt på hende.
Fin blev den lille hvide. Se bare, hvordan den spejler skoven og alting og ser japansk og sej ud.
8. januar 2015 | den store bunke |
Ej, men prøv lige at se, hvad der sker, når jeg parkerer sammen med de store biler. Lille Hviden kan simpelt hen ikke nå fra den ene ende til den anden. Kører jeg frem, så jeg holder på linje med de andre henne foran, er der mindst en meter fri parkering bagude. Bilen slipper ganske enkelt op før parkeringspladsen. Jeg kunne snildt få plads til en motorcykel også. Eller i hvert fald en knallert.
Den har samme bredde som de store biler, den er bare kortere. Hvis min gamle bil var en statelig kælk, gammeldags og lidt stiv i det, er min nye bil mere en bobslæde, lille, gesvindt og tæt på jorden.
30. december 2014 | den store bunke |
Ringede til værkstedet for at høre, hvornår det er, at ny bil med allerede mange kilometer i motoren skal til første tjek.
“Ved 15.000 kilometer eller efter et år”, sagde John. “Det er det lille tjek; det, vi kalder et Sundhedstjek. Ved 30.000 kilometer kalder vi det Sikkerhedstjek”.
Derefter var det, at han sagde noget virkelig dumt i sin hjælpsomhed og imødekommenhed for at ville finde min bil i sin database: “Kan du huske nummeret på den, Birgitte?”
“Prølihørhær … John … jeg er nok den, du nogensinde har hørt om, som er bedst til at huske telefonnumre og fødselsdage OG registreringsnumre … John!”, sagde jeg ikke. Jeg gav ham registreringsnummeret. Overhovedet ikke på en syrlig måde. Og tænkte, at hvis jeg havde heddet Erik, havde han sagt “Hvad er registreringsnummeret, Erik?”
2. september 2014 | den store bunke |
En mælkekasse i bagagerummet på min nye bil? Det er jo ikke særlig classy, men det var det mest praktiske at transportere høsten hjem fra kolonihaven i. Den stod i havehuset, og jeg havde brug for noget stabilt, så hindbærrene ikke behøvede at smaskes i en plasticpose, men kunne stå i den stanniolform, der også var i huset.
Mælkekassen har en fin størrelse. En almindelig klapkasse er faktisk for stor til sådan en mikrobils mikrobagagerum.
Så jeg tror da, den grønne mælkekasse kommer fast bag i bilen. Og HVIS den lille hvide så tror, den er en knallert på havnen, kan den i det mindste føle sig stor i forhold til de andre knallerter.
