18. maj 2016 | den store bunke |
Det kan man faktisk synge på Bornholmervalsens melodi, og så kan man fortsætte med “…du’ min dejligste løbebyyyy”.
Jeg ved nu ikke, om Berlin rent faktisk er min bedste løbeby. Viborg er også ret okay. Men fakta er, at hey, jeg har helt glemt at forkynde for hele verden, at jeg i morgen aften sammen med nogle og tyve andre kvinder hopper på en bus til Berlin for at løbe 10 km Frauenlauf lørdag aften. Sådan lige. Jeg skal også spise morgenmad på toppen af Reichstag, kigge på byen, lave yoga (min første), ose, suge indtryk til mig, spise og drikke og hvad vi nu ellers finder på. Jeg glæder mig til det hele, ja, jeg gør.
Jeg har øvet mig i at løbe i lyserødt, for det har jeg luret, at kvinder tit gør, når de løber i store flokke med nummer på og har fået en løbetrøje med i købet.
Engang sagde jeg, at jeg aldrig ville løbe kvindeløb, for jeg ville også kigge på mænd, når jeg løb. Så blev jeg lokket til at løbe ALT for Damernes kvindeløb, og så røg dét forsæt. Så kan det også være lige meget. Kom an, Frauenlauf.
Og så var det i øvrigt GODT, jeg blev overtalt til at løbe Kalkmineløb for et par uger siden, for havde jeg ikke været derude, havde jeg aldrig opdaget, at Fusion har lavet tights med lommer på lårene. Misundelsesværdigt store lommer. Sådan nogle tights har jeg købt, og jeg er topbegejstret for den investering. I takt med at mobiltelefonerne blev større og større, blev løbebukselommerne mindre og mindre, og jeg hader-hader-hader at løbe med telefonholder på overarmen. Den napper i mit flæsk. Nu kan jeg stikke ledningen til høretelefonerne ned bag blusen og ned til telefonen i en dejlig lomme på låret. Man kan også bruge lommerne til gelposer og den slags energireserver, men jeg bruger dem altså til mine lydbøger.
Nå, men det er altså, hvad jeg skal bruge de næste dage til. Bald geht’s los.
30. april 2016 | Udpluk |
• Var på vandreskoindkøb i en butik, hvis to ligeværdige fokusområder er jagt og hvidevarer. Den er Harry Pottersk i sin opbygning – som de telte, de bor i ved Quidditch-mesterskaberne. Man går ind gennem en smal facade og fortsætter gennem en passage med vaskemaskiner, den vider sig ud i et større rum med flere hvidevarer, og til sidst træder man ind i en gigantisk hal med alt til jagt. Alt. Og man kan intet se udefra.
• Har fået vandrestøvler. Nu mangler jeg bare at vandre.
• Kaskaderende var et ord, vi hørte i radioen og efterfølgende slog op. De første mange hits ved googlingen indgik i forbindelsen kaskaderende flæsning. Det er noget med et balletskørt. Sådan kan man blive oplyst uden at forvente det.
• Elsker at have en kæreste, der er lige så hurtig og villig til at slå alt op, som vi kommer til at komme en lille smule i tvivl om, som jeg selv er.
• Hørte, at det var international arbejd-nøgen-i-haven-dag i dag. Var bange for, at de andre i haveforeningen måske var af den slags, som fejrede det, og besluttede at vente med at tage i haven til i morgen. Så viste det sig, at dagen falder den første lørdag i maj, og udfordringen er dermed udskudt til næste lørdag. Det bli’r spændende.
• Var ude at løbe i kuperet terræn i skoven. Der kom en mand løbende bagfra og råbte ”Nu skal du ikke blive forskrækket!”, og da han løb forbi mig i højt tempo, sagde han smilende “Det er en sej bakke, den her, synes du ikke?”, og jeg havde lige nøjagtigt luft til at svare: “Hhhhhhhhhhhhh….”
• Sverige skiftede fra venstrekørsel til højrekørsel den 3. september 1967. Var et af de mange emner, vi kom omkring over aftensmaden. Jeg kan faktisk godt huske det. Er jeg den eneste, der kan det?
• I øvrigt er vi begyndt at overveje Strassbourg som sommerferiedestination. Frankrig, Vogeserne, Alsace, familieferie, Lille Hviden. Det kunne godt blive godt. Flere udtalelser indikerede imidlertid, at det kunne blive endnu bedre, hvis et par af os gik i gang med øve os på vores fransk.
• And now over to something completely different: Hvad skal to veninder bruge en majlørdag i Berlin på, når vi stadig skal have kræfter til at løbe ti kilometer kl. 18 lørdag aften og i øvrigt har været i Berlin et par gange og dermed set det mest indlysende? Er der nogen, der vil dele ud af hemmelige perler?
15. marts 2016 | den store bunke |
“Hvad skal du lave i aften?”, spurgte Morten, da han for lidt siden gik ud af døren til et helaftensarrangement med spisning und Alles.
“Om lidt skal jeg ud at løbe en tur, og så skal jeg lave aftensmad, og så skal jeg hænge vasketøj op, og så skal jeg skype med Laura, og så skal jeg reparere din sweater og mine bukser (det sagde jeg ikke, men det kan jeg se, at jeg skal), og så skal jeg bare sådan… slappe af, vel”.
Han syntes, det lød som en god plan, sikkert også det punkt, jeg ikke sagde, fordi jeg først kommer i tanker om det nu, og så dampede han af sted.
Jeg er ikke helt kommet i gang endnu, så jeg har indset, at jeg ikke når det hele, og derfor sorteret noget fra. Det er en moden beslutning, synes jeg. Ikke stresse, ikke presse. Voksent.
Jeg regner ikke med, at jeg behøver at gøre rede for, hvad jeg udsætter til i morgen. Man vil måske huske, at mit hoved stadig er sart efter lørdagens metalvagt.
9. marts 2016 | den store bunke |
Gad vide hvad jeg egentlig vejer.
Eller.
Nej.
Gad faktisk ikke vide det overhovedet. Jeg ved godt cirka, hvor jeg er. Og tænk, hvis tallet nu er endnu højere, end jeg tror. Det ville være fælt at indse.
Engang blev jeg skilt, og det var den mest effektive slankekur, jeg har prøvet. Men den kan ikke anbefales. Ikke at jeg faktisk har prøvet særligt mange slankekure. Det har ligesom for det meste passet sig selv, synes jeg. Jeg har altid været mere til den runde end den smalle side. Kraftige lægge. Kraftige knogler. Solide ben. Glad for mad. Glad for kage. Somme tider har jeg været slankere, til andre tider knapt så slank. Jeg røg dengang, og det er en udmærket vægtbegrænser.
Fik barn og fik travlt, var sjældent i ro. Fik et barn mere, samtidig med at jeg havde en aktiv halvandetårig. Så var jeg i gang hele tiden. Fik et barn mere endnu tre år senere og tog i den periode ikke hensyn til mit kalorieindtag. Vægten passede sig selv, måske lidt på vej opad.
Så blev jeg skilt, og så røg jeg mere, end jeg spiste. Fordi jeg var ked af det. Og så måtte jeg godt. Ryge. Tabte fem-syv kilo og svor, at jeg aldrig ville over tres kilo igen. Blev en, der løb og løb godt. Holdt mig i form og blev måske lige til den pindede side.
Fik kæreste og løb mindre. Fik arbejde, der krævede, at cyklen som transportmiddel blev skiftet ud med bilen. Løb endnu mindre. Spiste det samme, måske mere. Røg ikke.
Resultatet er, at jeg for længst er kommet over tres kilo og ud af en stor del af det tøj, jeg var komfortabel i, da jeg var pindet. Det kan også mærkes på mit tempo, når jeg løber (som jeg jo gør. Igen. Indimellem). Jeg har simpelt hen mere vægt at slæbe rundt på.
Et eller andet sted inde i en afkrog i min fantasi lever forestillingen om, at jeg igen kommer til at springe af sted med en kilometertid under seks minutter som i de lettere dage, og at jeg derefter springer i noget skinny tøj, som jeg har gemt i skabet sammen med en håbefuld indbildning.
Jeg ved ikke helt, om dét i virkeligheden skal være et mål længere. Jeg kan også bare acceptere og leve med, at tiden og prioriteterne er anderledes nu og have fred med det. Løbe i den tid og de distancer, jeg kan, og svøbe mig i det tøj, der kan rumme mig.
Det tror jeg, jeg vil.
Men halvfjerds kilo vil jeg i hvert fald aldrig over, så.
….
Hvis jeg ikke allerede er der. Så siger vi firs.
14. februar 2016 | At have have, den store bunke |
Her er ruten, man tager, når man søndagsordner efterladenskaber.
Der skete det, at vi på sengekanten blev ringet op af kassereren i kolonihaveforeningen. Hun ville lige minde os om, at det var ved at være oppe over at få betalt årskontingentet, og så ville hun godt høre, om vi kom i dag og betalte.
Derfor gik min rute først til en pengeautomat. Vores haveforening er nemlig ikke digital. På nogen måde. Ikke noget onlinehokuspokus. Intet hjemmesidepjat. Der er ikke engang en mail, man kan skrive til. Når man skal betale, bærer man pengene hen til kassereren. I kontanter. Så får man en håndskrevet dagsdatokvittering, og sådan er det bare, og det kan ikke ændres. Er der meddelelser til havefolket, for eksempel invitation og dagsorden til generalforsamling og præmiefest, bliver der rullet et stykke papir sammen og proppet i det postrør, som hænger på indersiden af havelågerne. Basta.
Vi kan aldrig helt huske, hvornår man skal betale kontingentet. Sidste år var vi for tidligt på den, og i år var vi åbenbart tæt på at komme bagud. Hvornår er det egentlig, spurgte jeg, da jeg stod i mit løbetøj hos kasserersken i dag og netop havde modtaget den klargjorte håndskrevne kvittering. ”Ja, det er fra den femogtyvende januar til den femtende februar, og det står også i loven. I har jo et lovhæfte”, sagde hun, mens jeg tænkte på, hvor vi mon har gemt de vedtægter, som vi åbenbart ligger inde med. Men altså, mellem den femogtyvende januar og den femtende februar. Det husker vi fra nu af. Og det virkede, som om det er bedst at bringe hende pengene i starten af perioden. Der er jo ingen grund til, at kassereren skal sidde og vente i tre uger og til sidst alligevel føle sig nødsaget til at ringe og minde os om det, vel?
Lettet, både på samvittigheden og på pengefronten (selv om det faktisk er latterligt billigt at leje grønne sommerglæder) løb jeg videre for at hente en bil, som vi efterlod i nat efter årets jagtmiddag i jagtkonsortiet. Det er noget med tre retters menu af velovervejet og veltillavet hjemmeskudt, hjemmedyrket, hjemmeplukket, hjemmealtmuligt og dertil velvalgt og velsmagende vin. Efter det kører man ikke hjem. Både på grund af omtalte vin og fordi man efter al den mad har virkelig, virkelig godt af at komme ud og spadsere i nattekulden.
Her stopper den dokumenterede rute. For herefter kørte jeg hjem og lavede intet andet end at lytte lydbog, sidde i en solstråle og spille Candy Crush og bage et overdrevet stort bjerg af boller. Som jeg nu skal smage på.
Meget, meget fin søndag.
