2. december 2019 | den store bunke |
Jeg har været længe væk. Sådan føles det, og sådan er det.
Helt bogstaveligt. Vi har været i Costa Rica. Både krop og sjæl har været milevidt væk fra hjemlig novemberhverdag. Vi har vandret og lavet yoga. Vi har set regnskov og farvestrålende steder og mennesker i et helt fantastisk grønt og frodigt land med et venligt folkefærd. Vi har spist fisk og frugt og set pelikaner, aber og leguaner, fået ømme fødder og kroppe, skumsvedt i fugtig varme, set alle vores hjemlige potteplanter vokse frit ude i naturen, badet i vandfald og ocean og set solen gå ned i Stillehavet i et vanvittigt farveorgie. Vi ved, at julepynt går lige så fint til palmer og 30 graders varme som til gran og frostvejr, at man bare skal tage tingene, som de kommer, og at en almindelig personbil kan køre gennem større vandhuller, end man lige tror.
Vi har lagt mange forskellige farvestrålende og eksotiske billeder på vores sociale medier undervejs, men et af de billeder, som folk har lagt mest mærke til, er tilsyneladende det her. Det er i hvert fald dette splitsekund af balance, jeg har mødt flest kommentarer til.
Jeg er på benene igen og tilbage i mit hjemland, hvor jeg de næste dage vil bøvle lidt med konsekvenserne af syv timers tidsforskel og derfor gå meget sent i seng og (være nødt til at) stå tidligt op.
20. maj 2016 | den store bunke |
I det seneste døgn har jeg gjort mange ting, jeg ikke har prøvet før. I virkeligheden har jeg nærmest kun gjort ting, jeg ikke har prøvet før, i hvert fald ikke i den aktuelle udgave.
Jeg befinder mig i Berlin. Her har jeg været tre gange før. Så langt så godt med det bekendte.
Men jeg har aldrig på vejen til Berlin foretaget aftentandbørstningen i intens olielugt mellem en kæmpebus og en væg fuld af reservedele ved siden af en ordentlig dunk Svarfega i en bushangar i Vejle.
Eller vågnet et sted i Tyskland klokken seks om morgenen, mens solen stod op, efter seks timers rimeligt god søvn.
Eller spist morgenmad hos Käfer på toppen af Reichstag med solskinsudsigt ud over hele Berlin. Eller stået på terrassen samme sted og snakket i telefon med både min mor og hendes nye hjemmehjælper. Lækker brunch, de serverer der, i øvrigt.
Eller lavet yoga. Overhovedet før. Min veninde Marianne er en dygtig yogainstruktør. Yoga og løb er en god kombination, siger hun, og derfor var vi omkring tyve af morgendagens Frauenläufere, der gjorde godt med vores legemer i eftermiddag. Det var vi gode til.
Siddet renvasket og tæsketræt på 14. etage på luksuriøst hotelværelse med Marsbarer, Ritter Sport, kaffe og vin og aftenudsigt ud over temmelig meget Berlin.
Haft en så lyserød-og-grøn løbetrøje liggende parat sammen med startnummer, magneter og chip. I morgen eftermiddag og aften er Tiergarten fyldt med sådan nogen som os. Lyserøde, letfodede og larmende. Det bli’r en fest.
18. maj 2016 | den store bunke |
Det kan man faktisk synge på Bornholmervalsens melodi, og så kan man fortsætte med “…du’ min dejligste løbebyyyy”.
Jeg ved nu ikke, om Berlin rent faktisk er min bedste løbeby. Viborg er også ret okay. Men fakta er, at hey, jeg har helt glemt at forkynde for hele verden, at jeg i morgen aften sammen med nogle og tyve andre kvinder hopper på en bus til Berlin for at løbe 10 km Frauenlauf lørdag aften. Sådan lige. Jeg skal også spise morgenmad på toppen af Reichstag, kigge på byen, lave yoga (min første), ose, suge indtryk til mig, spise og drikke og hvad vi nu ellers finder på. Jeg glæder mig til det hele, ja, jeg gør.
Jeg har øvet mig i at løbe i lyserødt, for det har jeg luret, at kvinder tit gør, når de løber i store flokke med nummer på og har fået en løbetrøje med i købet.
Engang sagde jeg, at jeg aldrig ville løbe kvindeløb, for jeg ville også kigge på mænd, når jeg løb. Så blev jeg lokket til at løbe ALT for Damernes kvindeløb, og så røg dét forsæt. Så kan det også være lige meget. Kom an, Frauenlauf.
Og så var det i øvrigt GODT, jeg blev overtalt til at løbe Kalkmineløb for et par uger siden, for havde jeg ikke været derude, havde jeg aldrig opdaget, at Fusion har lavet tights med lommer på lårene. Misundelsesværdigt store lommer. Sådan nogle tights har jeg købt, og jeg er topbegejstret for den investering. I takt med at mobiltelefonerne blev større og større, blev løbebukselommerne mindre og mindre, og jeg hader-hader-hader at løbe med telefonholder på overarmen. Den napper i mit flæsk. Nu kan jeg stikke ledningen til høretelefonerne ned bag blusen og ned til telefonen i en dejlig lomme på låret. Man kan også bruge lommerne til gelposer og den slags energireserver, men jeg bruger dem altså til mine lydbøger.
Nå, men det er altså, hvad jeg skal bruge de næste dage til. Bald geht’s los.
