16. september 2020 | den store bunke |
Jeg er dobbelt så gammel som de fleste af de kolleger, jeg sidder sammen med. Jeg sidder i afdelingens content team, som var den mest dækkende betegnelse, da funktionerne skulle navngives. Holdet består af tekstforfattere (sådan en er jeg) og PR & SoMe-medarbejdere, og lige ved siden af os sidder online teamet, som også er forholdsvis unge mennesker. Vi er en broget flok, som har det både sjovt og godt med hinanden. Og jeg er altså ældst. Meget ældst.
I dag fangede mine ører, at der blev talt om hashtags. De kolleger, der arbejder med husets Instagram- og Facebookprofiler, snakkede om nogen, der “havde brugt hashtags helt forkert”, og “som man gjorde i begyndelsen”. Jeg spidsede ører, dels fordi jeg generelt synes noget om det meste og er rigtig god til at blande mig i samtaler, der egentlig gik meget godt uden mig, og dels fordi jeg blev nysgerrig efter, hvordan man efter deres mening bruger hashtags rigtigt, og om jeg selv har gjort mig skyldig i forkert og tåbelig brug. Jeg er jo et præmieeksemplar fra boomer-generationen og er ikke vokset op med sociale medier. Man kan nemt komme til at gøre noget latterligt, fordi man troede det var smart og hipt.
“Jo altså, du bruger bestemte hashtags, hvis du vil ind i loopet og findes af dine følgere”, forklarede én, og en anden gav som eksempel på forkert brug sit eget første IG-opslag fra en koncert, hvor han i billedteksten havde tilføjet hashtagget Stigbrækkedearmen. “Det giver jo ingen mening”, sagde han om sit unge, naive jeg, og det syntes vi heller ikke, det gjorde.
Jeg har ransaget min hukommelse – og mine profiler – for min egen færd på sociale medier, og det ser vistnok ikke helt galt ud. Jeg holder mig #ungmeddeunge, og det værste er muligvis det her.
15. maj 2016 | den store bunke |
Når jeg viser billeder fra kolonihaven på Instagram er det tit med hashtagget #hyldehavenambiorix. Det er der en forklaring på. Morten overtog for fire år siden haven efter sin ekssvigermoster Gudrun, som efter ti år på lejekontrakten havde sat sit helt personlige præg på haven og huset.
Moster Gudrun købte kolonihaven i 2002, da hun kom hjem til Viborg efter tredive år som sprogrevisor i Bruxelles. Hun kom, nyuddannet i noget franskhalløj, derned i 1972 for at oversætte EF-traktaten, indmeldelsespapirerne, kan man kalde det, til dansk. Og blev hængende i tredive år. Hun boede på Square Ambiorix, og på skiltet her på kolonihavehuset er den mondæne Bruxelles-adresse forenet med havelivet på Hyldevej. Vi synes, historien om rødder og levet liv er så fin, så vi værner om skiltet og lader det sidde. Lampen ovenover lader vi også sidde, selv om den hverken har forklaring eller funktion. Den lyser ikke. Der er ikke strøm i huset.
Morten og Gudrun bevarede venskabet, også efter at han ikke længere var gift med hendes niece. De spiste frokoster, gik til koncerter og rejste sammen nogle gange. Hun var ikke helt begejstret, da jeg dukkede op på arenaen og tog ham, selv om hun skjulte det.
Det var imidlertid naturligt, at det var ham, hun lod haven gå videre til, da hun ikke længere magtede at holde den. Og jeg er så taknemmelig, for jeg elsker det sted.
Haven var virkelig tilgroet og ét stort sammensurium af små platforme og snoede gange kantet med sten, et lille hjørne med kartoffelforsøg, krukker, et hav af løgvækster og mange blomster, et vildt hindbærkrat, vildtvoksende røn, selvsåede ahorntræer, masser af ukrudt, alt sammen et resultat af Gudruns fantasi og blomsterbegejstring og til sidst de kræfter, der ikke slog til.
Vi har lavet det hele om. Vi startede med at rydde ud inde i huset, og udenfor skrællede vi hele det øverste lag have af – med Gudruns fine blomster und Alles – og startede helt forfra. Vi ville have græs på halvdelen, og resten skulle være køkkenhave. Så kunne vi altid regulere det med mere eller mindre græs, men det har nu vist sig at passe godt til vores behov med den fordeling.
Sådan så haven ud før, og sådan ser den ud nu. Den ene vej:
Og den anden vej.
Vi har også fældet et par træer, men der er stadig bede, som er uændrede og får lov til at vokse vildt, indtil vi får lyst til at lave om på det. Haven må aldrig blive en pligt og et pres. Aldrig. Er der noget, vi ikke når, ja, så når vi det bare ikke. Der skal også være tid til at drikke kaffe og bare nyde at være der. Jeg bliver glad i samme øjeblik, jeg åbner lågen. Det vigtigste for mig er køkkenhaven, ikke blomsterne, og jeg føler mig uendeligt rig, når jeg i høstsæsonen kører hjem med fyldte kurve til aftensmaden.
Gudruns præg findes stadig nogle steder i huset, og sådan må det gerne være. Jeg kan lide ting med historie, og jeg kan lide at kende historierne. Hun har besøgt os i haven et par gange, men nu er hun imidlertid desværre så plaget af demens, at hun næppe tænker på, at hun har haft en have. Hun savner den i hvert fald ikke.
Men hendes Hyldehaven Ambiorix lever og respekteres i et hashtag.
