29. januar 2018 | den store bunke |
Vi var hjemme fra weekend i Bruxelles klokken lidt over 2 i nat.
To en halv times forsinkelse fra Zavertem (lufthavnen i Bxl), fordi en flydør var gået i stykker … vente på nyt fly fra Nantes … tanke brændstof … is på vingerne, vente på at is smelter, vente, vente … men bare rolig, vi spiller noget forfærdeligt musik for jer imens. Sådan cirka var det, og derfor kom vi noget senere hjem end planlagt, og derfor har jeg kun sovet fire timer i nat. Til gengæld har jeg haft en meget lang dag på arbejde, hvilket dog var planlagt i forvejen.
Nå.
Men forud for den uplanlagte forsinkelse har vi haft en skøn, skøn weekend i Bruxelles, som efter min mening er en noget overset europæisk hovedstad. Byen er ganske vist hovedsæde for temmelig mange EU-institutioner, men den står sjældent øverst på ønskelisten over steder, man bare skal besøge, medmindre man kender nogen der. Det gør jeg, og derfor har jeg været der nogle gange. Det har Morten også. Han har faktisk haft en del forskellige folk at besøge der i forskellige perioder af sit liv. En af dem var hans tidligere kones moster Gudrun, som var sprogrevisor i EU-regi gennem tredive år, lige fra hun i 1972 blev sendt derned for at oversætte indmeldelsespapirerne. Det var hende, han mange år senere overtog vores kolonihave efter. Den historie har jeg fortalt her, og her vil man også kunne læse, at Gudrun boede på Square Ambiorix i Bruxelles, og da hun kom hjem til Viborg og købte kolonihaven, kaldte hun den Hyldehaven Ambiorix og satte en navneplade på huset.
Derfor måtte vi selvfølgelig lægge en af vores byruter omkring denne navnkundige plads – for at jeg kunne se og Morten gense. Han fik mémoires, og jeg fik en prequel til historien om kolonihaven, og nu er fortællingen rundet så fint af.
Fin.
15. maj 2016 | den store bunke |
Når jeg viser billeder fra kolonihaven på Instagram er det tit med hashtagget #hyldehavenambiorix. Det er der en forklaring på. Morten overtog for fire år siden haven efter sin ekssvigermoster Gudrun, som efter ti år på lejekontrakten havde sat sit helt personlige præg på haven og huset.
Moster Gudrun købte kolonihaven i 2002, da hun kom hjem til Viborg efter tredive år som sprogrevisor i Bruxelles. Hun kom, nyuddannet i noget franskhalløj, derned i 1972 for at oversætte EF-traktaten, indmeldelsespapirerne, kan man kalde det, til dansk. Og blev hængende i tredive år. Hun boede på Square Ambiorix, og på skiltet her på kolonihavehuset er den mondæne Bruxelles-adresse forenet med havelivet på Hyldevej. Vi synes, historien om rødder og levet liv er så fin, så vi værner om skiltet og lader det sidde. Lampen ovenover lader vi også sidde, selv om den hverken har forklaring eller funktion. Den lyser ikke. Der er ikke strøm i huset.
Morten og Gudrun bevarede venskabet, også efter at han ikke længere var gift med hendes niece. De spiste frokoster, gik til koncerter og rejste sammen nogle gange. Hun var ikke helt begejstret, da jeg dukkede op på arenaen og tog ham, selv om hun skjulte det.
Det var imidlertid naturligt, at det var ham, hun lod haven gå videre til, da hun ikke længere magtede at holde den. Og jeg er så taknemmelig, for jeg elsker det sted.
Haven var virkelig tilgroet og ét stort sammensurium af små platforme og snoede gange kantet med sten, et lille hjørne med kartoffelforsøg, krukker, et hav af løgvækster og mange blomster, et vildt hindbærkrat, vildtvoksende røn, selvsåede ahorntræer, masser af ukrudt, alt sammen et resultat af Gudruns fantasi og blomsterbegejstring og til sidst de kræfter, der ikke slog til.
Vi har lavet det hele om. Vi startede med at rydde ud inde i huset, og udenfor skrællede vi hele det øverste lag have af – med Gudruns fine blomster und Alles – og startede helt forfra. Vi ville have græs på halvdelen, og resten skulle være køkkenhave. Så kunne vi altid regulere det med mere eller mindre græs, men det har nu vist sig at passe godt til vores behov med den fordeling.
Sådan så haven ud før, og sådan ser den ud nu. Den ene vej:
Og den anden vej.
Vi har også fældet et par træer, men der er stadig bede, som er uændrede og får lov til at vokse vildt, indtil vi får lyst til at lave om på det. Haven må aldrig blive en pligt og et pres. Aldrig. Er der noget, vi ikke når, ja, så når vi det bare ikke. Der skal også være tid til at drikke kaffe og bare nyde at være der. Jeg bliver glad i samme øjeblik, jeg åbner lågen. Det vigtigste for mig er køkkenhaven, ikke blomsterne, og jeg føler mig uendeligt rig, når jeg i høstsæsonen kører hjem med fyldte kurve til aftensmaden.
Gudruns præg findes stadig nogle steder i huset, og sådan må det gerne være. Jeg kan lide ting med historie, og jeg kan lide at kende historierne. Hun har besøgt os i haven et par gange, men nu er hun imidlertid desværre så plaget af demens, at hun næppe tænker på, at hun har haft en have. Hun savner den i hvert fald ikke.
Men hendes Hyldehaven Ambiorix lever og respekteres i et hashtag.
