26. februar 2020 | At have have |
Så derfor vil jeg snart skifte coverfoto på min Facebook-profil.
Ja, dét var da noget af en forandring, tænker den sarkastiske læser måske. Men hør nu. I ret lang tid har jeg haft denne storblomstrende kolonihaveidyl som coverbillede, og det er altså ikke bare, fordi digital forandring fryder, at jeg nu tænker på at skifte ud.
Jeg er faktisk ved at nå dertil, hvor jeg skiller mig af med hele kolonihaven.
Vi overtog haven for syv år siden. Eller Morten gjorde. Da boede vi ikke engang sammen endnu, men i hver sin lejlighed i Viborg, og vores første fælles investering var et campingtoilet. Nogle år senere flyttede vi sammen i en anden lejlighed, dog med stor terrasse, men stadig var kolonihaven vores skønne mulighed for udeliv, haveglæde og ikke mindst hjemmedyrkede grøntsager. Det var mest mig, der udfoldede min indre gartnerske, og jeg var glad langt ind, hver gang jeg gik ind af havelågen derude. Og jeg bragte stolt avlen hjem. Jeg har fotograferet og skrevet utallige indlæg om kolonihaven lige fra starten af bloggens levetid, og ingen har vel kunnet være i tvivl om, hvor glad jeg har været for denne perle midt i byen.
Da vi købte hus med have for tre år siden, spurgte mange, om vi så ville beholde kolonihaven. Dengang var svaret et ja. Vi ville jo gerne dyrke grøntsager stadigvæk, og en køkkenhave anlagde jo ikke sig selv. Den nye have skulle være nydehave, og kolonihaven skulle fortsætte som ydehave. Så måtte tiden vise, om balancen forrykkede sig.
Og nu er vi der, hvor det tipper. For meget yde, for lidt nyde. Inden længe kommer besværet til at overstige glæderne ved kolonihaven. Mens vi har boet i hus, er vi ikke en eneste gang taget ud i kolonihaven for bare at være der, grille, drikke vin og have gæster. Det kan vi lige så godt gøre hjemme, hvor vi bor. Men jeg har stadig dyrket grøntsager derude, sået og høstet, eksperimenteret med afgrøder og tilbragt lange weekenddage med havearbejde – i harmoni med verden og mig selv. Og NYDT det.
Men efter at Lasse er flyttet hjemmefra, har vores husholdning og madvaner ændret sig. Det er blevet mere loose og spontant, og vi har slet ikke brug for så meget, som jeg traditionelt har dyrket i kolonihaven. Faktisk kan det godt være bøvlet at få brugt al den spinat og grønkål, alle de kartofler, løg, bønner og rødbeder, som jeg har hentet med hjem.
Og så skal man jo ikke.
Jeg kan jo bare have lidt salat og hvad vi nu har behov for i et højbed herhjemme. Og måske et lille drivhus til tomater og agurker også. Så slipper jeg også for hele tiden at være bagud med at få gravet kolonihaven til vinter og inden såtiden.
Så derfor.
Beslutningen er taget. Det blev til syv dejlige sæsoner, og nu er det tid at sende Hyldehaven Ambiorix videre. Så skal vi bare have den solgt – og kender du nogen der drømmer om sådan et paradis midt i Viborg, siger du bare til.
Og så skal jeg have fundet et andet pænt coverfoto.
1. april 2019 | At have have |
Min krop er gået i stykker. Overdreven havegravning har gjort mig til en gammel kone. Det er mærkeligt, jeg ikke også er blevet hvidhåret hen over natten. Nej vent … det ER jeg.
Jeg mærkede karma i nat, da jeg skulle vende mig, vågnede og tænkte: Hvordan kommer jeg i gang med dét? Alt, hvad jeg gjorde for at rotere min krop om sin egen akse, gjorde ondt. Det gentog sig tre-fire gange mere i løbet af natten, og jeg kan sige med sikkerhed, at jeg har ligget på alle mine fire sider. Højre først, venstre, på maven, venstre igen, en kort overgang på ryggen, fordi der var for langt hele vejen rundt til højre, hvor jeg sluttede af, fordi det i den position ville være nemmest at slukke alarmen, som snart ville vække mig. Jeg ved det, fordi hver eneste bevægelse i løbet af natten var nødt til at være nøje gennemtænkt og orkestreret, for at det gjorde mindst ondt. Normalt sover jeg bare. Jeg lukker øjnene, og så er det morgen. Sådan gør plagede gravekoner altså ikke.
Og ligesom når badmintonsæsonen gik i gang, da jeg var ung, er det altid værst på andendagen.
Jeg kom igennem dagen, mens jeg sad så stille som muligt på min stol på mit arbejde og skrev forsigtige ord sammen. I løbet af dagen grundede jeg over, om en fornyet omgang gravning i eftermiddag, mens vejret stadig var godt, ville have en løsnende eller strammende effekt på mine forpinte balde- og armmuskler. Man ved aldrig, og jeg havde for en sikkerheds skyld taget en pose havetøj med.
Det skader jo ikke at forsøge, satsede jeg på og styrede mod kolonihaven efter fyraften, hvor jeg greb spaden og vendte yderligere nogle kvadratmeter jord. Det gjorde godt nok nas.
Jeg vil faktisk ikke afvise, at det HAR skadet at forsøge. Nu er jeg i sofaen igen. I blødt tøj og i én stilling, som jeg ikke behøver at ændre på, før jeg skal i seng.
Tiden indtil da vil jeg bruge på at planlægge, hvordan jeg griber det an, når jeg skal have mig vendt i nat.
31. marts 2019 | At have have |
Mit aldrende legeme værker. Det har været en weekend i bevægelse.
Det værste ved at have en kolonihave – og husk, der ER flest gode ting! – er, at karma kommer efter dig om foråret for det, du ikke når om efteråret.
Jeg nåede ikke at grave urtehave, inden vintersæsonen og vandforsyningen lukkede sig og blev lukket. Nu kommer foråret drønende direkte ud af vinterhiet. Og enhver ved, at før frø og knolde kan komme i jorden, skal jorden være klar – og forholdsvis fri for ukrudt. Det lider jeg under nu.
Både lørdag og søndag har jeg været derude og gjort så meget, som jeg synes, min krop kan holde til. Det er såmænd ikke på grund af alder, den er lidt mørbanket nu, det er bare fordi jeg ikke bevæger mig så meget til hverdag. Og sol og vind og alt det pjat gør ansigtet og øjnene trætte.
Jeg gik derude og tænkte på min mor. Hun har sagt hele sit liv, at hvis hun ikke var blevet landmandskone og skulle holde hus og lave mad (som hun hader-hader-hader!), ville hun have været indretningsarkitekt. Hun elskede at flytte om, og vi vidste aldrig, i hvilken ende af stuen telefonen, sofagruppen eller fars skrivebord stod, når vi kom hjem fra skole.
Jeg tror mere på, at hun skulle have været anlægsgartner. Lige så lidt som hun har brudt sig om arbejdet i køkkenet, lige så glad har hun været for at gå i haven. Der flyttede hun også om – på bede, stauder og buske, og byttede sig til nye blomster og planter fra venner og bekendte, og jeg kender ikke mange, der ved så meget om haveplanter og navnene på dem, som hun gjorde. Hun satte en ære i at holde hele den store have på gården ren og fri for ukrudt. Den var hendes frirum og store glæde, og selv da hun var blevet alene og flyttede i et lille andelsrækkehus, passede hun haven og lagde fliser til terrasse. Da var hun 86.
Jeg skriver i datid, for nu er interessen forsvundet. Nu vil hun helst have, at møblerne står hvor de plejer, og hun er ret ligeglad med, om det er spiræa eller sommerfuglebusk, der står uden for vinduet. Når man bliver gammel, forsvinder mange af de færdigheder, man har tilegnet sig gennem et helt liv, og tit sker det i omvendt rækkefølge. Sidst ind, først ud.
Det er ikke så mange år siden, hun stadig kunne artsbestemme alle blomster i både sin egen og min have. Langt flere end jeg selv nogensinde har kunnet navnene på. Men langsomt er den evne smuldret, og nu kan hun ikke ret mange navne mere. Og mener i øvrigt, at sådan har det altid været, og at det er min svigerinde, der er god til planter.
Jeg forsøgte at høre efter og suge viden til mig, dengang hun kunne lære fra sig, og noget er da også hængt ved. Men noget haveorakel bliver jeg aldrig. Jeg synes bare, det er rart at have have.
Det bliver sikkert endnu rarere, når jeg får mig gravet igennem hele det grønne lag af planter, der dækker jorden nu, og som har navne som mælkebøtte, senegræs og skvalderkål. Det er ikke vækster, som havde været der, hvis det var min mor, der havde haft ansvaret i sine velmagtsdage.
Og NU: sofa!
29. januar 2018 | den store bunke |
Vi var hjemme fra weekend i Bruxelles klokken lidt over 2 i nat.
To en halv times forsinkelse fra Zavertem (lufthavnen i Bxl), fordi en flydør var gået i stykker … vente på nyt fly fra Nantes … tanke brændstof … is på vingerne, vente på at is smelter, vente, vente … men bare rolig, vi spiller noget forfærdeligt musik for jer imens. Sådan cirka var det, og derfor kom vi noget senere hjem end planlagt, og derfor har jeg kun sovet fire timer i nat. Til gengæld har jeg haft en meget lang dag på arbejde, hvilket dog var planlagt i forvejen.
Nå.
Men forud for den uplanlagte forsinkelse har vi haft en skøn, skøn weekend i Bruxelles, som efter min mening er en noget overset europæisk hovedstad. Byen er ganske vist hovedsæde for temmelig mange EU-institutioner, men den står sjældent øverst på ønskelisten over steder, man bare skal besøge, medmindre man kender nogen der. Det gør jeg, og derfor har jeg været der nogle gange. Det har Morten også. Han har faktisk haft en del forskellige folk at besøge der i forskellige perioder af sit liv. En af dem var hans tidligere kones moster Gudrun, som var sprogrevisor i EU-regi gennem tredive år, lige fra hun i 1972 blev sendt derned for at oversætte indmeldelsespapirerne. Det var hende, han mange år senere overtog vores kolonihave efter. Den historie har jeg fortalt her, og her vil man også kunne læse, at Gudrun boede på Square Ambiorix i Bruxelles, og da hun kom hjem til Viborg og købte kolonihaven, kaldte hun den Hyldehaven Ambiorix og satte en navneplade på huset.
Derfor måtte vi selvfølgelig lægge en af vores byruter omkring denne navnkundige plads – for at jeg kunne se og Morten gense. Han fik mémoires, og jeg fik en prequel til historien om kolonihaven, og nu er fortællingen rundet så fint af.
Fin.
4. maj 2017 | At have have |
I dag blev jeg igen spurgt, om vi beholder kolonihaven, nu hvor vi er flyttet i hus og har fået en have mere. Spørgsmålet er forståeligt og relevant. Hvorfor dog påtage sig dobbelt arbejde med at passe TO haver? Hvis det er for at få mad, findes løsningen jo lige henne hos den nærmeste købmand.
Man kan også vende spørgsmålet om: Hvorfor ikke rage til sig af dobbelt glæde, når nu man har muligheden?
Og så længe jeg bliver så glad helt ind i mit inderste, når jeg åbner denne her låge, er svaret enkelt: Ja, vi beholder kolonihaven.
