Mit stambadehotel

15. december 2016 | den store bunke | 0 Kommentarer

I den forløbne weekend var jeg på badehotel, og tænk engang, at det var tredje gang på et halvt år, jeg tog ophold på mit yndlingsbadehotel – uden at fortælle om det. Jeg har bare lige nævnt det i en enkelt sætning her.

Måske skyldes det, at jeg vakler mellem at ville beholde stedet for mig selv og at ville fortælle alle om dets eksistens.

Det drejer sig om Næsbydale Badehotel, og det ligger ved Limfjorden mellem Rønbjerg og Løgstør med udsigt mod Livø og Fur.

Så. Nu er det ude.

Første gang jeg hørte navnet var for mindre end et år siden ved jagtkonsortiets årlige jagtmiddag, da Mogens, en af jægersmændene, og hans kæreste Vibeke fortalte, at de havde købt det forfaldne badehotel, sådan lidt spontant, og havde store planer deroppe. Og jeg skal lige love for, at de fører deres planer ud i livet. De overtog stedet i februar og gik straks i gang med at restaurere, og allerede i påsken åbnede de caféen. Det var egentlig ikke meningen, at det skulle være så tidligt, men folk gik tur gennem dalen ned til fjorden og lagde mærke til, at der var kommet liv i det gamle badehotel, der gennem tiden også har været dansested, traktørsted, flygtningelejr og kollektiv, og spurgte om man kunne få kaffe. Selvfølgelig kunne de det, og så åbnede caféen og siden restauranten.

Der er også en B&B-afdeling med tre lejligheder, og med tiden bliver hele øverste etage i Baronens Hus renoveret, så der også kommer værelser der.

Baronen? Hvilken baron? Jo, det var Baron Otto Reedtz-Thott fra Gavnø Slot, der i starten af århundredet med sin hustru kom sejlende forbi ude i Limfjorden. Hun så ind mod land og fik øje på Næsbydale og sagde til sin mand, at deroppe i bunden af istidsdalen med den fantastiske udsigt over vandet og øerne, dér ville hun gerne have en sommerresidens. De lagde til, og baronen vandrede straks op til ejeren af dalen og købte den fornødne jord. I 1918 stod Baronens Hus færdigt. Desværre døde baronessen forinden og nåede aldrig at bo i sin sommerresidens. Baronen mistede lysten til at bruge boligen og tilså den kun efter behov.

Det var synd. Men samtidig vores held, for var boligen forblevet i Gavnøslægtens besiddelser gennem alle hundrede år, havde Mogens og Vibeke næppe været værtspar i dag, og vi havde ikke haft mulighed for at forelske os lige så meget i stedet, som baronessen gjorde i sin tid.

Vi holdt jagtkonsortiets sommerfest der i juni, vi var der med gode venner en weekend i november og holdt julefrokost med andre gode venner i denne weekend.

Dette sidste faldt faktisk sammen med femårsdagen for Mortens og min første date i Bilka, og den detalje udløste champagne fra værten til alle restaurantens gæster ved middagen om aftenen. Tak for det.

Om eftermiddagen gik vi tur ved Limfjorden. Der var kitesurfere i luften over os. “Hvor længe kan man hænge dér uden at sætte fødderne i jorden?”, spurgte vi, da vi senere passerede dem, mens de pakkede skærmene sammen. “Indtil man skal på toilettet”, svarede de. Der er åbenbart eminente luftstrømme over klinterne ved Næsbydale.

Det er et hyggeligt og helt særligt sted. Atmosfære, gæstfrihed, passion, engagement, historie, natur, ro, alt blandet sammen i det helt rigtige forhold. Man spiser godt, sover godt, snakker godt og er stille godt.

Jeg foreslår – nu hvor jeg har sluppet hemmeligheden ud – at I selv lægger vejen forbi Næsbydale Badehotel deroppe mellem Rønbjerg og Løgstør, for eksempel en søndag eftermiddag. Gå en tur i istidslandskabet deromkring og slut af med kaffe og kage i caféen – Mogens laver fantastiske tærter og lagkager. Eller find en anledning til at samle familie og venner til brunch eller middag. Og kom så igen med jævne mellemrum og se, hvordan huset til stadighed bliver restaureret og renoveret med nænsom hensyntagen til ånd og historie.

Hils fra mig.