Sengehimlen

Min mormors og morfars ægteseng er kommet i sengehimlen.

Jeg ved det, for da mormor og morfar var færdige med at sove i den, overtog jeg tjansen, og det er mig, der nu har sendt den til drømmeland.

For knapt hundrede år siden, da de her to unge mennesker blev rette ægtefolk, var folk generelt kortere, end de er nu, og standardlængden på senge var mindre end i dag. Så da jeg efter flere år på klub- og kollegieværelse endelig fik en rigtig lejlighed med plads til sådan en stor dobbeltseng, fiksede mine forældre dét med længden, så også højere mennesker end jeg (= mænd) kunne sove behageligt i sengen. Mor afsyrede sengen (og tilhørende natskabe og kommode), og far snedkererede nye, længere sidefjælde, som mor smurte den afsyrede masse på, så alle dele fik nogenlunde samme farve.

Her har jeg så sovet – ikke i hundrede år, men i næsten tredive. Da Morten og jeg flyttede sammen, valgte vi hans seng og stillede min i kælderen. Fordi jeg ikke kunne nænne at skille mig helt af med den. Så flyttede vi en gang mere, og jeg indså uholdbarheden i at blive ved at insistere på at gemme på mormors og morfars seng, for jeg kommer aldrig til at sove i den igen. Den har altid haft det ærgerlige ved sig, at det er to enkeltsenge, der er sat sammen med dyveler, og derfor har den skullet have to madrasser, der ikke kan nå helt sammen på midten på grund af de inderste sidefjælde. Og madrasserne smed jeg i øvrigt ud, da sengen kom i kælderen.

Men der er jo dét med mig og ting med historie. Især hvis det er min egen historie. Jeg har så svært ved at smide levet liv og minder ud. Jeg kunne sælge. Men hvem ville købe og sætte pris på, og hvordan prissætter man i øvrigt affektion?

Løsningen var at forære sengeriet til stambadehotellet i Næsbydale. De var netop ved at indrette endnu en lejlighed, og der var den hundredårige velkommen. Jeg er glad og kan besøge mine gamle drømme, når jeg vil, og badehotellets gæster kan drømme nye, dejlige drømme, helt uden at vide, hvad de senge véd.

Det er en smuk historie.

Kaiserwetter

Ville man kalde dagens vejr, hvis man var i et tysktalende land og havde klumpstøvler og lange plader på fødderne.

’Solglimmer’ kalder jeg det og kniber øjnene sammen mod lyset og glæder mig over denne lørdag, hvor jeg…

… er på vej fra

brunch hos Søster Lagkage med Morten og Lasse, – noget vi aldrig har gjort før, selv om vi bor lige midt i caféland. Nu gjorde vi det, og det var hyggeligt.

… er på vej til

årets jagtmiddag på mit stambadehotel i Næsbydale med gode mennesker og god mad i gode omgivelser. Nu er vi raden rundt i jagtkonsortiet; første gang, jeg var med min jægersmand til jagtmiddag, var det også hos Mogens. Hvis vi ikke godt vidste det i forvejen, ville vi nu kunne regne ud, at vi har været kærester i over fem år.

Mit stambadehotel

naesbydale10

I den forløbne weekend var jeg på badehotel, og tænk engang, at det var tredje gang på et halvt år, jeg tog ophold på mit yndlingsbadehotel – uden at fortælle om det. Jeg har bare lige nævnt det i en enkelt sætning her.

Måske skyldes det, at jeg vakler mellem at ville beholde stedet for mig selv og at ville fortælle alle om dets eksistens.

naesbydale3

Det drejer sig om Næsbydale Badehotel, og det ligger ved Limfjorden mellem Rønbjerg og Løgstør med udsigt mod Livø og Fur.

Så. Nu er det ude.

Første gang jeg hørte navnet var for mindre end et år siden ved jagtkonsortiets årlige jagtmiddag, da Mogens, en af jægersmændene, og hans kæreste Vibeke fortalte, at de havde købt det forfaldne badehotel, sådan lidt spontant, og havde store planer deroppe. Og jeg skal lige love for, at de fører deres planer ud i livet. De overtog stedet i februar og gik straks i gang med at restaurere, og allerede i påsken åbnede de caféen. Det var egentlig ikke meningen, at det skulle være så tidligt, men folk gik tur gennem dalen ned til fjorden og lagde mærke til, at der var kommet liv i det gamle badehotel, der gennem tiden også har været dansested, traktørsted, flygtningelejr og kollektiv, og spurgte om man kunne få kaffe. Selvfølgelig kunne de det, og så åbnede caféen og siden restauranten.

Der er også en B&B-afdeling med tre lejligheder, og med tiden bliver hele øverste etage i Baronens Hus renoveret, så der også kommer værelser der.

Baronen? Hvilken baron? Jo, det var Baron Otto Reedtz-Thott fra Gavnø Slot, der i starten af århundredet med sin hustru kom sejlende forbi ude i Limfjorden. Hun så ind mod land og fik øje på Næsbydale og sagde til sin mand, at deroppe i bunden af istidsdalen med den fantastiske udsigt over vandet og øerne, dér ville hun gerne have en sommerresidens. De lagde til, og baronen vandrede straks op til ejeren af dalen og købte den fornødne jord. I 1918 stod Baronens Hus færdigt. Desværre døde baronessen forinden og nåede aldrig at bo i sin sommerresidens. Baronen mistede lysten til at bruge boligen og tilså den kun efter behov.

Det var synd. Men samtidig vores held, for var boligen forblevet i Gavnøslægtens besiddelser gennem alle hundrede år, havde Mogens og Vibeke næppe været værtspar i dag, og vi havde ikke haft mulighed for at forelske os lige så meget i stedet, som baronessen gjorde i sin tid.

Vi holdt jagtkonsortiets sommerfest der i juni, vi var der med gode venner en weekend i november og holdt julefrokost med andre gode venner i denne weekend.

Dette sidste faldt faktisk sammen med femårsdagen for Mortens og min første date i Bilka, og den detalje udløste champagne fra værten til alle restaurantens gæster ved middagen om aftenen. Tak for det.

naesbydale1naesbydale2

Om eftermiddagen gik vi tur ved Limfjorden. Der var kitesurfere i luften over os. “Hvor længe kan man hænge dér uden at sætte fødderne i jorden?”, spurgte vi, da vi senere passerede dem, mens de pakkede skærmene sammen. “Indtil man skal på toilettet”, svarede de. Der er åbenbart eminente luftstrømme over klinterne ved Næsbydale.

Det er et hyggeligt og helt særligt sted. Atmosfære, gæstfrihed, passion, engagement, historie, natur, ro, alt blandet sammen i det helt rigtige forhold. Man spiser godt, sover godt, snakker godt og er stille godt.

Jeg foreslår – nu hvor jeg har sluppet hemmeligheden ud – at I selv lægger vejen forbi Næsbydale Badehotel deroppe mellem Rønbjerg og Løgstør, for eksempel en søndag eftermiddag. Gå en tur i istidslandskabet deromkring og slut af med kaffe og kage i caféen – Mogens laver fantastiske tærter og lagkager. Eller find en anledning til at samle familie og venner til brunch eller middag. Og kom så igen med jævne mellemrum og se, hvordan huset til stadighed bliver restaureret og renoveret med nænsom hensyntagen til ånd og historie.

Hils fra mig.

naesbydale4naesbydale5 naesbydale6 naesbydale7 naesbydale8 naesbydale9

Weekend i højt og lavt gear

Føj, jeg er træt. Det skyldes to døgn fyldt med oplevelser og indtryk, frisk luft, snak og god mad. Jeg er faktisk næsten for træt til at fortælle, at jeg har

• set ældstebrors revy i Søndersø på Nordfyn – han skriver tekster, laver kulisser og er på scenen. Han er selvfølgelig bare en ud af et stort hold, men vi kommer på grund af ham, og det var også forrygende i år.

• kørt fra syd til nord

• været på badehotel med jagtkonsortiet. Et af konsortiets fem jægerpar har købt Næsbydale Badehotel syd for Løgstør og driver café og B&B, samtidig med at de sætter de forsømte bygninger i stand. Sommerfesten plejer jægerne at holde i jagthytten øst for Viborg, men denne gang flyttede vi den til Limfjorden, og hvem ved, måske er en ny tradition født, for det var hyggeligt og sådan nogle fantastiske omgivelser.

• tilbragt søndag eftermiddag i kolonihaven med at indvi ny batteridrevet plæneklipper (Senegræs! Nu vinder vi!!), vende ryggen til mens en anden pillede en uheldig – fatalt uheldig – jordbærfristet solsort ud af fuglenettet, plukke jordbær, plukke salat, plukke blomster, plukke agurker, vande tomater, luge.

• vasket to maskinfulde tøj og hængt op

• bagt 48 boller

Det har været en skøn weekend. Nu er jeg så træt, at jeg nærmest er for træt til at gå i seng.

 Og derude ligger Livø


Og derude ligger Livø