“Din (mentale) dropbox er næsten fuld” …
Såeeh, jeg slog græs sidste tirsdag, og hvad skete der så? Blev jeg hentet af et rumskib fra en fjern galakse, så dét er forklaringen på, hvorfor jeg så brat forsvandt fra jordens overflade, også kaldet Grevindens residens?
Næ.
Mit jordiske hylster har været her hele tiden, men når man inden for ti dage både flytter hele sit hjem og starter på nyt arbejde, er konsekvensen et liv helt og aldeles uden rutiner. Fuldstændigt. Ingenting er som det plejer, der er ingen etablerede måder at gøre noget på, jeg ved ikke hvor lang tid det tager at komme nogen steder hen, hvilket badeværelse det er mest bekvemt at bruge til hvad om morgenen, hvilke nye logins jeg skal bruge til hvad, hvilke nye procedurer jeg allerede har glemt igen, hvordan jeg kommer fra A til B i firmadomicilet, hvornår vi får tømt de to allersidste flyttekasser, så flyttemanden kan hente hele stakken, hvad vi overhovedet skal have der, hvor flyttekassestakken er nu.
Forleden morgen trak jeg cyklen ud af skuret for at cykle på arbejde med en skinnende glorie på, konstaterede at verden var uforholdsmæssigt sløret, fordi jeg havde glemt at tage kontaktlinser på – det var ikke blevet en veletableret rutine i mine nye omgivelser (dét med at have to badeværelser!), satte cyklen ind igen, fordi jeg så ikke ville kunne nå at cykle, monterede kontaktlinser, satte mig ind i bilen og konstaterede, at brændstofstanden var så lav, at jeg end ikke vidste, om jeg overhovedet kunne nå hen til tanken, nåede hen til tanken og valgte naturligvis den defekte stander, der ikke ville tage mit kort i hverken første, andet eller tredje forsøg, så jeg måtte ind og hente en medarbejder i butikken, tankede og sneglede mig igennem morgentrafikken, som også er ny for mig i dén retning, jeg skal, og overvældende på dét tidspunkt. Jeg er ikke sikker på, om jeg nåede frem til tiden. Det gjorde jeg vist ikke.
Samtidig har Morten haft en omfattende arbejdsopgave, som jeg også har været involveret i, og så er der forberedelserne til Astrids konfirmation på lørdag. Desuden har jeg fået ny telefon, som skulle sættes i gang, og forleden aften crashede harddisken på min bærbare Mac. Det var ikke så godt, hverken i forhold til førnævnte store opgave eller konfirmationsforberedelserne. Morten er den rolige af os, når den slags sker, og det var ham, der – selv om han var lige så udmattet som jeg – sad oppe googlende og nørdende det halve af natten og endte med at sætte ny harddisk i og genetablere al software, så jeg stort set kunne fortsætte hvor jeg slap, da jeg stod op næste morgen. Han er fantastisk!
“Det bliver bedre i næste uge!”, messer vi til hinanden, når vi kigger op fra skærmene eller passerer hinanden på vej i forskellige retninger, mens vi undlader at se på inventarkaos i husets kroge. Og det gør det. Det er faktisk allerede begyndt. Toppen af presset forsvinder. Vi bliver hele tiden bedre til at bo i vores hus. Jeg har lige hentet de spisebordslamper, vi bestilte for et par uger siden, og en af os sætter dem op. Nyt job tegner godt. Det bliver bedre vejr. I går lagde jeg kartofler og satte løg i kolonihaven og slog græsset derude, og solen skinnede, som billedet viser.
Flere data er det ikke nødvendigt at lagre. Det skal nok gå.