Køleskab er noget man graver ned

Sikke en umanerligt veldisponeret fordeling af sol og regn i den her weekend. Lørdagssol og søndagsregn. Man kan også sige, at vi har været umanerligt gode til at disponere vores gøremål i forhold til vejret, og så lyder det lidt, som om det er os, der har været kloge og dygtige.

Hvilket vi også har.

I hvert fald dygtige.

Vi havde planer om at sætte alt ind på at få klippet hækken i kolonihaven lørdag. Helhjertet. All in for hæk. Og det gik godt med det. Blandt andet. Om morgenen kom jeg endda til at vågne så tidligt, at jeg fandt på at løbe en tur. 5,5 km tidligt morgenløb, kalder Endomondo det, og det lyder helt vildt overskudsagtigt. Der var også pænt.

augustdag1

Ved middagstid tog vi alle tre i haven. Lasse havde fået til opgave at flytte kolonihavens køleskab, en opgave, der involverede graveske, spade, sand, sten, spand og muskler. Køleskabet er en mælkejunge – hjemme på gården hed sådan én en transportspand, og vi tænkte vi var smarte, da vi gravede den ned inde i huset. Det har bare vist sig, at varmen i rummet (gennemsigtigt tag = meget varmt) trækker ned i metallet, og temperaturen nede i jungen kommer aldrig under 15 grader, og det er bare ikke godt nok til at holde sodavand og vin køligt. Den skulle i stedet omplantes til husets nordside, ungdommen blev sat i sving, og det gjorde han godt. Måske har han også lært nogle gode, brugbare tricks i processen.

Jungen er gravet op, og hullet skal dækkes igen.

augustdag2

Der skal graves et nyt hul et andet sted, og det skal også have en sirlig afdækning med sand og sten. Den efterfølgende opgave ligger på mig: at grundluge skvalderkål og snerler, så det vedbliver muligt at komme til ’brønden’ efter kolde drikke.

augustdag3

Hækken blev klippet, og se, det blev godt.

augustdag4

Årets kartoffelhøst er god og tilfredsstillende, en flamingotønde er fyldt halvt op med gyldne knolde, og der går et pænt stykke tid, inden vi behøver skrive kartofler på indkøbssedlen igen. Det er sådan noget, jeg godt kan lide.

augustdag5

Og så kom Ida og Sven Erik med kage, og vi drak kaffe og grillede bøffer og drak vin og tændte bål i den mexicanske stenovn og havde det prima til langt ud på aftenen.

augustdag6

Og i morges vågnede vi til regn og behøvede overhovedet ikke at være udenfor, for det havde hele tiden været meningen, at søndagen stod på indesysler. Jo, vi var lige ude i kolonihaven for at vaske op og hente en bil, men ellers passede vejret også i dag perfekt til det, vi skulle.

Er det ikke bare heldigt?

“Men hvorfor bliver de ikke røde?”

Foranovnen

Her er to, som tilsyneladende har taget fejl af fjernsynet og ovnen. Hvis jeg ikke vidste, hvad det handlede om, ville jeg synes, det var et meget sært scenarium. To damer på alle fire foran ovnen? Vores mænd syntes også, det så sjovt ud. De tog billeder.

Vi havde gæster, og desserten var citrontærte. Tilberedningen skulle slutte med, at den blev grillet i ovnen, så marengslåget fik farve. Lige grillfunktionen i ovnen havde vi ikke prøvet før, og det er det, Anne Dorthe og jeg ligger på knæ og holder øje med. Grilllegemet i ovnen blev nemlig ikke rødt, og der så ikke ud til at ske noget som helst derinde. Men det var godt, vi holdt så nøje øje, for pludselig gik det stærkt med at få farve, og alt var godt.

Se selv.

Tarteaucitron

Tarteaucitron2

Den er lavet efter denne opskrift af Morten Heiberg i Politiken.

Grevinden på første

Flere har spurgt mig, om jeg godt kan blive ved med at blogge som Grevinden på tredje nu, hvor jeg er flyttet i en førstesalslejlighed.

Selvfølgelig kan jeg det. Det er jo et brand. Man kan også købe Karen Volf småkager, selv om Karen selv ikke har vredet en vaniljekrans siden 1946.

Grevinden på tredje er bloggens navn, og bloggen er den samme, som den hele tiden har været. På et tidspunkt laver jeg en ny top og et andet udseende til den, så vi ikke skal blive ved at trækkes med et billede af min gamle tredjesal. Jeg har bare vurderet, at det tjener alle bedst at få indrettet i den fysiske virkelighed førend i cyberspace.

Vi flyttede i lørdags og havde en fantastisk flyttedag. Det var hårdt, varmt og sejt, ja, men tænk at være så privilegeret, at man kan tale om en fantastisk flyttedag og mene det. Vi var 17-18 mennesker, der løftede i flok efter evne, lyst og kræfter. Først flyttede vi alle Mortens ting fra det kælderrum, hvor de har været opmagasineret i to uger, op i den nye lejlighed, og dernæst flyttede vi alle mine ting fra tredjesalen til henholdsvis den nye lejlighed, det nytømte kælderrum og til genbrugsstationen. Imens gik Poul Erik og grillede på vores nye terrasse. Han havde for lang tid siden sagt: “Min ryg kan ikke holde til at slæbe, men jeg kan lave mad hele dagen”. Så vi sluttede af med lækre hjemmelavede burgere og forskellige slags pølser. Jeg elskede alle og var grundglad og dybt taknemmelig, da jeg sad der og kiggede rundt på alle vores gode mennesker, bænket på umage stole og hynder i en kæmpe, svedig rundkreds på terrassen.

Nu går vi og pakker vores lidt over hundrede flyttekasser ud og sætter på plads og skruer og samler og borer, og det tager langsomt form. Her er rart at være, højt til loftet, lyst og lækkert, og jeg kan mærke, at vi får det godt her. Grevinden har stadig både udsigt og indsigt og vil blive ved med at dele tanker om stort og småt med de læsere, der hænger ved.

Her er det frokostsandwichtid efter første flytteheat for alle dem, der næste dag vil vågne op med lange arme og værkende lår.

flytning

Dagens mand

I går dannede kolonihaven rammen om Mortens fødselsdag. Søster, svoger, brødre, svigerinder, datter, kæreste, mor og to andre gamle koner til kaffe og kage og en flok rådyrrygfileter på grillen. Dagen før havde vi ryddet ud og flyttet rundt og gjort klar, så vi kunne sidde i tørvejr.

IMG_4482

Vi havde ikke lagt dugen på, for måske var der lidt hul i taget, og vi havde ikke været med til at bestemme vejret.

To timer før gæsterne kom, gik der hul i himlen også. Og taget var utæt, viste det sig. Der rendte vand ind tre-fire steder. Vi måtte gøre noget, før gamlerne og de andre kom, og heldigvis er Morten en handlingens og snarrådighedens mand.

IMG_4491


Søm, tak.

IMG_4493


Spand, tak.

IMG_4495


Krus, tak.

Og så havde vi den dejligste dag. Gode mennesker, gode gaver, sol og regn, boller og kage, snak, hygge, smådrillerier og storgrillerier. Der er vide rammer på det fineste lille sted.

IMG_4500


Glad fødselsdagsbarn. Og søndagsbarn.

IMG_4518